Danners historie

  • Danners historie
Undertegnede Louise Christine Lensgrevinde af Danner, Kong Frederik d. 7de’s Enke, meddeler herved min fuldmagt til i mit navn og på mine vegne at oprette og søge Kongelig Confirmation på fundatsen af en stiftelse for trængende Fruentimmer af Arbejderklassen med det Formål at yde, uden nogen som helst vederlag, Fribolig.


Sådan skrev Grevinde Danner i et brev i 1873, og det blev starten på huset i Nansensgade, som de fleste kender som Dannerhuset og som huser organisationen Danner. Brevet hænger i kopi på en af vores indre skorstene inde i huset til minde om den helt særlige dame, der opførte det. 

Danners historie - kort fortalt 

I 1873 besluttede Grevinde Danner - enke efter Frederik VII - at stifte en fond og opføre et hus for 'Trængende Fruentimmere". Huset fungerede sådan i mere end 100 år, men så slap pengene slap, og huset blev solgt. De nye ejere ønskede at rive det ned og bygge et kontorhus i stedet - men det nåede aldrig at ske.

Den 2. november 1979 besatte 300 kvinder huset og købte det tilbage som kvindehus. Siden 1980 har Dannerhuset fungeret som kvinde- og krisecenter båret af stærke frivillige kræfter.

Danner er i dag en privat organisation, der arbejder nationalt og internationalt for at stoppe vold mod kvinder og børn i nære relationer. Organisationens fredede bygning indeholder et krisecenter, og et videncenter med en projektafdeling samt et ledelsessekretariat. Danner har 40 fastansatte og omkring 170 frivillige med Lisbeth Jessen som direktør.


Fra proletarpige til kongens hustru

Forud for at Grevinde Danner – født Louise Christine Rasmussen - skrev brevet, var gået en livslang rutchetur. Proletarpigen, der blev født i rendestenen som horeunge, og selv fik en horeunge med sit livs kærlighed, blev Danmarks første ’rigtige’ modehandlerske og siden grevinde og kongens hustru til venstre hånd.  

Alle ville formodentlig have elsket Frederik 7. uden større forbehold, så bizar som han nu var, hvis det ikke havde været for denne kvindelige skikkelse, der kom til at præge hoffet og det politiske liv gennem hele hans regeringstid. Grevinde Danner tog livtag med borgerskabet og embedsvældets stive normer og moral i en sådan grad, at hun blev et af smædevisernes yndlingsofre. I dag forstår vi nærmest ikke omfanget af hendes bedrift og selvopholdelsesdrift i den modstand, hun mødte.


Et patriarkalsk og klasseopdelt Danmark

I 1800-tallet havde kvinder og tyende ikke stemmeret. En gift kvinde var ægtemandens eje, og tilhørte man underklassen, blev man dér. Selvom Grevinde Danner i dag fremstår som en udfordrer af både klasse- og kønsnormer, skal man ikke tro, at hun var feminist. Respekten for kvinders evner og berettigelse i det offentlige liv var stadig meget begrænset. Den unge Louise havde formentlig kun det almindelige skuldertræk til overs for kvinders ligeberettigelse. I hendes kamp op ad den sociale rangstige mødte hun ingen søstersolidaritet. Tværtimod. De borgerlige kvinder var selv produkter af klassesamfundet og levede således op til mændenes forventninger om ikke at blande sig, se pæne ud og koncentrere sig om, at hjem og børn var rene og ærbare.

Louise Rasmussen blev født af tjenestepigen Juliane Rasmussen, som var blevet lokket i uføre af sin arbejdsgiver, grosserer Gotlieff Køppen. Som datidens sociale normer foreskrev, måtte frøken Rasmussen forlade sin plads og føde i dølgsmål. Køppen vedkendte sig ikke faderskabet officielt, men betalte af og til lidt aflad hos Juliane, der herefter måtte ernære sig som vaskekone og syerske i det indre København. Her voksede Louise op som et af gadens fattige børn. Lidt skolegang fik hun dog og lærte, modsat mange andre, at læse og skrive.


