Sofie og Liselotte: Temperaturen i rummet kunne godt dale 10 grader, når noget ikke passede ham
Hvad gør du, når en kvinde, du elsker, bliver nedbrudt i et voldeligt forhold? En mor og søster fortæller om den svære situation, selv de mest ressourcestærke pårørende kan havne i. Læs deres historie her.
- Intro
- Kontrollen kom snigende
- Alt skulle være på hans måde
- Han holdt op med at lade som om, det var omsorg
- Kunne ikke forråde sin søster
- Den dag, det stak helt af
- Djævleyngel
- Et vanvittigt familieråd
- Hun var som en zombie
- Der skulle handles hurtigt
- På Danners krisecenter
- Kunne ikke have klaret det selv
- Vreden har fyldt mest
- Vil lytte mere til mavefornemmelsen
- En anden tilgang til livet
Intro
“Før alt det her havde jeg meget få grå hår,” siger Sofie og sætter sig til rette i sofaen hos Danner sammen med sin mor, Liselotte.
De kender Danner rigtig godt. Det er kun lidt over et år siden, Sofies storesøster og Liselottes datter, Anne, flyttede ind på krisecenteret midt i julemåneden. På det tidspunkt var Anne mor til en toårig, højgravid og meget lidt sig selv. Hendes personlighed var nærmest udslettet af den psykiske vold, hendes mand og faren til hendes børn i årevis havde udsat hende for.
Alle var i chok. Både Anne selv, Sofie og deres forældre.
“Hvordan endte vi her? Den slags sker jo ikke i vores familie,” tænkte de alle.
Men samtidig følte Sofie en enorm lettelse. Hun skulle ikke længere være alene om at bære rundt på hemmeligheden om, hvad hendes søster blev udsat for. En hemmelighed, der havde gnavet hul i hendes eget liv.
Kontrollen kom snigende
Det var ellers begyndt som en stormende forelskelse. Anne, som er forsker, havde netop fået en ph.d-stilling i udlandet, og på en konference havde hun mødt Tom.
“Jeg har aldrig nogensinde set min søster være så forelsket. Hun svævede på en lyserød sky, og det var rigtig dejligt at se,” smiler Sofie.
I nogle år havde Anne og Tom et godt og velfungerende langdistanceforhold, og så flyttede de sammen. Selv om de boede i udlandet, havde Sofie tæt kontakt med sin søster. De talte jævnligt sammen på Skype og besøgte tit hinanden. Og lidt efter lidt lærte Sofie Tom at kende.
Jeg kom ret godt ud af det med ham i starten.
“Jeg kom ret godt ud af det med ham i starten. Han var stille og rolig, meget venlig, smilende og behagelig på sin egen facon,” fortæller hun.
Med tiden blev der længere mellem smilene, og Sofie begyndte at lægge mærke til nogle af Toms særheder. Da Anne på et tidspunkt væltede på cykel og brækkede benet, ville Tom for eksempel bestemme, hvilke sko hun skulle have på den raske fod. Og hun skulle holde fast i gelænderet med begge hænder, når hun skulle ned ad trappen.
“Men det hele var pakket ind i omsorg og hensyn til Annes sikkerhed,” siger Sofie.
Kort efter blev Anne gravid, men fik en spontan abort. Det gjorde Tom meget vred. Så da hun kort tid efter blev gravid igen, ville han kontrollere graviditeten totalt. Af hensyn til barnet, sagde han.
“Jeg tænkte, at jeg godt nok var glad for, at det ikke var min mand, der var sådan. Men Anne virkede ubekymret og jokede med, at hun havde forelsket sig i en afslappet type, der så havde vist sig at være lidt ‘uptight’.”
Alt skulle være på hans måde
I julen 2015 tog Sofie og hendes forældre på besøg hos Anne og Tom og holdt juleaften. Også selvom Tom ikke var meget for alt det med julen. Han ville helst ikke have kristne symboler som engle i deres hjem. Og Anne havde måttet kæmpe for at få lov til at have juletræ.
