fbpx

Kvælningsvold: Danners anbefalinger

Danner foreslår flere tiltag mod kvælningsvold. Det handler om at forebygge partnerdrab og sikre, at lovgivningen afspejler, hvor alvorlig kvælningsvold er.

Samtidig skal voldsudsatte opspores og hjælpes, og den ofte usynlige kvælningsvold skal dokumenteres tilstrækkeligt.

Det kræver viden om partnervold og forskellige typer af indsatser, der kan imødekomme behovene hos voldsudsatte, der har været udsat for kvælningsvold.  

Ny bestemmelse i straffeloven, der særskilt kriminaliserer kvælningsvold

Kvælning øger risikoen for partnerdrab og kan medføre alvorlige skader, men efterlader ikke altid synlige tegn. Danner anbefaler indførelsen af en ny bestemmelse i straffeloven, der særskilt kriminaliserer kvælningsvold. Det vil øge opmærksomheden på den ofte usynlige vold og sende et klart signal om, at denne voldsform er yderst alvorlig og potentielt livsfarlig.

En særskilt bestemmelse vil kunne bidrage til, at kvælningsvold oftere bliver anmeldt, tilstrækkeligt efterforsket og undgår at blive henført under paragraffer, der ikke afspejler farligheden og skadevirkningerne. Det vil være med til at styrke beskyttelsen af voldsudsatte, forebygge potentielle partnerdrab samt øge retssikkerheden i partnervoldssager. I flere andre lande har man allerede indført en særskilt bestemmelse om kvælningsvold, som i høj grad bliver anvendt. 

Ret til differentieret hjælp til voldsudsatte, der har oplevet kvælningsvold

Kvælningsvold kan være farligt, og derfor er det vigtigt med krisecentre, der kan give fysisk beskyttelse og støtte fra voldsfaglige socialrådgivere, pædagoger og psykologer. Men truslen er ikke altid akut, og derfor er der også brug for ambulant hjælp, der giver mulighed for at bearbejde volden, herunder kvælningsvold.

Danner mener, voldsudsatte skal have adgang til landsdækkende specialiseret, ambulant støtte med voldsfaglig rådgivning og psykologhjælp, hvor der løbende laves sikkerhedsvurderinger ud fra certificerede risikovurderingsværktøjer. Samtidig er der brug for døgnåbne, anonyme lavtærskeltilbud, hvor både voldsudsatte og pårørende trygt kan henvende sig og få vejledning og blive hjulpet videre til mere specialiseret støtte.

Retten til den landsdækkende ambulante rådgivning og behandling skal skrives ind i Serviceloven, så alle voldsudsatte har lige adgang til tilbud uanset bopæl. For at sikre stabil og differentieret hjælp til voldsudsatte er der behov for varig finansiering af ambulante tilbud som Danners døgnåbne rådgivningstilbud ’DannerTelefonen’ og ’Sig det til nogen.’  

Voldsudsatte kvinder med svære traumer skal have adgang til voldsfaglig traumebehandling efter krisecenterophold

Traumatiske oplevelser som vold, herunder kvælningsvold, kan, udover de fysiske skader, have alvorlige konsekvenser for psyken. Forskning viser, at mindst 3 ud af 10 kvinder på krisecenter har svære traumer fra volden ved udflytning og den første tid efter og dermed har et behov for at fortsætte traumebehandlingen efter krisecenteropholdet.

I dag har kvinder på krisecenter ret til ti psykologtimer under deres krisecenterophold, men det antal timer er ikke nok for alle. Derfor mener Danner, at voldsudsatte kvinder med markante traumereaktioner, f.eks. pga. kvælningsvold, bør have adgang til grundig traumebehandling hos fagpersoner efter endt krisecenterophold. Det er afgørende, at behandleren har viden om vold i nære relationer for at kvinden får den rette hjælp. 

Mere viden om vold i nære relationer til frontpersonale

Frontpersonale som politi, praktiserende læger og sundhedspersonale på hospitaler spiller en vigtig rolle i at opspore og beskytte voldsudsatte samt i at dokumentere volden korrekt. Men ofte er tegn på vold skjulte, kan misforstås, og volden kan give hukommelsestab, som det f.eks. er tilfældet med kvælningsvold. Derfor kræver det viden om vold i nære relationer – herunder kvælningsvold – så frontpersonalet ved, hvad de kan se efter og spørge til, og hvordan skaderne dokumenteres tilstrækkeligt i f.eks. politiattest, journalnotater fra skadestuebesøg og andre lægelige undersøgelser.

Tilstrækkelig dokumentation indebærer også, at voldsudsatte i tide henvises til retsmedicinere, der via retsmedicinske undersøgelser kan dokumentere de ofte usynlige skader.

Danner anbefaler, at der etableres ressourcepersonsordninger i kommuner, hospitalsvæsenet og Praktiserende Lægers Organisation i stil med politiets specialiserede teams. Det vil bringe faglig viden om vold i nære relationer tæt på praksis og dermed styrke mulighederne for tidlig opsporing samt korrekt håndtering af og dokumentation i voldssager. 

Nedsæt partnerdrabskommission for at forebygge drab

Alt for mange kvinder bliver hvert år dræbt af deres nuværende eller tidligere partner, og drabene følger ofte et mønster og er planlagte. Kvælning er én af flere mulige risikofaktorer for partnerdrab på kvinder og en af de hyppigste metoder til drab på kvinder.

Danner anbefaler, at der nedsættes en partnerdrabskommission, som kan undersøge sagsforløb i konkrete sager. Kommissionen bør være forankret i Justitsministeriet, som også systematisk skal registrere partnerdrab i en database. Med udgangspunkt i enkeltsager skal kommissionen samle myndigheder på tværs af sektorer for at identificere mønstre – f.eks. tilstedeværelsen af kvælningsvold – så vi som samfund kan lære af de drab, der er begået, og forebygge fremtidige drab.  

Politiet bør foretage systematisk screening for partnerdrab

Politiet foretager i dag screening for partnervold og vurderer risikoen for eskalering af volden via standardiserede, professionelle risikovurderingsværktøjer. Denne praksis er udviklet i forbindelse med implementeringen af SVÆV-enhederne, som er forankrede i samtlige politikredse og bidraget væsentligt til vidensudvikling og opsporing af partnervold.

Forskning viser imidlertid, at risikofaktorerne for eskalering af partnervold ikke er identiske med risikofaktorerne for partnerdrab. Derfor bør politiet foretage særskilte systematiske screeninger for partnerdrab samt udarbejde risikovurderinger for partnerdrab med baggrund i den eksisterende forskning om risikofaktorer – herunder kvælningsvold. 

Læs Danners temaanalyse: “Magtens greb – Omfanget og konsekvenserne af kvælningsvold”.

Læs mere

Kvælningsvold er en alvorlig risikofaktor for partnerdrab. Ny analyse fra Danner undersøger...
Retsmediciner og tidligere statsobducent, Jytte Banner, fortæller om alvoren og konsekvenserne ved...
Kvælning er, når ilttransporten til hjernen afbrydes, hvilket kan give fysiske og...