En billet til balletten

Til alt held blev Louises mor gift med en billetkontrollør ved Det Kongelige Teater,  og selvom det ikke var hendes oplagte løbebane, fik han sin nye 11-årige steddatter ind ved balletten. ’Hun havde hverken fod eller ben til at danse’, som balletmester Bournonville fortalte, men hun lærte at føre sig yndefuldt. Louise havde en stærk personlighed, og allerede som barn gjorde hun ved en balletprøve på Hofteateret indtryk på den daværende kronprins Frederik.

"Netop som prøven var begyndt, kom jeg derind; en lille pige med lyst krøllet hår kom dansende fra kulissen med et neg i hånden, men idet hun løb forbi, trådte hun mig på foden – se, således var vort første møde. Jeg tænkte ofte på den lille pige, men så hende først igen som voksen hos en af hendes veninder. Jeg følte stor sympati for hende, og hun tiltalte mig, fordi hendes væsen var noget anderledes end de andre unge pigers.” Sådan har Frederik 7. fortalt om sit første møde med Louise.


Foregangskvinde for velfærdsstaten

I de unge år handlede Louise Rasmussens liv om overlevelse og flugt fra fattigdommen. Hun var stræbsom og snedig, og det bragte hende som bekendt langt i livet – men hun glemte aldrig sit ophav. For penge, hun havde arvet efter kongens død, oprettede hun stiftelsen for fattige kvinder og børnehjemmet på Jægerspris Slot. Grevinde Danner var med denne donation én af de første i Danmark til at gå ind i humanitært arbejde - af så store dimensioner. På trods af at hun aldrig blev accepteret af den danske adel eller det kulturelle borgerskab, var hun en stærk indflydelsesrig kvinde, som med oprettelse af stiftelsen i Nansensgade og børnehjemmet i Jægerspris blev en vigtig velgører for datidens fattige kvinder og børn. Som foregangskvinde for velfærdsstaten medvirkede hun til, at statens penge blev brugt som sikkerhedsnet ud under nogle af samfundets svageste. Noget, vi værner om i Danner i dag; at alle fortjener et liv med fuld adgang til deres potentiale.


En markant rolle på den internationale scene

Når Grevinde Danners eftermæle er interessant og relevant i dag, er det selvfølgelig både, fordi hendes liv var helt spektakulært, og fordi hun som en af de få kvinder indtog en rolle på den nationale scene i en for Danmark kompliceret periode, hvor frihedsbevægelser bølgede i Europa. Og hun menes at være en af Grundlovens fødselshjælpere om end i en perifer rolle.

I sine erindringer har hun beskrevet, at hun havde stor betydning for Kongen, da hun sammen med Carl Berling, som hun stod i nært forhold til og som også var en nær ven af Frederik, besejrede kong Frederiks uvilje mod at underskrive gaven til folket: 5. juni Grundloven’.

Grevindens nærværelse ved hoffet gav anledning til stadige intriger og megen uro. På den anden side havde hun også en god indvirkning. Hun bidrog væsentligt til, at kongen fik en række forholdsvis stabile år. Hun passede godt på hans i virkelighedens svage helbred, så han nåede at blive 55 år, holdt igen på hans lyst til at drikke, og sikrede, at han var i psykisk balance. Grevinden forstod at hygge om sin Frederik, og som ingen anden formåede hun at underholde den barnlige og aparte konge. Den fulde idyl udspillede sig på Jægerspris Slot, som kongen købte til hende som sommerslot. "Han trænger til en moder" sagde grevinden, og det var nok det sandeste udtryk for deres indbyrdes forhold.