“Men han var samtidigt virkelig et familiemenneske. Det var meget vigtigt for ham, at familien var sammen. Problemet var, at han kunne lide idéen om storfamilien. Men hvis nogen havde en anden mening end ham, var det ikke velset. Han sagde ikke noget, men temperaturen i rummet kunne godt dale 10 grader, når noget ikke passede ham. Og vi var jo gæster i deres hjem og ville ikke gøre nogen utilpasse. Så vi gik meget på listefødder den jul,” husker Sofie.
I slutningen af december fødte Anne en lille pige. Hun fødte som planlagt hjemme. Og fødslen gik så godt, at Tom forgudede hende i en periode.
Han syntes, det var så fantastisk, at hun havde gjort det på hans måde.
“Han syntes, det var så fantastisk, at hun havde gjort det på hans måde. Alt var i ét med naturen, sådan som han ville have det,” fortæller Sofie.
Da Sofie og hendes forældre kom for at se den nyfødte Lea, ville Tom ikke lade dem holde hende.
“Han sagde, det var vigtigt, at barnet knyttede sig til forældrene i starten. Jeg kunne måske godt forstå, hun skulle ligge på mor og far lige der. Men sådan blev det jo faktisk derfra. Vi måtte næsten ikke få lov til at røre ved Lea.”
Han holdt op med at lade som om, det var omsorg
Da Lea var næsten 1 år gammel, fik Anne en eftertragtet forskerstilling i Danmark. Familien flyttede til København og slog sig ned 10 minutters gang fra Sofie. Nu sås de to søstre ofte. Men deres forældre så ikke meget mere til Anne, Tom og det lille barnebarn.
“Vi inviterede dem ud til os. Men ofte var Tom syg. Eller også var der en anden grund til, at han ikke kunne komme med. Og vi blev stort set aldrig inviteret hjem til dem. Når vi så endelig var hos dem, var der sådan en grim stemning. Kold. Iskold,” fortæller Liselotte.
Med tiden blev Tom mere grov og holdt op med at pakke kontrollen ind som bekymring. Og det blev kun værre, da Anne kort efter fandt ud af, at hun var gravid igen. Når hun kastede op, kaldte han hende doven. Han mente, hun var en uansvarlig mor, der arbejdede for meget. Selv om hun knap nok passede sine timer på det nye arbejde. Og hun måtte ikke se sine venner, for så gik der tid fra familien.
Hun gik fra at være superudadvendt og have et kæmpe netværk til at sidde hjemme hver aften og prøve at please ham
“Han isolerede hende. Hun gik fra at være superudadvendt og have et kæmpe netværk til at sidde hjemme hver aften og prøve at please ham,” siger Sofie.
Liselotte tilføjer: “Da hun fik jobbet, havde han også sagt til hende, at hun slet ikke var dygtig nok. At de havde valgt den forkerte. Uanset hvad hun gjorde, fandt han bare på noget, som skulle gøres på en anden måde. Det er dér, det virkelig tog fart. For hun begyndte at overtage hans mindset. Det er jo det, psykopater gør. De får en til at tro, at det er en selv, der er noget galt med. Det kan jeg se nu, men på det tidspunkt var min mand og jeg ikke klar over, hvor galt det stod til. Anne dækkede hele tiden over det.”
Kunne ikke forråde sin søster
Ofte ringede Anne og inviterede Sofie over til lidt hygge. Sofie vidste, at det først og fremmest handlede om, at Tom trods alt lagde bånd på sig selv, når hun kom. Derfor troppede hun for det meste op. Også selvom det krævede enorm overvindelse.
“Jeg kunne slet ikke have det, når han talte grimt til hende. Jeg sagde: “Hvordan kan du finde dig i, at han taler sådan til dig? Hvordan kan du leve med det? Du bliver nødt til at finde ud af, om det er det her, du vil.” Nogle gange tog jeg Lea med ind på hendes værelse, lukkede døren og hyggede med hende. Jeg prøvede at give noget positiv energi. Også for at hun ikke skulle høre, at hendes mor – eller kvinder generelt – blev talt til på den måde. Men samtidig turde jeg ikke sige noget til ham. Jeg var selv underlagt hans magt. Jeg ville gerne have, at han skulle kunne lide mig, så jeg kunne være der for Anne,” siger Sofie.
