En voldsudsat kvinde fortæller: Jeg tænkte: ”Nu forsvinder jeg væk. Nu dør jeg. Nu er det her slut”
Lene gik i et rådgivningsforløb hos Danner for at bearbejde de 8 år, hun havde levet med en psykisk voldelig mand. Men under rådgivningsforløbet husker hun pludselig voldsomme episoder med kvælning. Episoder hun har fortrængt, og som hun aldrig før har delt med nogen. Den ene gang bliver Lene reddet af naboen, der banker på døren. Læs Lenes historie her.
Et indkøbsnet fyldt med tøj
Den nu 52-årige Lene er single og mor til tre store børn fra et tidligere forhold, da hun møder Michael til en fest hos nogle venner. Der er god kemi fra første blik, de udveksler telefonnumre og mødes til en date kort tid efter:
”Allerede på første date var han meget ”på”. Tiltrækningen mellem os var stor, og der var den der elektriske lidenskab. Jeg husker, at han allerede på første date siger, ’vi kan lige så godt blive kærester, for vi skal jo dele resten af livet sammen’. På anden date kommer han med et indkøbsnet med en masse tøj og en tandbørste.”
Jeg husker, at han allerede på første date siger, ’vi kan lige så godt blive kærester, for vi skal jo dele resten af livet sammen’
Forholdet udvikler sig hurtigt. Lene og Michael taler i telefon i timevis hver eftermiddag og aften til langt ud på natten. De rejser, tager til koncerter og spiser middage på restauranter. De besøger venner og familie, og Lene beskriver, hvordan alt kan lade sig gøre. Michael flytter hurtigt ind hos Lene. Hun nyder følelsen af at møde en mand, der er så vild med hende. Men når hun tænker tilbage, kan hun godt se, at hun allerede dengang ikke bliver hørt:
”Allerede efter et par uger siger jeg fra første gang, fordi jeg synes, det er overvældende at tale sammen hele tiden, og at det hele går for stærkt. Men det bliver bare fejet væk. Og det er egentlig sådan det er igennem hele vores forhold, hver gang jeg siger fra overfor noget. Han fortsætter bare.”
En følelse af at have gjort noget galt
Stille og roligt bliver Michael mere og mere kontrollerende over for Lene. Nogle af tingene kan virke som bagateller, siger Lene, men indeni hende vokser en følelse af hele tiden at gøre noget forkert – hun ved bare ikke hvad:
”Han står nærmest med en lineal, når jeg skal parkere bilen, fordi den skal parkeres helt lige i båsen. Men han siger ikke noget – kigger bare. Når jeg for eksempel river blade sammen, kan han stå og stirre på mig, og min hjerne kværner løs omkring, hvad jeg mon gør forkert. Jeg står op tidligt sammen med ham, selvom jeg ikke må tale til ham om morgenen, men hvis jeg bliver liggende, er jeg doven. Om natten lægger han en hånd tungt på mig for at sikre, at jeg ikke bevæger mig, for så kan han ikke få sin søvn. Men jeg sover næsten ikke i den periode. Jeg er konstant bange for, at der er noget, jeg gør, som ikke er godt nok.”
Når jeg for eksempel river blade sammen, kan han stå og stirre på mig, og min hjerne kværner løs omkring, hvad jeg mon gør forkert.
Lene beskriver, hvordan der konstant er dårlig stemning i hjemmet. Hvordan det bliver en grundfølelse for hende at føle, at hun gør noget galt. Og hvordan Michael systematisk tager valg for dem om middagsretter, gåture og oplevelser, som er det modsatte af det, hun har fortalt, hun har lyst til. Da Lene igennem en lang periode mister sin lugt- og smagssans på grund af corona, er det vigtigt for hende, at maden har konsistens, og at der er noget at tygge i:
”Det ved han godt, men han sørger for at hakke alt mad til bittesmå stykker, så der intet er at tygge i. Han kan også finde på at stå og snuse ind henne ved mig, hvis vi er til en fest, og når jeg så bliver nervøs og spørger ham, om jeg lugter, siger han måske ’ja, det gør du faktisk’ eller ’der er i hvert fald noget, der lugter’. Hvis jeg spørger andre, om jeg lugter, siger de altid, at jeg dufter af parfume. Jeg bliver usikker og tænker ’Måske lugter jeg virkelig’, for jeg ved det jo ikke.”
En rundkørsel uden afkørsler
Da Lene møder Michael, er hun glad for sit job indenfor forsikringsbranchen og bruger meget energi på arbejdet. Men et par år inde i forholdet med Michael får Lene stress og angst og hun må sygemeldes fra arbejdet. I dag ved Lene, at hendes stresssygemelding på arbejdet i høj grad handlede om alt det, der foregik derhjemme.
Jeg har intet helle. Jeg er konstant i alarmberedskab og angst for alting. Han siger ofte til mig, at jeg ikke lever i den virkelige verden.
”Jeg har intet helle. Jeg er konstant i alarmberedskab og angst for alting. Han siger ofte til mig, at jeg ikke lever i den virkelige verden. Jeg siger undskyld til ham, fordi jeg er så besværlig. Jeg går og tænker på, om jeg kan være skizofren eller sådan noget.”
Når Lene forsøger at sige Michael imod, beskriver hun, hvordan hun bliver talt ned til, talt grimt til, og hvordan fokus bliver på noget, hun har gjort forkert.
”Jeg føler det som en rundkørsel uden afkørsler. Jeg kører bare rundt og rundt, og nogle gange råber og græder og skriger jeg i afmagt.”
Stille og roligt begynder Lenes sociale liv at lide under forholdet til Michael. Det er vigtigt for ham, at de kører hinanden til og fra alle aftaler. Han begynder at tale dårligt om både Lenes familie og venner på en måde, så det til sidst bliver lettere for Lene helt at undgå at se dem. Også forholdet til Lenes børn bliver svært, fordi Lene bruger så meget af sin energi på at navigere i forholdet til Michael.