Et triumvirat begyndte at dæmre

Carl Berling var kejtet og introvert, men dannet, belæst og en flot mand. Louise Rasmussen var ekstrovert, ubekymret og videbegærlig. De to fandt i hinanden en diametral modsætning, og sød musik opstod. Carls mor var enke og forvaltede familiens ære og det Berlingske hus. Hun var arg modstander af sønnens kærlighedsforbindelse. Han var vag og turde ikke trodse sin mor. Som 25-årig blev Louise gravid, og måtte med Carls hjælp tage væk fra byens lange blikke for at føde, men han kunne ikke hjælpe hende med hendes sjæls sorg. Hun måtte afgive sønnen til en anden familie for at holde sig oven vande. Savnet sled på hende gennem hele livet.


Den første egentlige modehandlerske i Danmark

Med økonomisk støtte fra Carl tog Louise på studierejse til Paris, langt fra det provinsielle København, hvor hun fik ophold hos en berømt modehandlerske. Fra Paris, skrev hun breve til både Carl og Frederik, hvor hun erklærede sin afhængighed af dem begge; Carl kunne hun ikke få som ægtemand, men uden hans venskab kunne hun ikke håndtere adgangen til Frederik, som var lunefuld og omgivet af rådgivere, som gjorde sit til at holde kvinder som Louise stangen.

Frederik hjalp sin veninde med at åbne en modehandel ala Paris på Strøget i København. Aldrig havde danskerne set en roterende mannequin-dukke før, og folk stod i kø for at se denne fascinerende butik. Dengang måtte kvinder ’naturligvis ikke’ være selvstændige erhvervsdrivende – kun virkeligt trængende og aldrende fruentimmer kunne få lov at drive en lille butik. Louise var kun 28 år, og hun begrundede sin ansøgning til byens handelslaug med, at hun var knæskadet og pensioneret fra balletten samt havde sin mor og bedstemor at tage sig af. Først fik hun afslag på næringsbrev fra lauget, men kongen hjalp hende, og således blev hun den første egentlige modehandlerske i Danmark.

Desværre brændte butikken kort efter, at den var åbnet, og Louise måtte igen opfinde sig selv. Heldigvis havde hun en støtte i Carl, selvom de undervejs var blevet rygende uvenner om giftermålet og forsonet igen - det vidner deres brevvekslinger om.


”Hende til kone, eller jeg er ikke konge mere,”

I 1848 tiltrådte Frederik som konge. På det tidspunkt var det velkendt, at Louise havde sin gang på Christiansborg – og det havde Carl Berling også. Han var med tiden blevet en succesfuld som udgiver af Berlingske Tidende og var blevet udnævnt til kongens privatsekretær. Folket var imod kongens forhold til Louise, og der blev da også gjort flere ihærdige forsøg på at bryde det; blandt andet ved at forsøge at placere hende i en lejlighed uden for byen. Men kongen stod fast og udtalte de berømte ord: ”Hende til kone, eller jeg er ikke konge mere,” for han var træt af, at andre bestemte over hans privatliv.


Kongens hustru til venstre hånd: Lensgrevinde Danner

I 1850 blev Louise Rasmussen gift til Frederik 7.s venstre hånd og tilegnede sig derved titlen Lensgrevinde Danner.

Kong Frederik 7. havde langt om længe fået sin grevinde, og så kunne Berling også gifte sig og få børn, uden at det forstyrrede de nære relationer mellem de tre. Selvom Berlings ægteskab gav Grevinden en del frustrationer, blev hun ven med hans kone, Polly. Aristokratiet og det københavnske borgerskab lykkedes det dog aldrig Louise – eller de to andre -  at blive ”ven” med: Hun blev mødt med had, kammerherren med foragt og majestæten med spot.


Husly for grevinden 

Efter 13 års både fordrageligt, kærligt og tumultarisk ægteskab døde Frederik 7. i 1863. Hurtigt forsvandt herefter den offentlige interesse for de to efterladte i trekanten.

