fbpx

Viden om den omvendte fodlænke

I mere end 10 år har vores skandinaviske naboer i Norge haft en særligt effektiv sanktion i sager om vold og stalking – den omvendte fodlænke. Teknologien er succesfuld og bidrager til øget sikkerhed og livskvalitet for personer, som er udsat for vold og stalking – eller er i risiko for at blive slået ihjel.

Hvad er den omvendte fodlænke?

En omvendt fodlænke kaldes også en ”omvendt voldsalarm”. Fodlænken er ”omvendt”, fordi den – i stedet for at registrere, at den dømte forlader eget hjem – registrerer, at den dømte bevæger sig tæt på offerets hjem.

I Norge er det muligt for retten at idømme voldsudøvere at bære en elektronisk fodlænke. Fodlænken registrerer, hvor voldsudøveren befinder sig via både GPS og mobilsignal. Hvis voldsudøveren bevæger sig ind i forbudszonen, vil det udløse en alarm hos politiet. Politiet kan orientere offeret og anholde voldsudøveren, inden han når frem til offeret.

Forbudszonen er fastsat ud fra, hvor lang tid det tager for politiet at nå frem til offeret. Domstolene afgør, hvor lang tid voldsudøveren skal bære omvendt fodlænke. Den længste straf i Norge har hidtil været 5 år

Gode erfaringer fra Norge

Norge indførte loven om den omvendte fodlænke i 2013. Siden har i alt 105 personer fået den omvendte fodlænke på. Ingen af de personer har brudt kontaktforbuddet.

Den omvendte fodlænke er en god beskyttelsesforanstaltning for voldsudsatte. Og den øger både livskvalitet og handlemuligheder. Det konkluderer evalueringsrapport fra Norge til Retsudvalget i Danmark.

Evalueringen viser også, at den omvendte fodlænke kan have en afskrækkende effekt både over for potentielle voldsudøvere og over for voldsudøvere, der på grund af fodlænken afstår fra at nærme sig offeret.

Den omvendte fodlænke er succesfuld for både voldsudsatte og voldsudøvere. Evalueringer fra Norge viser dog en række begrænsninger ved teknologien eller områder, hvor brugen af den omvendte fodlænke kan skærpes.

Ny lovændring i Norge skal øge brugen af den omvendte fodlænke

Indtil nu har det været domstolene, der pålagde voldudøvere at bære den omvendte fodlænke som en del af en straffesag i Norge. Der har dog været kritik af, at teknologien anvendes for lidt. Evalueringen viser, at tærsklen for at anvende fodlænken er ”meget høj”, og at den hidtil har været anvendt som en sidste udvej. Det betyder, at de voldsudsatte allerede har lidt stor skade efter langvarig vold.

Derfor vedtog Stortinget i Norge en lovændring, som trådte i kraft i april 2024. Lovændringen betyder, at politiet fremover har mulighed for at idømme omvendt fodlænke. Læs mere om lovændringen her.

Kvindedrab i Elverum har skabt øget fokus på omvendt fodlænke

På den første dag i 2024 blev en kvinde i 30’erne dræbt i den lille by Elverum i det østlige Norge. Hun blev skudt og dræbt i sin bil af sin tidligere partner, som også skød sig selv og døde af sine kvæstelser på hospitalet dagen efter.  

I april 2023 havde manden fået et tilhold mod at kontakte kvinden, som han var sigtet for at bryde 10 gange. Manden er desuden sigtet for at have påsat GPS-sporingsudstyr på kvindens bil ad flere omgange. Ifølge kvindens bistandsadvokat havde den dræbte kvinde gentagne gange bedt om at få en overfaldsalarm og en omvendt fodlænkeuden at få det. 

Sagen i Elverum har fået stor mediebevågenhed i Norge og betydet, at organisationer, politikere og offentligheden har presset på for, at lovændringen i Norge indføres tidligere end først planlagt. 

Her har vi vores viden fra:

Evalueringsrapport fra NOVA/OsloMet 
Evalueringsrapport fra september 2020 udarbejdet af Velfærdsforskningsinstituttet NOVA og OsloMet (Oslo Metropolitan University) efter aftale med Justits- og Beredskabsministeriet i Norge. Læs rapporten her: «Omvendt voldsalarm»: En evaluering av kontaktforbud med elektronisk kontroll (straffeloven § 57) i saker om vold i nære relasjoner”. Rapporten er udarbejdet på baggrund af 10 straffesager, hvor der er idømt omvendt fodlænke, og 24 interviews med relevante personer inden for området. Datagrundlaget er relativt småt, idet benyttelsen af den omvendte fodlænke på daværende tidspunkt var begrænset. 

Politidirektoratet i Norge  
Politidirektoratet i Norge har bidraget med svar på konkrete spørgsmål til den omvendte fodlænke, herunder antal sager, antal brud m.m. 

Dokument til Retsudvalget 
Dokument fra de norske myndigheder til Retsudvalget vedr. den omvendte fodlænke: ”Kontaktforbud med elektronisk kontroll – omvendt voldsalarm (OVA)”.   

Norske nyhedsmedier  
Vi har læst, hvad de norske nyhedsmedier skriver, herunder Faktisk.no, Aftonposten, Dagbladet m.m. 

Han får fodlænke, hun får frihed. Skriv under i dag, så vi kan få indført omvendt fodlænke i Danmark!

Læs mere

For 4 år siden blev Louise Makkonen forsøgt dræbt af sin ekskæreste....
Giv din underskrift og vær med til at lægge pres på politikerne...
Hvert år udsættes 118.000 kvinder for partnervold. Volden er dybt skadelig og...