Som tiden gik, tærede Annes situation mere og mere på Sofie.
Det føltes, som om jeg døde indeni.
“Det føltes, som om jeg døde indeni. Jeg kunne se, at den var helt gal. Men jeg kunne ikke råbe hende op. Jeg havde lyst til at ryste hende og sige: “Nu tager du dig sammen!”. Jeg gik med den her kæmpestore hemmelighed alene. Men jeg følte virkelig, jeg ville forråde Anne, hvis jeg fortalte nogen, hvad der foregik. Hvis hun så vendte mig ryggen, ville hun slet ikke have nogen,” siger hun og puster luften langsomt ud, inden hun ser på sin mor og fortsætter:
“Vi havde jo snakket lidt om den dårlige stemning, der var hjemme hos dem. Kan du huske, da Anne fortalte os, at han en dag var blevet så vred på hende. Så vred, at han havde skudt hæfteklammer efter hende med en hæftemaskine? Hun var selv så chokeret. Det var jeg ikke. I mine øjne var det bare det naturlige næste trin. Men jeg kunne kun fortælle en lille del af det, jeg vidste. Om hvor væmmelig han var over for hende. Jeg sad jo nogle gange hjemme hos jer og græd. Og du krammede mig og sagde, at det hele nok skulle gå. Men du forstod selvfølgelig ikke, hvorfor jeg havde det sådan.”
“Du havde jo nogle problemer på jobbet og med nogle andre ting på det tidspunkt. Så jeg troede, det var det, det handlede om. Jeg anede simpelthen ikke, hvad der foregik,” siger Liselotte.
Den dag, det stak helt af
“Hvordan overlever hun at blive brudt ned hver evig eneste dag?”, blev Sofie ved med at tænke. Hun var den eneste, der kendte til omfanget af den psykiske vold, hendes søster Anne blev udsat for. Men af frygt for at bryde Annes fortrolighed kunne hun ikke dele hemmeligheden med nogen. Ikke engang deres mor. Og det sled voldsomt på hende.
En dag, da Annes mand Tom var taget på ferie med deres 2-årige datter, brød Anne grædende sammen. Hun betroede Sofie, at hun havde mødt en anden mand. Han var stormende forelsket i Anne. Og hun havde også fået følelser for ham.
Hun var så skamfuld, at hun næsten ikke kunne få det sagt.
“Lige der faldt tiøren for mig. Det var derfor, hun kunne holde ud at bo sammen med Tom. Hun var så skamfuld, at hun næsten ikke kunne få det sagt. Men jeg tænkte, at Tom fandeme selv var ude om det,” fortæller Sofie.
Der gik nogle måneder, hvor Anne syntes ude af stand til at handle eller træffe en beslutning. Men i december skete der noget. Anne havde gjort det forbi med den mand, hun havde en affære med og besluttet sig for at vælge familien. Det gik hun hjem og fortalte Tom.
“Og så stak det hele af,” siger Sofie.
Djævleyngel
Tom smed Anne ud af deres lejlighed og beholdt deres lille datter Lea, uden at Anne kunne gøre noget. Da Anne ringede på hos Sofie, rystede hun af angst.
“Hun turde ikke tage hjem og hente Lea. For hun var bange for, hvad han kunne finde på, når hans adfærd var så uforudsigelig og ustabil. Den aften forlangte han, at Anne skulle gennemgå et renselsesritual, så hun kunne blive ren nok til igen at komme ind i deres hjem. Eller hun skulle sige ja til at sælge alt og rejse verden rundt i et folkevognsrugbrød, hvis hun virkelig ville familien,” fortæller Sofie.
Anne var gravid igen. Og igen og igen forsikrede hun Tom om, at barnet i hendes mave var hans. Alligevel kaldte han det for djævleyngel og krævede det bortadopteret. Eller også kunne hun bare beholde djævleynglet, mens han beholdt Lea, sagde han.
Jeg kunne mærke, at hele situationen var fuldstændigt ude af kontrol.
