Retsmedicineren: ”En kvinde kan godt have været i livsfare uden synlige tegn”
I godt 30 år har retsmediciner, professor og tidligere statsobducent Jytte Banner beskæftiget sig med mennesker og deres kroppe – både de levende og de døde. Hun har dokumenteret ar og skader for at sikre ofre for vold og overgreb retfærdighed i retssystemet. Men ifølge Jytte Banner er der fortsat lang vej til retfærdighed for voldsudsatte kvinder.
Hvordan foregår en retsmedicinsk undersøgelse? Hvordan dokumenteres kvælningsvold? Og hvordan kan vi sikre, at flere kvinder undersøges af en retsmediciner? Det spørger vi en af Danmarks førende eksperter i retsmedicinske obduktioner og klinisk retsmedicin, Jytte Banner, om i dette interview. Jytte Banner har godt 30 års erfaring og har indtil for nylig bestridt posten som statsobducent. Hun er i dag næstformand i Retslægerådet og medlem af den norske kommission for retsmedicin.
Undersøgelse fra top til tå
I over 30 år har Jytte Banner haft sin gang blandt ofre og sigtede. Hun har år efter år iført sig de hvide hospitalsbukser og kittel – og både handsker, maske og hue, når DNA har skullet indsamles til sporsikring. Hun har undersøgt mænd, kvinder og børn for mærker efter blandt andet seksuelle forbrydelser, overfald, vold og drabsforsøg. Bevæbnet med bl.a. lineal og kamera, har hun minutiøst gennemgået hver en tomme af kroppen hos afdøde for at fastslå dødsårsagen.
Anmelder en kvinde partnervold, kan politiet anmode om, at kvinden gennemgår en retsmedicinsk undersøgelse. Her gennemgås kroppen grundigt fra top til tå, og hvert ar, mærke og hver læsion registreres – både friske skader og spor fra tidligere overgreb. Undersøgelsen bruges også til at vurdere, om kvinden har været i livsfare. Når det kommer til vold mod kvinder, har Jytte Banner set det hele: Kvinder, der har været udsat for slag, spark, kvælning og mange andre former for grov vold.
Vi undersøger ar fra tidligere voldsepisoder, men mange skader kan kun ses lige efter, de er sket, så det kan være vanskeligt at dokumentere.
”Jeg kan huske episoder med kvinder, som kommer på baggrund af en aktuel episode med partnervold, men hvor de fortæller, at det er sket et utal af gange tidligere, og at de har været på skadestuen mange gange. Ofte har kvinderne også oplevet flere former for vold – fx slag og seksuelle overgreb. Vi undersøger ar fra tidligere voldsepisoder, men mange skader kan kun ses lige efter, de er sket, så det kan være vanskeligt at dokumentere.”
Resultatet af undersøgelsen er en retsmedicinsk erklæring, der anvendes i politiets videre efterforskning og som bevis i retten.
Vurdering af livsfare
Når voldsudsatte kvinder undersøges for kvælningsvold, leder retsmedicineren efter punktformede blødninger i øjne og ansigt samt blå mærker, kradsemærker, aftryk efter snore eller lignende. Kvinden spørges også ind til symptomer som bevidsthedssvækkelse, åndenød, sorten for øjnene og besvimelse. Hun spørges ind til lufthunger eller afgang af urin eller afføring under episoden, og om hun har oplevet synkebesvær eller har smerter i halsen. Men retsmedicineren holder også øjne og ører åbne for, om kvinden fx har svært ved at drikke et glas vand eller har en meget hæs stemme – begge dele kan være indikator på kvælningsvold.
Ifølge Jytte Banner er tilstedeværelsen af såkaldte petekkier – de små punktformede blødninger i hud, øjne eller slimhinder – det afgørende kriterium i Danmark, når retsmedicinere skal vurdere, om en kvinde har været i livsfare.
Retsmedicineren spørger altid ind til symptomer, men symptomer er noget, ofret selv fortæller.
”Retsmedicineren spørger altid ind til symptomer, men symptomer er noget, ofret selv fortæller. I Danmark lægger vi vægt på, at skader og eventuel livsfare skal kunne dokumenteres, og derfor er det tilstedeværelsen af petekkier, der tæller. Det er problematisk, fordi petekkier opstår afhængigt af, hvordan der er klemt om halsen – om det er vener, halspulsårer eller luftrøret, der er blevet trykket eller afklemt. En kvinde kan altså godt have været i livsfare uden synlige tegn,” forklarer Jytte Banner.
Ifølge hende er der markante forskelle mellem de nordiske lande i vurderingen af kvælningsvold. I Norge ser man for eksempel på, om kvinden har været bevidstløs.
Der er den juridiske logik anderledes end den lægefaglige logik. I retten i Danmark spørger man: ’Kan det bevises?’, ’Hvor troværdig er hun?’
”Det vil oftest kun være kvindens egen fortælling, der kan vise, om hun har været bevidstløs. Men i Danmark har vi den tilgang, at skaderne skal kunne dokumenteres for at holde i retten. Der er den juridiske logik anderledes end den lægefaglige logik. I retten i Danmark spørger man: ’Kan det bevises?’, ’Hvor troværdig er hun?’”
Jytte Banner forklarer sammenhængen mellem det juridiske og det lægefaglige med en symbolik med en linedanser:
”Forestil dig en linedanser, der balancerer med en paraply uden sikkerhedsnet. Det er potentielt livsfarligt, men det er først, når hun falder, og vi ser skaden, at man vurderer, om linedanseren har været i livsfare. Det er logikken i Danmark.”
Kræver en anmeldelse
Ofre for partnervold skal anmelde volden, før de kan få en retsmedicinsk undersøgelse af Politiet. Tidligere gjaldt dette for alle ofre, men i 2001 åbnede en vigtig lovændring mulighed for, at ofre for seksuelle forbrydelser kan få en retsmedicinsk undersøgelse eller uden at anmelde til politiet.
Den lov viser, at det er muligt, at ofre kan få foretaget en undersøgelse af en retsmediciner uden henvisning fra Politiet. Blot ikke for alle ofre.
”Den lov viser, at det er muligt, at ofre kan få foretaget en undersøgelse af en retsmediciner uden henvisning fra Politiet. Blot ikke for alle ofre,” fortæller Jytte Banner.
Det er en kæphest for hende, at retsmedicinske undersøgelser skal være langt mere tilgængelige for bl.a. kvinder, som udsættes for vold.
”Der er behov for, at disse kvinder kan komme et sted og få deres skader dokumenteret af kompetente fagfolk, så det kan bruges i retten, hvis det bliver nødvendigt. Den optimale løsning ville være, at der blev oprettet retsmedicinske akutcentre med retsmedicinere, sygeplejersker og psykologer, , så kvinderne dels kan få den rette hjælp hurtigt og dels få sikret en rettidig dokumentation, hvis de ønsker at anmelde til politiet. Derudover er der behov for en større forebyggende indsats, hvor kvindekrisecentre, politi, skadestue, lærere og andre, der møder disse familier, taler sammen og sætter ind og griber dem, inden det går galt.”
Læs mere
