Hvor mange gange skal Louise starte forfra?
For 4 år siden blev Louise Makkonen forsøgt dræbt af sin ekskæreste. Hun overlevede mirakuløst, men måtte begynde sit liv helt forfra sammen med sin lille søn. Med nyt navn og hemmelig adresse i en ny by. Men i august 2023 betød et persondatabrud, at hendes ekskæreste, der er dømt for drabsforsøget, nu kan finde frem til Louise. Nu er hans prøveløsladelse lige rundt om hjørnet, og Louises eneste mulighed for at føle sig tryg er at starte forfra et nyt sted. Havde Danmark haft en ordning med en omvendt fodlænke ligesom i Norge, ville Louise være i sikkerhed.
Hvis Louises historie var en Netflix-serie, ville den formentlig ikke få særligt gode anmeldelser. Den ville få kritik for at være for meget. For at have et utroværdigt plot, der blev ved med at tage en ny vanvittig drejning.
Men Louises historie er ikke fiktion. Den er meget virkelig og begynder den dag, hendes ekskæreste og far til deres lille søn stikker hende 11 gange med en køkkenkniv og lægger hende til at forbløde ude på altanen i 1 time. Hvorefter han pakker hende ind i en dyne og kaster hende ud fra 2. sal.
Eller faktisk begynder Louises historie flere år inden da. Den dag, hun møder den mand, som bliver hendes kæreste, bedste ven og fortrolige. Den sprudlende, omsorgsfulde, lyttende mand, der altid er der for hende. I medgang og modgang. Indtil han et par år senere tager kvælertag på hende i en brandert. Midt i gågaden en lørdag aften. Hun har lige stået og råbt ad ham, fordi de var kommet op og skændes. Dagen efter bliver de enige om, at de begge var fulde og dumme. Og lige gode om det.
Overlevede ved et mirakel
Fortsættelsen i Louises historie handler om volden, der eskalerede, mens hendes egne forældre forsøgte at bortforklare og afdramatisere det, de var vidner til. Om de 3 gange, Louise kontaktede politiet, som nøjedes med at give hendes kæreste en reprimande. Eller frarådede hende at lave en anmeldelse på grund af manglende beviser.
Historien handler om kærestens voksende kontrol, da Louise blev gravid. Om hvordan det løb endnu mere af sporet, da de var blevet forældre. Om de syv gange, hun gik fra ham – og gik tilbage. Fordi han var langt mere forudsigelig, når de var sammen. Fordi hun var mest bange for ham, når de var fra hinanden. Og fordi hendes virkelighedsopfattelse var blevet forvrænget af volden.
At Louise overlevede drabsforsøget med kun 3 liter blod tilbage i kroppen, er et mirakel. Næsten lige så mirakuløst er det, at hun vågnede op uden hjerneskader efter en uge i koma. Og at hun efter et par måneder på intensivafdelingen, en periode i kørestol og benhård genoptræning genvandt førligheden.
Tilbage var arrene fra stiksårene på halsen, ryggen, låret og nakken. Det store ar på maven – dér hvor lægerne måtte ind og tjekke for indre blødninger. Metaldelene i Louises brækkede kæbe og bækken, som giver smerter i koldt vejr. Og de usynlige psykiske ar.
Skridt for skridt tog Louise sit liv tilbage. Med hjælp fra sine forældre, som hun flyttede ind hos sammen med sin søn. Og med genoptræning og psykologhjælp, som hun kun fik råd til takket være sin forsikring.
Har måttet klare alting selv
Louises ekskæreste blev idømt 7 års fængsel. Men efter al sandsynlighed er hans prøveløsladelse lige om hjørnet. Det gættede hendes advokat i hvert fald på, da retssagen var afsluttet. Og det må nok blive ved gætværket.
Louise regner ikke med at blive informeret om løsladelsen, selv om hun har ret til det. Hendes tiltro til politiet og myndighederne ligger på et meget lille sted.
Siden dommen faldt, er det ikke lykkedes hende at få fat på sin kontaktperson hos politiet en eneste gang. På trods af en del forsøg. For nylig har det vist sig, at vedkommende slet ikke arbejder der mere. Det har Louise bare ikke fået at vide. Derfor kan hun kun gætte på, hvilke weekender hendes ekskæreste kommer på udgang fra fængslet.
Der var heller ingen, der stod klar med en sikkerhedsplan. Den måtte Louise selv iværksætte. Hun har skiftet navn, givet sin søn et nyt efternavn, fået en beskyttet adresse og er startet helt forfra i en anden by.
Hendes søn var kun 2 år gammel, den dag hans far holdt ham på armen, mens han tjekkede, om Louise var forblødt derude på altanen. Derfor har drengen ingen konkrete minder – hverken om den dag eller om sin far i det hele taget. Men hans krop og hans underbevidsthed husker alt for meget. Det har krævet sit at få børnepsykiatrien til at hjælpe ham. Men Louises nye kommune har været en stor hjælp. Og det lykkedes at få ham i traumebehandling og få plads på en specialskole.