“Jeg kunne mærke, at hele situationen var fuldstændigt ude af kontrol,” siger Sofie.
“Jeg sagde til Anne, at vi blev nødt til at involvere vores forældre. Det her kunne vi ikke stå med alene.”
Tom forlangte, at Anne, Sofie og deres forældre skulle møde op til et familieråd. Så da deres forældre, Liselotte og Claus, dagen efter landede i Kastrup efter en ferie, hentede søstrene dem i lufthavnen.
“Jeg kan huske, hvor lettet jeg var, da vi kørte hjem til dem fra lufthavnen. Nu skulle jeg ikke gå og dække over det mere. I første omgang fortalte Anne dem bare, at hun havde været utro og var blevet smidt ud hjemmefra. Så de forstod ikke situationens alvor. De vidste jo ikke, hvor langt ude Tom var. Men jeg var alligevel så lettet. Stadig bange og vred, men lettet. Nu var vi i det mindste flere, der kunne prøve at finde ud af, hvad fanden vi skulle gøre,” husker Sofie.
Et vanvittigt familieråd
Stemningen var højspændt, da de alle mødte op i Tom og Annes lejlighed og satte sig rundt om spisebordet næste dag.
“Jeg har aldrig set hans øjne sådan før. Han lignede en sindssyg. Jeg blev faktisk bange for ham,” siger Liselotte.
“Og Anne, hun havde bare lukket ned,” tilføjer Sofie.
“Hun sad bare der med et helt tomt blik. Og sådan fortsatte det egentlig derfra.”
Tom var meget direkte. “Se på jeres datter. Se, hvad hun har gjort,” blev han ved.
Liselotte og Claus var dårlige forældre, mente han. For hvis de havde opdraget Anne ordentligt, ville hun ikke have været utro. De skulle fordømme Anne og rådgive om, hvad de skulle gøre som par, krævede han.
“Ved du hvad? Anne er 37 år. I Danmark er man ansvarlig for sit eget liv, når man er 18,” svarede Liselotte og fortsatte:
Hun vil altid være min datter.
“Og jeg er ikke nogen dårlig mor. Jeg kan være uenig i Annes handlinger, men jeg vil aldrig fordømme hende. Hun vil altid være min datter.” Sådan sagde jeg til ham, og så begyndte jeg at græde. Lige pludselig. Jeg gik ud på toilettet. Anne kom ud til mig og sagde: “Hvor er jeg glad for, at du så de øjne, mor. At I kan se, hvad jeg er udsat for. Og hvor er det godt, at du siger fra!”
Det absurde familieråd blev ved og kørte i ring. Det var stort set kun Tom, der talte. Lige indtil Claus tog bladet fra munden. Han havde skrevet alt, hvad der var blevet sagt, ned. Han begyndte at spørge ind til det, punkt for punkt. Men Tom kunne ikke svare på noget af det.
“Og så slog Tom helt om og lignende en skoledreng, der var blevet pisket. Nu ville han have vores sympati frem for at være den dømmende hersker. Det var som om, han pludselig var krympet,” fortæller Liselotte.
“Men jeg vidste jo godt, at så snart han igen var alene med Anne, ville han ikke være den ydmyge part længere,” siger Sofie.
Hun var som en zombie
Efter familierådet gav Tom sin tilladelse til, at Anne kunne flytte hjem igen. De skulle arbejde på at redde deres forhold, blev aftalen.
Ugen efter var det Annes fødselsdag, og Liselotte og Claus inviterede på lagkage. I den uge, der var gået, havde de desperat gået og tænkt over, hvad de skulle gøre. Hvordan kunne de få deres datter væk fra Tom? Hvordan kunne de hjælpe hende bedst?
Rådvild havde Liselotte søgt på nettet. Hun var faldet over nummeret til Psykiatrifondens pårørendetelefon og havde ringet op. Hun nåede ikke at fortælle ret meget, før kvinden i den anden ende sagde: “Hun skal væk fra ham, og det kan ikke gå hurtigt nok.” Og så nævnte hun Danner.
Til fødselsdagen sad Anne og Tom ved siden af hinanden i sofaen og spillede lykkeligt par.
