fbpx

Matilde: Jeg så op i hans øjne og tænkte: "Nu dræber han mig"

Matildes ekskæreste gik fra at være hendes store kærlighed til at være jaloux, kontrollerende og manipulerende. Med tiden blev hun en skygge af sig selv. Men efter en nat, hvor han tog kvælertag på hende, forlod hun ham og søgte hjælp. Læs hendes historie her.

Intro

Det var som om, han ikke så andre i rummet end Matilde. Sådan var det helt fra begyndelsen. Det var den store kærlighed. Også selv om der hurtigt begyndte at dukke episoder op, som set i bakspejlet var blinkende advarselslamper.  

Hen over det år, de var sammen, eskalerede hans jalousi, kontrol og manipulation. Der blev mindre og mindre tilbage af den stærke, sprudlende og kærlige kvinde, hun var. Matilde blev til et spøgelse af sig selv. Hun gik rundt med dukket nakke og gik mest op i, hvad han følte og mente.  

Hun prøvede at rive sig løs. De var fra hinanden mange gange. Men det lykkedes først efter den aften, han vred hendes hænder om og pressede dem ind mod hendes strube. Hun frøs fast til sengen og tænkte, at han ville slå hende ihjel.  

Derefter fulgte angst, en PTSD-diagnose, en mental genopbygning og en proces med at lægge sit arbejdsliv og karriere helt om. Ved hjælp af et forløb i den voldsfaglige rådgivning ’Sig det til nogen’ fandt hun tilbage til sig selv og videre. En proces, som har gjort hende stærkere end nogensinde. På trods af de ar, der stadig er.  

På Kvindernes Internationale Kampdag i 2022 fik hun sin første tatovering. ’Definitionsmagten,’ står der.  

Nu dræber han mig

Vi havde været sammen i et års tid, da han overskred den røde linje. Vi var til et arbejdsarrangement med overnatning. Og han ville som så ofte før ikke tale med mig. Det var ekstra svært, fordi jeg var ny på den arbejdsplads. Og han påstod, at folk ikke kunne lide mig. Men foran spejlet på mit hotelværelse om aftenen, sagde jeg til mig selv: ”Nu skifter du til festtøjet. Så slipper du, at han er i rummet og sørger for at få en god aften.” Den aften var jeg mit gamle jeg, der hyggede sig og snakkede med alle. 

Da jeg sidst på aftenen spurgte, om vi kunne snakke sammen, fandt vi en afkrog. Han sagde, at jeg havde været en luder på dansegulvet. Og han gik i gang med at fortælle mig om alle sine tidligere sexpartnere. Det stak i alle retninger.  


Længe efter havde jeg svært ved at tilgive mig selv, at jeg fulgte med ham efter sparkene.

På et tidspunkt lagde jeg min hånd over hans mund og sagde, at jeg ikke ville høre mere. Så sparkede han mig 3 gange i maven. Længe efter havde jeg svært ved at tilgive mig selv, at jeg fulgte med ham efter sparkene. Lige indtil en læge fortalte mig, at det er normalt. For der kan gå lang tid, før hjernen registrerer, hvad ens krop har været udsat for.  

På hans værelse tog jeg festtøjet af, satte mig på sengen og konfronterede ham med hans spark. Dér slog det klik. Han lagde sig over mig, vred mine håndled om og tvang dem op på min hals. Jeg frøs fast til sengen, mens han trykkede mine håndled mod min strube. Jeg så op i hans øjne og tænkte: ”Nu dræber han mig.” 

Han hev mig ned ad sengen i benene, skubbede mig over i dørkarmen og kylede alle mine ting ud på gangen. Så stod jeg halvnøgen dér, halv 5 om morgenen. 

Da jeg kom hjem næste dag, ringede jeg til min søster. Jeg havde brug for vidner til det, jeg inderst inde vidste, var hamrende forkert. Og jeg var skrækslagen. 

Efterfølgende fik jeg ret hurtigt kontakt til ’Sig det til nogen’. Jeg kom i et langt, godt rådgivningsforløb, hvor jeg fik hjælp. Hjælp til at sætte ord på mine oplevelser og følelser, som var ét stort kaos. Det har været ekstremt vigtigt for, hvordan jeg kom videre. 

De første advarselstegn

På mit loft har jeg 111 sider med erindringer om det år, jeg var sammen med min eks. I tiden efter det, der skete, var det hele mudret sammen i mit hoved. Det var en del af min bearbejdningsproces at gennemgå vores forhold måned for måned og skrive ned, hvordan det havde udviklet sig. Også for at kunne sætte det ind i den teoretiske viden, jeg fik i mit forløb i ’Sig det til nogen’.  

Voldsspiralen var fx en model, der gav mig et rigtig godt indblik i, hvordan den psykiske vold havde udviklet sig. Og hvordan den var kulmineret den aften, han tog kvælertag på mig. 


Jeg følte ikke, han så andre i rummet end mig.

Vores forhold havde været intenst fra begyndelsen. Jeg mødte ham på Tinder. Han var kæk og på fra starten. Og jeg blev hurtigt fænget. Hans øjne borede sig ind i mig. Jeg følte ikke, han så andre i rummet end mig. Vi havde også samme uddannelse og samme slags job. Det udviklede sig hurtigt til, at det ligesom bare var ham og mig.  

Da jeg mødte ham, var jeg midt i at købe en lejlighed. Og det var han tilfældigvis også. Han ville meget hurtigt gerne være en del af processen omkring mit boligkøb. Det holdt jeg faktisk ret meget afstand til og fik hjælp til flytningen af mine venner. Men han var der selvfølgelig i løbet af den weekend og hjalp med at stille møbler på plads og den slags. 

