I anledning af det kommende Folketingsvalg, havde vi i går inviteret til valgdebat i Danner, hvor vi bad fire folketingskandidater fra forskellige partier om at forholde sig til spørgsmålet: Hvordan stopper vi vold mod kvinder og børn?
Hvert år bliver omkring 118.000 kvinder i Danmark udsat for psykisk eller fysisk vold fra en partner eller ekspartner. Samtidig har vi det seneste år set et bekymrende højt antal kvindedrab – mange begået af en nuværende eller tidligere partner. Selvom problemet har fået mere opmærksomhed end tidligere, og vi har set flere politiske tiltag, mangler vi stadig at knække koden til, hvordan vi for alvor forebygger volden og beskytter de kvinder og børn, der bliver ramt.
Vi havde derfor sat Rosa Lund (Ø), Lisbeth Bech-Nielsen (SF), Mette Thiesen (DF) og Magnus Heunicke (S) i stævne for at høre deres bud på, hvordan vi stopper vold mod kvinder og børn. Og vi kom godt omkring mange vigtige indsatser i løbet af debatten.
Langsigtet strategi eller kortsigtede handleplaner?
I Spanien har man haft succes med at implementere en national strategi mod partnervold og -drab med ca. 400 tiltag, hvilket har halveret antallet af partnerdrab over en tiårig periode. Til sammenligning fik Danmark i 2023 en 4-årig handleplan mod partnervold og -drab med blot 26 tiltag. Hvad mente politikerne om det?
“Det er en kæmpe systemfejl, at vi ikke har en samlet plan” lød det fra Rosa Lund, som mener, at man bør arbejde for en langsigtet strategi, hvor økonomien følger med. “Vi ser i dag på de forskellige indsatser hver for sig, som om de ikke hænger sammen… forebyggelse for sig, politianmeldelse for sig osv.” Ifølge Rosa Lund bør man kigge til Spanien og deres langsigtede, helhedsorienterede og ikke mindst finansierede strategi. “Man kunne fx kigge på en anden indgang til at anmelde volden end til politiet, som vi ser i Spanien,” sagde hun, og peger samtidig på nødvendigheden af udøverbehandling for at stoppe spiralen og forhindre gerningsmanden i at fortsætte volden.
“Vi skal have en langsigtet strategi, og økonomien skal sikres, så vi ikke skal genforhandle hvert år,” lød det fra Lisbeth Bech-Nielsen, som er enig i, at kassetænkningen står i vejen for en helhedsorienteret plan. Udover at tænke langsigtet, lægger hun derudover vægt på, at vi også skal handle her og nu. Ligesom Rosa Lund har hun fokus på udøveren, og peger på et såkaldt krænkerregister – et forslag, SF for nylig har fremsat, som har til formål at forhindre de samme gerningsmænd i at begå de samme forbrydelser mod flere ofre.
“Silotænkning er et problem,” lød det fra Mette Thiesen, som ligeledes fremhæver Spaniens model som noget, vi i Danmark bør kigge på. Ifølge Mette Thiesen er det nemlig afgørende at samle op hele vejen rundt. Der skal både være fokus på hårdere straffe til udøvere, men også bedre hjælp til ofrene, så de undgår at falde tilbage i det voldelige forhold. Hun peger på, at det er et komplekst område, som ofte er præget af skyld og skam for den udsatte, men også store følelser – og at det kan være utroligt svært at bryde ud af et voldeligt forhold for: “Hvordan anmelder man en, man elsker?”
“Vi har ikke gjort det godt nok,” lød det fra Magnus Heunicke, som mener, at problemet er så alvorligt, at der skal gøres mere. Han peger dog på, at man bør kigge på de tiltag, der allerede er aftalt og indført, inden man går videre og ser på en national strategi. Han understreger samtidig vigtigheden af at arbejde systematisk ift. at indsamle data og viden fra de initiativer, der virker.
Hvordan hjælper vi kvinderne, efter de er brudt ud af volden?
At være udsat for vold har omfattende konsekvenser, og når kvinder og børn bryder ud af vold, stopper voldens konsekvenser ikke nødvendigvis. Mange oplever, at volden fortsætter i nye former. Ofte kan det fx være udfordrende at vende tilbage til hverdagen eller etablere sig på ny efter et krisecenterophold. Voldsudsatte kvinder møder flere problemer, når de fraflytter krisecentret. Mange har traumer, der ikke er færdigbehandlede. Det skyldes, at kvinderne ofte har levet i volden i årevis og derfor bærer på traumer som kræver mere behandling, end de i dag har ret til. Hvad mente politikerne om det?