Senere fortalte Anne mig, at han havde krævet, at de skulle virke, som om de havde det godt sammen.
“Der var en super mærkelig stemning. Tom sad og aede Anne på armen, mens hun sad der højgravid, udmattet. Med et fuldstændigt tomt blik og et påklistret smil sagde hun, at det gik godt mellem dem. Hun lignede en zombie. Senere fortalte Anne mig, at han havde krævet, at de skulle virke, som om de havde det godt sammen,” siger Sofie.
“Tom spurgte mig, om jeg kunne tilgive ham for, at han havde fået mig til at græde ugen inden,” fortæller Liselotte.
“Hvis jeg svarede nej, ville han blive vred igen. Så jeg løj og sagde ja. Jeg sagde også, at han skulle have noget hjælp. Og det skulle Anne også. Det var ikke Anne, der sad der. Jeg har senere spurgt hende, om hun kan huske, hvad der skete. Det kan hun overhovedet ikke.”
Den dag gik Tom med til at lade Anne og Lea blive boende hos hendes forældre i noget tid. Og dagen efter tog Liselotte med op til Annes læge.
“Du skal væk fra ham med det samme,” sagde lægen og skrev en henvisning til en psykolog.
Der skulle handles hurtigt
Sofie blev ringet op, mens hun var på arbejde den dag. Det var hendes mor, Liselotte.
Der var gået nogle dage, siden hendes søster Anne var flyttet ind hos deres forældre sammen med sin toårige datter, Lea. Der havde været flere hændelser, hvor også familien havde set hendes mand være dominerende, manipulerende og uforudsigelig. Han var derfor gået med til at trække sig fra parforholdet i noget tid, mens både han og Anne fik noget hjælp.
Men nu ville han pludselig have Anne hjem. Han havde ringet og sagt, at han ikke kunne sove. Han kunne ikke leve uden hende. Han var ingenting uden hende, tryglede han. Og selv om Anne ikke havde flere kræfter tilbage, følte hun, at hun burde tage hjem til ham.
Der skulle gøres noget hurtigt.
Min far var rystet.
Sofie havde længe gået og skjult det kaos, der var i hendes liv. Hun havde taget fri fra arbejde på skæve tidspunkter for at være hos sin søster. Hun havde ofte sneget sig ud i omklædningsrummet for at tale i telefon med hende midt på dagen. Men nu gik hun ind til sin chef og lagde kortene på bordet. Han gav hende fri med det samme.
Hun kørte ud til sine forældre og satte sig ved siden af sin søster. Sammen ringede de til Danners krisecenter.
“De sagde, at vi bare skulle komme forbi til en snak og en kop kaffe. Vores mor tog med Anne, mens jeg blev i lejligheden sammen med vores far for at passe Lea. Min far var rystet. Det var en fuldstændigt surrealistisk situation, at hans datter var på vej ud til et krisecenter. Sådan havde vi det allesammen,” fortæller Sofie.
På Danners krisecenter
Det var december, og der var pyntet hyggeligt op til jul i Danners reception. Og helt usædvanligt var der lige netop dén dag et ledigt værelse. Anne havde svært ved at forstå, hvad hun skulle med det værelse, men lod sig overtale til at gå op og se på det.
“Hun var helt fra snøvsen. Men så fik hun øje på køjesengen og spurgte, om jeg måtte overnatte der sammen med hende. Det måtte jeg gerne. Og jeg skyndte mig at foreslå, at vi kunne lade som om, vi var i sommerhus. Det gik hun med til. På den måde tog jeg jo nærmest beslutningen for hende. Men det var et fantastisk held, at hun fik den krisecenterplads,” siger Liselotte.
Anne turde ikke være alene om natten.
Da Anne havde været der en nat, blev hun overtalt til at blive i en uge. Og Sofie flyttede ind sammen med hende, mens Lea blev passet hos sine bedsteforældre.