Kæmper for at forhindre partnervold og -drab
Louise satte sig selv på standby, gjorde sig hård og mistede evnen og lysten til at lukke mennesker ind og skabe tætte relationer. Men hun fik en ny omgangskreds af gode bekendte og et job, hun er rigtig glad for.
Hun blev god til at tage én dag ad gangen og holdt op med at kigge sig over skulderen. I hvert fald så længe hun vidste, at hendes ekskæreste sad i fængsel.
Og så har hun nægtet at være tavs. De seneste år har hun holdt oplæg for politi og myndigheder, fortalt sin historie i medierne og endda til statsministeren, da Mette Frederiksen besøgte Danner.
Det har Louise gjort af flere grunde. Både fordi hun håber, at det kan fungere som en slags sikkerhedsforanstaltning, at hele Danmark kender hendes historie, den dag hendes ekskæreste bliver løsladt. Og fordi det, der skete, giver mere mening for hende, hvis hun kan gøre noget. Hvis hun kan bruge sin vrede og skuffelse over, at hun aldrig fik hjælp, til at hjælpe de mange kvinder, der lever i vold lige nu.
Måske kan hun være med til at redde nogle af de alt for mange kvindeliv, der hvert år bliver slukket af et partnerdrab.
Et skæbnesvangert brev
I sensommeren 2023 nåede Louise til et punkt, hvor det føltes, som om alting var ved at falde på plads. Hendes nu 6-årige søn havde fået det bedre af traumeterapien og skulle begynde på en god specialskole. Louise var rigtig glad for sit job. De to havde fået et dejligt hjem.
Det var det sted, hvor historien kunne være sluttet, hvis den havde været en Netflix-serie. I virkeligheden skete der noget andet. Der kom et brev fra Familieretshuset:
”Familieretshuset har konstateret et brud på persondatasikkerheden i forbindelse med håndtering af informationer om dig, din søn og din sag. Det beklager vi.
Vi har den 7. august desværre sendt kommunens udtalelse fra den 12. juli til [din søns] far uden at undtage [søns] efternavn og uden at undtage, hvilken kommune I bor i og heller ikke at undtage, hvor [søn] får behandling.
Det betyder, at [søns] far kender [søns] efternavn og ved, hvilken kommune I bor i.
Vi har ikke bedt [søns] far om at se bort fra oplysningerne, idet det er vores opfattelse, at det blot vil henlede hans opmærksomhed på oplysningerne.
Vi har anmeldt bruddet til Datatilsynet…”
Louises ekskæreste havde søgt om samvær med deres søn, og det var i den forbindelse, Familieretshuset havde bedt kommunen om en udtalelse, som de altså havde sendt uredigeret videre ved en fejl.
Må vælge mellem stabilitet og sikkerhed
Nogle uger efter brevet, der slog luften ud af hende, var Louise en aften i byen med sine venner. De havde drukket øl og grinet sammen på en lokal bar i nogle timer, da hun fik øje på sin ekskæreste.
Den aften fik Louise meget travlt med at finde en taxa og komme hjem.
Nu står hun igen alene med en stor beslutning: Skal hun starte forfra med nyt navn og beskyttet adresse et nyt sted? Skal hun rive sin søn op med rode igen? Vil der være hjælp til ham i en ny kommune? Vil der være en specialskole, hvor han kan trives? Og hvad er garantien for, at det samme brud på datasikkerheden ikke sker igen?
Indtil videre har hun fået en overfaldsalarm af politiet. Og selv når hun er hjemme, slår hun indbrudsalarmen til. Louise går og tænker. Vejer for og imod. Konstaterer nøgternt, at hun ikke både kan få stabilitet og sikkerhed. Så hun må vælge.
Måske kan det hele koges ned til ét enkelt spørgsmål: Hvor mange gange skal Louise starte forfra?
Louise er en af de kvinder, der kan få sit liv tilbage
Hvis ordningen med den omvendte fodlænke indføres i Danmark, er Louise en af de kvinder, der kan få sit liv tilbage:
”Som det er nu, kan jeg åbenbart ikke både få stabilitet i mit liv og sikkerhed. Den omvendte fodlænke ville betyde, at jeg kunne have en tilværelse, hvor jeg ikke skulle kigge mig over skulderen og frygte for mit liv. Og jeg ville kunne give min søn den stabilitet, han har brug for og fortjener.”
Historien om drabsforsøget på Louise var en del af Danners udstilling ‘Red min søster’ i 2021.
Han får fodlænke, hun får frihed. Skriv under i dag, så vi kan få indført omvendt fodlænke i Danmark!
Læs mere