Med Carls kones billigelse begav Louise og Carl sig på en drømmerejse til Palæstina sammen. Men da de kom til Egypten, måtte Carl give op - han havde været syg i noget tid og døde i Louises arme i 1871. Grevinden overlevede således begge mændene i sit liv. Efter kongens død bruger Grevinde Danner arven til gavn for fattige kvinder og børn. I 1873 opførte hun Dannerhuset, tegnet af Theodor Zeltner, slotsforvalter ved Christiansborg Slot og bygmester på Kong Frederiks private byggerier.

Grevinden ville skænke huset til enker og ugifte kvinder over 40 år, der ikke fik understøttelse fra staten. I 1875, et år efter Grevinde Danners død, stod huset færdigbygget. Det fik navn efter hendes mand, ”Kong Frederik den VII’s Stiftelse for fattige Fruentimmere af Arbejderklassen”. Kvinderne boede i 52 små værelser, de betalte ikke leje, men sørgede selv for kost og brændsel.


En kriseramt stiftelse  

Siden 1883 havde stiftelsen huset fruetimmere af arbejderstanden, men op igennem 1900-tallet, i takt med at socialloven og boligforholdene gjorde det lettere at være fattig fruentimmer, forsvandt de kvinder, der søgte husly gradvist.

I 1979 boede der kun fire kvinder i husets stueetage. Resten af huset forfaldt. Stiftelsen var ved at gå fallit og bestyrelsen besluttede derfor at sælge ejendommen og nedlægge stiftelsen. Huset blev solgt. Køber var entreprenør A. Jespersen og Søn A/S, som ville rive huset ned og bygge kontorer på grunden. Det rygtedes i Nansensgade-kvarteret, og i 1978 protesterede den meget aktive beboerforening ved at ansøge Fredningsstyrelsen om en fredning af huset.'


Huset besættes af kvinder 

En mørk og kold aften i 1979 sad en kvinde i en folkevognsboble og gemte sig bag rattet. Når der var fri bane skulle hun blinke med forlygterne. Hun trykkede sig godt ned i sædet for ikke at blive set, da politiets patruljevogn rullede forbi. Hjertet bankede ekstra hurtigt denne aften.

Hun gemte sig lidt for længe, og fik aldrig blinket med lygterne, for rødstrømperne længere henne af gaden var utålmodige. De havde allerede set salatfadet køre forbi. Bevæbnet med soveposer, sovepiller i pølser til eventuelle politihunde samt alibi for at være til kvindekonference småløb de i ly af mørket og parkerede biler på Nansensgade i det indre København.

De fire ældre kvinder, som boede i huset, åbnede døren for dem. De var enige; kvindehuset skulle ikke bygges om til kontorhus. Der blev malet store kvindetegn på ruderne ud mod den store vej. Huset var blevet besat. Befriet for patriarkatets planlagte omkalfatring – i hvert fald for en stund.  


Forud for besættelsen

Huset var ved at blive solgt, og det var kommet kvindebevægelsen for øre. I et forsøg på at legitimere opløsningen af fonden og salget af huset, til et kommercielt formål, tilbød kommunen, at Dansk Kvindesamfund kunne købe det. De forlangte 3,5 millioner kroner velvidende, at kvindesamfundet ikke kunne lægge så stort et beløb. Hvad man(d) nok ikke havde regnet med var, at Dansk Kvindesamfund nu henvendte sig til andre kvindeorganisationer – og sammen bad de om forhandlinger.

I månederne forud for besættelsen forhandlede kvindegrupperne om overtagelse af huset – ikke et køb, men en videreførelse af fondens ånd. Deres kamp mødte dog modstand. Pludselig erfarede de, at ejendomsfirmaet havde underskrevet et betinget skøde den 22. oktober 1979. Kvindebevægelsens eneste chance var, at købet skulle godkendes af Justitsministeriet. De skulle gøre sagen politisk og skabe en folkelig opinon, der kunne påvirke ministeren. Det mest oplagte var derfor – naturligvis – at besætte huset.