“Anne turde ikke være alene om natten, så jeg sov i overkøjen. Jeg stod op, tog på arbejde og kom tilbage, når jeg havde fri. Vi fik startet et strikketøj op til hende, og så sad hun helt zombieagtig og kiggede ind i en væg og strikkede. Vi lavede også noget søsterhygge, ligesom dengang vi var børn. Men vi så ikke tv, for det kunne hun ikke. Det var en af Toms regler. For de skulle være sådan nogle overmennesker, der kun hørte klassisk musik og læste store romaner,” fortæller Sofie.
Kunne ikke have klaret det selv
“Hun fik hjælp med det samme, og det var fantastisk” siger Liselotte.
“Der gik jo ikke lang tid, før det gik op for os, at Danner ikke bare er et krisecenter, hvor man kommer væk fra sin mand. Det er al den støtte, man får. Vi var jo paniske og ville bare have hende væk. Vi ville have, at hun skulle blive skilt i en fart. Men det kunne hun jo slet ikke kapere. Og den slags ved fagfolk. De havde virkelig et tag på hende og gav hende tid. “Du skal ikke tage stilling til noget i dag,” sagde de.
Sådan gik dagene. Ud over at overnatte tog Sofie ofte fri fra arbejde for at være hos Anne. Lille Lea boede på skift på Danner og hos sine bedsteforældre. Hun var blevet sværere at håndtere efter de mange omvæltninger.
En lille måned efter indkvarteringen på Danner gik Anne i fødsel.
Det var virkelig hårdt at være der og se, hvordan hun begyndte at græde og nærmest var ved at give op under fødslen.
“Det var en super hård fødsel. Men det værste var, at jeg kunne se på Anne, at hun blev ked af det, fordi det ikke var Tom, der var hos hende. Hun havde mig, men det var jo ikke sådan, hun havde forestillet sig sit liv. Det var virkelig hårdt at være der og se, hvordan hun begyndte at græde og nærmest var ved at give op under fødslen,” siger Sofie.
Krisecenteropholdet gav forståelse fra omverdenen og betød blandt andet, at Anne og Sofie kunne blive på hospitalets patienthotel i en uge. Anne gik stadig rundt i en tåge og var ikke klar til at se realiteterne i øjnene.
“Det er jo også det, de professionelle siger – at det tager lang tid. Som pårørende ville vi bare høre hende sige, at hun ville skilles og komme videre. Men det er slet ikke den måde, man skal håndtere det på. Det ved vi nu,” siger Liselotte og fortsætter:
“Vi er så dybt, dybt taknemmelige for al den hjælp, Anne har fået hos Danner. Min mand og jeg taler tit om, hvad vi skulle have gjort uden. Vi er jo en familie med ressourcer – det er ikke alle, der har forældre og søskende til at hjælpe og støtte. Men vi kunne simpelthen ikke have klaret det selv. Vi ville være brændt ud. Det var langt over vores kapacitet. Vi vidste vitterligt ikke, hvad vi skulle gøre, nogen af os. Men her var der en fantastisk ro. Her var der psykologer, socialrådgivere, pædagoger til børnene, jordemor, jurister. Der var hele tiden nogen, der var der for Anne. Det er fantastisk.”
Vreden har fyldt mest
Langsomt vendte Anne tilbage til virkeligheden og blev gradvist mere nærværende. Hun fik sat skilsmissen i gang, hvilket Tom accepterede. Og hun begyndte at få kræfter til at have begge sine børn hos sig. Efter fire en halv måned på Danners krisecenter tog hun hjem til lejligheden, som Tom var flyttet fra, for at komme videre med sit liv.
Det føles, som om jeg er blevet 10 år ældre på de måneder, hun boede på Danner
“Det er imponerende, hvor godt hun klarer det. Det kun er lidt over et år siden, hun var helt apatisk og boede på krisecenter. Hun har også været hjulpet godt på vej med psykologsamtaler og en efterværnsgruppe med kvinder, der har været i samme situation. Det har hun været vildt glad for. Det er imponerende, hvad man har kunnet gøre på så kort tid. Også selv om det føltes som evigheder, da vi var i det. Det føles, som om jeg er blevet 10 år ældre på de måneder, hun boede på Danner,” siger Sofie.