Husker pludselig kvælningsvolden
Forholdet til Michael er ikke blot præget af psykisk vold, men også af fysisk vold. Når Lene og Michael har en konflikt, kan han finde på at tage hårdt fat i hende, lægge hende på gulvet og holde hende nede. Ofte tisser Lene i bukserne, fordi hun bliver så bange. Men meget af den fysiske vold har Lene fortrængt, finder hun ud af, da hun starter i Danners ambulante rådgivningsforløb Sig det til nogen.
Pludselig ringer det på døren, og der står min nabo og siger: ’Nu er det nok med den råben og skrigen, nu skal I stoppe.’ Og så stopper han.
”Imens jeg sidder og taler med rådgiveren i Sig det til nogen, husker jeg en episode, hvor vi er uvenner. Vi bokser med hinanden, og pludselig ligger han oven på mig med hænderne om halsen på mig. Jeg kan huske, at jeg tænker: ’Det her overlever jeg ikke.’ Pludselig ringer det på døren, og der står min nabo og siger: ’Nu er det nok med den råben og skrigen, nu skal I stoppe.’ Og så stopper han. Jeg tænker ofte på at fortælle denne nabo, at han måske har reddet mit liv.”
Under forløbet med rådgiveren husker Lene endnu en episode, hvor hun var udsat for kvælningsvold – og som hun havde glemt.
”Jeg kan huske en anden episode, hvor Michael lå ovenpå mig og klemte om min hals, så jeg ikke kunne få luft. Jeg prøvede at komme væk, men han var meget større end mig. Jeg tænkte ’Nu forsvinder jeg væk. Nu dør jeg. Nu er det her slut’. Jeg kan huske, at jeg tænker, at jeg skal tie stille, så ikke naboerne hører det. Ti stille. Ti stille. Fordi det vil være forstyrrende for dem at skulle høre på det. Pludselig slipper han, og så er der bare stilhed. Og så ligger jeg der på gulvet i et stykke tid. Bagefter lod vi som om, det aldrig var sket. Vi talte aldrig om det.”
Men jeg har også været i tvivl, om det er sket. Hvad hvis jeg har været provokerende inden? Har jeg selv bedt om det? Er det i virkelig mig, den er gal med?
Det har været voldsomt for Lene pludselig at huske episoder, som ligger år tilbage, og som hun har glemt. Og med minderne følger både tvivlen og skammen.
”Men jeg har også været i tvivl, om det er sket. Hvad hvis jeg har været provokerende inden? Har jeg selv bedt om det? Er det i virkeligheden mig, den er gal med?”
Er det okay, at jeg lever?
Det tager mange forsøg for Lene at gå fra Michael, men til sidst lykkes det hende at bryde med ham. Men volden har haft store konsekvenser for Lene. Tidligere var hun en, der tog på udfordrende vandreture og bjergbestigninger og var succesfuld på arbejdet. Men i dag har Lene ingen tilknytning til arbejdsmarkedet og er med egne ord ”dårligt fungerende”.
Lene har særligt problemer med sin hukommelse, koncentration og med angst. Hun har lister over, hvad hun skal gøre hver morgen for at huske det: børste tænder, drikke en kop te, lave sine øvelser. Hun beskriver, at det er vanskeligt at få det sociale liv til at fungere, og at hun for eksempel reagerer kraftigt på, når hun ikke føler sig lyttet til.
”Jeg tænker konstant og hele tiden. Meget over min egen eksistensberettigelse. Har jeg ret til at være her? Er det okay, at jeg lever? Jeg har skrevet navne på kuverter til de personer, der ville skulle have et afskedsbrev, hvis jeg skulle vælge at gøre en ende på det hele. Brevene har jeg ikke skrevet, men kuverterne med navnene har jeg. Og jeg har hæklet et babytæppe til min datter. Hvis hun skulle få et barn, skal hun have et tæppe. Rådgiveren i Sig det til nogen har reddet mit liv. Hvis jeg ikke havde hende, så havde jeg ikke siddet her i dag. Det er 180 % sikkert.”
Rådgiveren i Sig det til nogen har reddet mit liv. Hvis jeg ikke havde hende, så havde jeg ikke siddet her i dag.
Selvom Lene ingen kontakt har til Michael i dag, er hun stadig bange for ham. Hun frygter, at han kommer ind i hendes lejlighed, og hun har en aftale med sin vicevært om, at han aldrig må udlevere hendes nøgle til nogen. Nogle gange bliver Lene i tvivl, og så ringer hun til viceværten, som forsikrer hende om, at han ikke har udleveret nøglen.
Lene har arbejdet hårdt for at bearbejde den vold, hun har oplevet. En proces hun langt fra er færdig med. Men heldigvis er der stadig plads til drømme blandt de mørke tanker, som nogle gange kommer på besøg.
”Man skal ikke skamme sig over de ting, der er sket. Man skal tale om det. Mit mål er at blive ved med at tale højt. Men jeg skal finde ud af, hvordan jeg gør det. Jeg vil gerne ud på ungdomsuddannelser og fortælle min egen historie og viden om vold. Blandt andet psykisk vold og gaslighting. Så jeg måske kan gøre en forskel for andre.”
Danner giver voldsudsatte kvinder en stemme
Danner bringer de voldsudsatte kvinder og pårørendes fortællinger, fordi vi ønsker at give dem en stemme. Fortællingerne er baseret på deres oplevelser og erfaringer. Alle navne er opdigtede. Danner er bekendt med deres fulde identitet, men har valgt at lade dem være anonyme af hensyn til de involverede.
Læs mere