Presset af tiden gik de i gang med vedtægter, bestyrelse og oprettelse af en fond samt en forening, som kunne forhandle med Justitsministeriet. Alt skulle være gennemsigtigt og troværdigt. Men få uger efter besættelsen godkendte ministeren salget af huset til ejendomsfirmaet - selvom det krævede en ændring af fundatsen. Det vakte stor harme over hele landet. Men en redningskrans blev smidt ud netop her: huset blev erklæret fredet! Ejendomsfirmaet kunne alligevel ikke rive huset ned.


Harm førte til sammenhold

Kvindebevægelsen blev igen tilbudt at købe huset - denne gang i form af den nyoprettede Danner-forening og til en billigere pris - nemlig 2,8 millioner (heller ikke denne gang troede man(d), det var muligt).

Det var først da kvinderne gik ud på gader og stræder i hele Danmark for at samle de 2,8 millioner kroner ind, det gik det op for dem, hvor udbredt – og hemmelig - vold i den nære relation var. Behovet for at bryde dette tabu var stort – og det var afgørende at have et sted, hvor det kunne brydes fra.

“Jeg kendte ikke meget til vold mod kvinder i hjemmet, men vi besatte Dannerhuset en fredag, og efter få dage kom der simpelthen artikler og skriverier i pressen om vold mod kvinder og om, at der endelig var nogen, der gjorde noget ved det. Der var mange, der havde en moster eller en tante, der havde noget hemmeligt, man ikke talte om. Det ændrede også situationen for os. Vi havde drømt om et mangfoldigt kulturhus for kvinder med mange ting, men det var vold mod kvinder, som blev det, der samlede Danmark.”

Sådan fortæller den dengang 30 årige Inger Stauning, som var en af de centrale figurer til at planlægge og gennemføre besættelsen af ’Dannerstiftelsen’, som huset blev kaldt før besættelsen. Før dét havde hun været med til flere andre kvinde- og boligpolitiske husbesættelser rundt om i byen.

På rekordtid fik den nye forening via forskellige initiativer – landsindsamling, loppemarkeder, foredrag og støttekoncerter - indsamlet penge nok til at købe huset – ja, de havde endda 400.000 i overskud, som de kunne bruge til at påbegynde en renovering.


Det her hus skulle lykkes..

Margaret Mead, en amerikansk antropolog, kendt for sin forskning inden for kønsroller og seksualitet, og hendes bøger, som fungerede som grundlag for debatten i 1960’ernes seksuelle revolution, formulerede de berømte ord: “Never doubt that a small group of thoughtful, committed citizens can change the world; indeed, it's the only thing that ever has.”

Det var præcis, hvad der skete med besættelsen af Dannerhuset; få engagerede kvinder bragte en kæmpe forandring med sig. Inspireret af de amerikanske rødstrømper, som var lykkes med at oprette krisecentre for ’battered women’. Kvindekrisecentre begyndte at skyde op rundt om i Danmark, foruden krisecenteret i Ringsted, som var åbnet et halvt år før. Kvinder i centraladministrationen, kvindelige journalister og kvinder alle steder blev løftet af fællesskabet og bakkede op på tværs af landet; det her hus skulle lykkes.


Kvinder renoverer – i tråd med ånden i huset

Med støtte fra kommune og stat blev der iværksat et arbejdsløshedsprojekt, så foreningen i Dannerhuset kunne lønne arbejdsløse kvinder til at udføre renoveringen. På den tid var især unge kvinder arbejdsløse, og her var en mulighed for at give dem noget arbejdserfaring og færdigheder, der brød med de traditionelle kønsroller; i tråd med ånden i huset. Blandt besætterne var også faglærte håndværkere, og de fik travlt med at lære fra sig. Om sommeren blev der lavet ’byggelejr for frivillige’, som satte rummene på husets første sal i stand og i løbet af et par år begyndte husets 2198 kvadratmeter at blive anvendelige.


Det var ikke nok at lave et krisecenter

Samtidig med renoveringen var der fuld gang i det kvindepolitiske og kvindekulturelle hus.