For hende har vreden været det, der har fyldt mest. Det er kun et par måneder siden, at hun er begyndt at kunne give slip på den.
“Dengang, de skulle giftes, bad Tom symbolsk om hendes hånd og spurgte mig, om jeg kunne godkende deres ægteskab. Og jeg sagde: “Ja, hvis du vil love at passe godt på min søster og børnene”. Men det gjorde han jo ikke. Jeg bliver så vred, når jeg tænker tilbage på det. Han lovede jo. Han lovede at være god ved min søster,” siger hun.
Vil lytte mere til mavefornemmelsen
Anne kæmper stadig med den usikkerhed, der før var så atypisk for hende. Men hun er tilbage på sit arbejde som forsker. Hun har fået en ny kæreste. Og både livet som delemor og samværsordningen med Tom fungerer. Men indimellem, når hun møder Tom, kan hun stadig godt sørge over, at hendes familieliv ikke blev, som hun ønskede det.
Vi skal ikke have, at hun kommer ind i det spind igen.
“Nu hvor Tom virker meget mere normal, spørger hun mig ind imellem, om det virkelig var så slemt. Og så sørger jeg for at trække helt konkrete situationer frem, som hendes hjerne gerne vil glemme. Det er vigtigt at holde hende kærligt, men fast på det. Vi skal ikke have, at hun kommer ind i det spind igen. Men det er jeg egentlig ikke bange for mere. Med den viden, vi har fået om psykisk vold, vil jeg også lytte til min mavefornemmelse på en helt anden måde, hvis det skulle ske igen,” siger Sofie. Liselotte tilføjer:
“Jeg havde jo en mavefornemmelse om, at det ikke gik godt i deres ægteskab. Men jeg har slet ikke kendt omfanget. Anne glattede så meget ud. Og jeg ville heller ikke presse på og splitte et ægtepar. Det kan jeg godt have dårlig samvittighed over i dag. Det var et chok at finde ud af, hvad der foregik.”
En anden tilgang til livet
De glæder sig begge over, at psykisk vold nu er blevet gjort strafbart. Også selv om de ikke tror, at ret mange vil blive dømt. Det er svært at løfte bevisbyrden. Men det vigtigste er også at sætte psykisk vold på dagsordenen. For så bliver tabuet mindre. Og flest muligt får den viden, der er nødvendig.
Livet er så småt kommet i gang igen efter at have været sat på stand by. Ingen i familien er helt de samme, som de var før. På godt og ondt.
“Jeg har fået en lidt anden tilgang til mange ting i mit liv efter alt det her. Især til karriere. Jeg har fået et andet fokus. Det er min familie, venner og det nære, der er det vigtige. Ikke at arbejde en masse og gøre karriere, som jeg nok ellers ubevidst var på vej til,” siger Sofie og fortsætter:
Jeg fik hele tiden at vide, at jeg skulle huske at passe på mig selv.
“I kølvandet på alt det, der skete, har jeg også haft en hård periode, hvor jeg har skullet bearbejde hele oplevelsen. Mens det stod på, skete der så meget. Der var ikke tid til at stoppe op og finde ud af, hvordan jeg selv havde det. Jeg fik hele tiden at vide, at jeg skulle huske at passe på mig selv. Men det syntes jeg ikke, der var tid til. Det ville jeg tage hånd om, når det hele engang var overstået, sagde jeg. Det gør jeg så nu.”
“Jeg vil også sige, at vi er kommet tættere på hinanden som familie. Også på Anne og børnene,” tilføjer Liselotte. Sofie nikker.
“Ja, hun har ikke det der filter længere. Og du og jeg kan også tale åbent, fordi jeg ikke behøver at holde en distance til dig for at holde på en stor hemmelighed.”
Danner giver voldsudsatte kvinder en stemme
Danner bringer de voldsudsatte kvinder og pårørendes fortællinger, fordi vi ønsker at give dem en stemme. Fortællingerne er baseret på deres oplevelser og erfaringer. Alle navne er opdigtede. Danner er bekendt med deres fulde identitet, men har valgt at lade dem være anonyme af hensyn til de involverede.
Læs mere