“Vi er nødt til at se på, hvordan vi samler de her kvinder op,” lød det fra Mette Thiesen, og understreger dermed vigtigheden af efterværn – ikke bare lige efter bruddet, men også flere år efter. Hun lægger vægt på, at traumerne stadig kan sidde i kroppen lang tid efter bruddet, og at de traumer kan reaktiveres og udløse en stressreaktion.
“Efterværn skal være en del af en samlet plan,” lød det ligeledes fra Rosa Lund, som fremhæver at fx graviditet og fødsel kan trigge en retraumatisering hos kvinder, der tidligere har været udsat for partnervold. Hun peger på et vigtigt tiltag med systematiske screeninger af gravide, som de seneste år er rullet ud i flere regioner – et tiltag, hvor det primære formål er at opspore flere kvinder, som lever i vold her og nu, men samtidig at tilbyde forløb og understøtte tidligere voldsudsatte kvinder i en tid, hvor deres traumer muligvis kan reaktiveres.
Hvad med børnene?
Det er dybt skadeligt for et barn at vokse op i familier med vold. Og det kan få vidtrækkende konsekvenser. Det gælder for børn, der er direkte udsat for fysisk eller psykisk vold. Og det gælder for børn, der er vidne til, at den ene forælder udøver vold mod den anden forælder eller en søskende. Hvad mente politikerne om det?
“Vi er nødt til at sikre de her børn, så de ikke ender med at bære traumerne videre,” lød det fra Mette Thiesen. Hun understreger, at vi er nødt til at gribe de børn, der lever i vold, og investere i dem, så de ikke ender med at reproducere volden.
“Mange af dem, der vokser op med vold, risikerer at reproducere volden,” stemte Lisbeth Bech-Nielsen i, som også vil have fokus på de børn, der er udsat for og lever i vold, så man kan gribe tidligere ind. “Der skal investeres i de her børn, “ sagde hun, og peger på at børnene tænkes ind i en helhedsorienteret plan.
Kulturændring og kvindehad
“Ord skaber virkelighed,” lød det fra Lisbeth Bech-Nielsen, som ønsker et opgør med en kultur, hvor skylden lægges over på ofre for forbrydelser fremfor på udøvere, og hvor alvoren af forbrydelsen negligeres, og opfordrer både medier, myndigheder og politi til at undgå at reproducere diskursen og kulturen. Som eksempler nævner hun, at man stadig bruger udtrykket ‘husspetakler’ i sager om vold i hjemmet. Samtidig påpeger hun, at man fortsat spørger ind til kvinders påklædning i forbindelse med voldtægtssager.
“Vi ser lige nu en international – og også national – påvirkningskampagne med et enormt kvindehad, som skader unge mænd,” lød det fra Magnus Heunicke, som understreger, at vi ikke løser problemet med partnervold og -drab, så længe vi har et samfund, hvor der ikke er ligestilling. Det har en betydning for vores samfund, som vi skal tage alvorligt, mener Magnus Heunicke, som derfor har sat gang i en kortlægning af den danske ‘manosfære’ for at undersøge omfanget af, hvad vores drenge og unge mænd eksponeres for af kvindehad.
“Vi må aldrig lukke døren for vores børn og lade dem sidde alene på internettet,” lød det fra Mette Thiesen, som lægger vægt på, at forældre også har et ansvar for, hvad vores drenge bliver eksponeret for online, og at mange online fællesskaber, som kan tiltrække særligt skrøbelige unge mænd, er skadelige.
Hvad er næste skridt?
Som afrunding på vores valgdebat stillede vi alle fire politikere et ja/nej-spørgsmål: “Vil du arbejde for en helhedsorienteret og langsigtet strategi for at bekæmpe partnervold og -drab på kvinder?”
Her er deres svar:
Lisbeth Bech-Nielsen: Ja
Magnus Heunicke: Ja
Mette Thiesen: Ja
Rosa Lund: Ja
Nu ser vi, ligesom mange andre, frem til valget på tirsdag, og ikke mindst til at holde vores politikere op på deres ord efter valget – så vi i fællesskab kan stoppe vold mod kvinder og børn.
En kæmpe tak til Rosa Lund, Mette Thiesen, Lisbeth Bech-Nielsen og Magnus Heunicke for at stille op og dele jeres visioner for bekæmpelsen af vold mod kvinder og børn – et komplekst men vigtigt tema.
En stor tak til Nanna Nørregaard for at moderere debatten, og tak til Winnie Alim, vicedirektør i Danner, for at bidrage med fakta og viden undervejs.
Og selvfølgelig den største tak til alle jer, der var mødt op til valgdebatten – tak for jeres nysgerrighed og for alle jeres gode og vigtige spørgsmål.