Det var visionen at skabe et trygt rum og tilflugtssted for kvinder, der blev udsat for vold af deres mænd, samtidig med at huset skulle fungere som et kvindecenter med værksteder, mødelokaler, kulturelle arrangementer, bogcafe og kontorlokaler, som kunne bidrage til at styrke kvinder.

“Den dér fornemmelse af styrke, solidaritet og fællesskab - det var meget vigtigt for os. Det var ikke nok at lave et krisecenter for voldsramte kvinder - vi skulle ikke være alene om at løse et samfundsproblem. Det var meget vigtigt, at det blev kombineret med andre kampe, der kunne gøre kvinder stærke. Sådan, at vi ikke bare skulle sidde og reparere på nogle overgreb, der var sket, men også kunne gøre kvinder stærke, så den slags overgreb ikke skete igen og igen. Så kvinder kunne sige fra. Derfor var det vigtigt at forbinde kampen med feministisk selvforsvar og med at gå ud og påvirke politikerne og med at have kvindeaktiviteter, der kunne vise, at kvinder kan og er stærke,” fortæller Inger Stauning.


Sammen for stoppe vold mod kvinder

For første gang nogensinde gik kvindegrupper sammen for at stoppe vold mod kvinder. I huset oprettede nogle af kvinderne nødboliger for voldsudsatte kvinder og børn – altså forløberen for krisecenteret.

Kvinderne formulerede en målsætning, som i lange stræk desværre også er relevant i dag:

”Vold er det ekstreme udtryk for det patriarkalske klassesamfunds undertrykkelse af kvinder. Fysisk og psykisk vold er udtryk for denne undertrykkelse. Volden skal bekæmpes både på det individuelle og det samfundsmæssige plan”

I begyndelsen var antallet af kvinder, der havde brug for asyl stort og deres barske historier om voldeligt samliv med kærester og mænd gjorde stort indtryk.

Det store, smukke hus i Nansensgade var med til at gøre kvindekampen mangfoldig og rummelig. Det var til for kvinder – og kun på kvindernes betingelser. Hvis der var mænd, blev der sat et skilt op i døren - så man var advaret! Som Inger Stauning formulerede det: ”Det er ikke os, der har besat et hus - det er huset, der har besat os.”


Besættelsen startede en lavine, som stadig ruller i dag

I eftertiden kom der også en modreaktion. Ifølge rødstrømpe og filminstruktør Mette Knudsen, der blandt andet står bag dokumentarfilmen ‘Grevindens Døtre’ med unikke optagelser fra Dannerhusets besættelse og første tid, var 1980’erne præget af en bevidst og systematisk historieforvrængning, som samfundets liberale kræfter stod bag.

Samfundets stok konservative var ikke villige til at afgive deres hævdvundne privilegier til en flok progressive kvinder, så de forsøgte at fremstille Rødstrømperne som mandehadende, overvejende lesbiske, radikale hystader. Og det lykkedes dem. “Det er det, jeg kalder ‘Isvinteren’. Der blev bare helt stille og tilfrosset, og man kunne ikke sige et ord om feminisme uden at blive vrænget af og shamet,” siger Mette Knudsen.

I det moderne Danmark har modstanden mod feminisme har stadig lommer. Generelt ser det dog ud til, at et tøbrud er på vej. Modstanden mod krænkelser og forsvaret for retten til sin egen krop har atter sat gang i et oprør og et opgør.

Over det meste af verden har #Metoo–bevægelsen vist, at kvinder og mænd i alle samfundslag og sektorer vil fremme ligeværd og i den forbindelse tager kampen op mod seksuelle overgreb.

De 300 feminister, som for 40 år siden forcerede gitterlågen ind til det store gamle hus, skubbede samtidig til en lavine, som stadig ruller i dag.


Fra græsrodsbevægelse til frivillig organisation

Op igennem 1990'erne blev den frivillige organisation suppleret med ansatte. Gennem årene har aktiviteterne været struktureret i det tostrengede formål; kvinde- og krisecenter. Mens krisecenteret har været i uafbrudt drift, var der i 90'erne ikke udprægede mange udadrettede kvindecenteraktiviteter. Det blev der sat fokus på i forbindelse med en strukturændring i år 2000, hvor ansvaret for den daglige drift blev udmøntet i to koordinatorstillinger; for henholdsvis kvindecenteret og krisecenteret.


Forandring og modernisering - Danner ansætter direktør 

I år 2005 tager en professionel organisation for alvor form; der bliver ansat en direktør og leder af krisecenteret, og der blev desuden etableret et videnscenter og en projektafdeling. Danner bygger i dag stadigvæk på frivillighed.


Et moderne hus i flotte rammer 

Dannerhuset er tegnet af kammerråd Theodor Zeltner, der var ansat som slotsforvalter ved Christiansborg Slot, og som under Frederik VII var bygmester på kongens private byggerier. Huset står i dag som et af nyrenæssancens mest gennemførte arbejder og som et udtryk for tidens arkitektoniske formåen og håndværksmæssige kvaliteter.

Med respekt for dets oprindelige arkitektur og historie blev huset totalrenoveret i 2008-2012. I dag står Danners hus både, som et trygt hus for voldsudsatte kvinder og deres børn og som ramme om en moderne, åben, aktiv, humanitær organisation og et professionelt videnscenter.

Den gennemgribende renovering af Dannerhuset har omfattet, at husets særlige bevaringsværdige rum er blevet restaureret, så de igen fremstår med værdighed og samtidig støtter op om husets centrale funktioner. Blandt andet er husets indgang flyttet, så der igen er indgang via husets foyer og oprindelige hovedindgang, og alle husets boliger har nu eget bad, toilet og tekøkken.

Med det formål at fremhæve husets oprindelige arkitektur og særlige fredningsværdier står Dannerhuset, som et af nyrenæssancens mest gennemførte arbejder i Danmark. Samtidig har renoveringen bragt de fysiske rammer i overensstemmelse med det moderne kvindehus, Dannerhuset er i dag, samt skabt harmoni mellem husets funktion som lukket og trygt krisecenter og en åben og udadvendt virksomhed.


Respekt for kvinders ret til et frit liv, tak.

Vold mod kvinder er det ekstreme udtryk for manglende ligeværd i vores samfund.  Hvert år bliver cirka 12 kvinder dræbt af deres (eks)partner, og 38.000 bliver udsat for fysisk partnervold. Og tallene rykker sig ikke. Senest viser de, at omkring 70.000 kvinder er udsat for psykisk partnervold.

I Danner arbejder vi for at udbrede budskabet om, at bekæmpelse af kvindedrab, krænkelser og dominans mod kvinder bør have højeste politiske og samfundsmæssige prioritet, og løsningsforslagene skal være køns-balancerede. Piger og kvinder oplever fortsat i dag ikke ligeværd og adgang til et frit liv – det må alle forstå!

Vold mod kvindekønnet udspiller sig i alle samfundslag og har livsvarige konsekvenser for den enkelte, for familien og børnene.


Vi kæmper videre i grevindens ånd

I sin samtid var Grevinde Danner en kontroversiel - og set med nutidsøjne - visionær person. Hun var stærk ambitiøs og på mange måder en atypisk kvinde, som var socialt og politisk engageret. Med drivkraft og engagement søger både medarbejdere og frivillige i Danner at videreføre hendes ånd med at yde beskyttelse til udsatte kvinder og børn.


Kom til foredrag i Danner, og få indblik i organisationen, vores særlige historie samt vores viden om og arbejde med vold i nære relationer.
Hvert år giver vi beskyttelse til mere end 50 kvinder og deres børn. Vi støtter ved at styrke deres handlekraft og tro på egne evner.
Danners Videnscenter arbejder for at stoppe vold i nære relationer med et særligt blik for den kønsbaserede vold.