Vi havde været sammen i omkring 3 måneder, da han overtog sin nye lejlighed. Den skulle renoveres. Jeg havde tænkt, at jeg skulle være lidt med på sidelinjen, men at det primært var hans venner, der ville hjælpe. Det var i begyndelsen af december. Jeg havde haft utrolig travlt på arbejdet og havde taget nogle fridage for at besøge venner i Jylland og få prioriteret yoga. Men han blev virkelig sur over, at jeg ikke kunne hjælpe med flytningen. Derfor endte det med, at jeg aflyste alle mine planer og hjalp med hans lejlighed helt frem til juleferien. 

Inden da havde der også været nogle små episoder. Men jeg kan se nu, at der for alvor kom nogle twist i vores forhold efter cirka 3 måneder. 

Han kunne vende på en tallerken

Da vi havde været kærester i omkring 3 måneder, overtog han sin nye lejlighed. Inden da havde han boet midlertidig hos sine forældre. Men han havde samtidig haft et stort ønske om at være en masse hos mig. Så vi boede praktisk talt sammen i den periode.  

En søndag op til jul holdt jeg fødselsdagsfejring for 17 venner. Fredag forinden var min eks og jeg ude at handle. Han lavede en ”klassiker” med at pakke varer, mens jeg betalte. På det tidspunkt var det begyndt at gå mig lidt på, at han generelt ikke bidrog økonomisk. Så da vi kom hjem, sagde jeg til ham, at det kunne være rart, hvis vi deltes om fælles udgifter. Især, fordi jeg selv lige var flyttet, og det havde kostet en del. 


Det var første gang, jeg oplevede, at han frøs mig ude.

Han blev vildt vred og anklagede mig for at være nærig og føre regnskab. Han ville slet ikke lytte eller tale om det. Det var første gang, jeg oplevede, at han frøs mig ude. Men i løbet af aftenen fik jeg lirket ham op. Og lørdag tog vi på museum og ud at spise. Jeg gjorde meget ud af at betale for at vise, at jeg ikke er nærig.  

Alt var godt. Lige indtil han søndag morgen bragte vores konflikt op igen – 2 timer før mine venner skulle komme. Faktisk viste det sig, at han stadig var så vred, at han nu ville gå fra mig. Det var første, men langtfra sidste gang, jeg sad og græd i min seng og tiggede ham om ikke at gå. Også fordi det var så vigtigt for mig, at han skulle møde mine venner for første gang. Men han blev ved og pakkede sine ting.  

Et kvarter før gæsterne kom, sagde han pludselig: ”Ok, jeg bliver. Hvad skal jeg hjælpe med?”.  

Jeg var mentalt så smadret, at man kunne vride mig op som en klud. Mine tætteste venner kunne med det samme mærke, at noget var galt. Jeg var vildt stresset og superopmærksom på, om han hyggede sig. Det gjorde han. Han snakkede med alle, og der var intet at mærke på ham.  

Men så snart den sidste gæst var gået ud ad døren, ignorerede han mig igen. 

Fik job samme sted som ham

Når jeg ser tilbage, er det virkelig ikke ret lang tid af vores forhold, der har været god og tryg. Jeg tror, han hurtigt følte sig sikker på at have mig på krogen. Fordi jeg ikke gik min vej efter de første episoder. Og det eskalerede helt klart, da jeg fik job samme sted som ham.  

Jeg var begyndt at køre lidt død i mit arbejde. Og han mente klart, det var en vigtig karrieremulighed for mig at skifte til hans arbejdsplads. Det var mig, der i sidste ende traf beslutningen. Men jeg var påvirket af ham.  

Konfliktniveauet blev hævet derfra. Måske fordi magtrelationen blev styrket i hans favør. På mit gamle arbejde havde jeg et kæmpe netværk. Jeg var fagligt dygtig. Jeg var med i personaleforeningen og rejste og festede med mine kollegaer. Nu skulle jeg starte forfra. Og han var den ”erfarne”, der kunne fortælle mig, hvordan jeg skulle gøre.  

Han gjorde meget ud af jævnligt at fortælle mig, at folk ikke brød sig om mig. Især når han til fester og fredagsbarer endnu engang fandt en grund til at slå op med mig. Fordi jeg havde røget en smøg. Eller fordi jeg havde snakket med en mandlig kollega.


Det var ofte jalousi, der drev eskaleringerne.

Det var ofte jalousi, der drev eskaleringerne. Men han havde samtidig et stort behov for at pleje sit selvbillede udadtil. Ingen skulle se ham tabe ansigt. Når han blev jaloux og truede med at gå fra mig, hviskede han det til mig. Alt imens han smilede og så helt almindelig ud. Og så snakkede han ellers videre med nogle andre. 

Når jeg prøvede at tale med ham om det, verfede han mig væk og sagde til kollegerne: ”I skal ikke tage jer af hende – hun kan ikke rigtig styre det, når hun får noget alkohol.” Det var altid mig, der kom til at se dramatisk og dum ud. Jeg var jo ny, og folk kendte mig ikke. Ham havde de kendt i flere år, og han var høflig og ordentlig. 

Det var nedværdigende. Og der var aldrig nogen fortrydelse fra hans side. Det handlede altid om, at jeg pinliggjorde ham over for hans kolleger. Fordi jeg ikke kunne styre min brandert og blandede privatliv og arbejdsliv sammen, sagde han.  

Begyndte at se mig selv med hans øjne

Jeg begyndte selv at bygge en fortælling op om, at jeg faktisk ikke kunne tåle alkohol. Selv om det aldrig før havde været et problem. Pludselig lavede jeg aftaler med ham om, at jeg ikke ville drikke, når vi var til fest sammen. Men selv de gange gik det ad helvede til.  

Til en af festerne på vores arbejde troede folk, at jeg var gravid, fordi jeg ikke drak. Så jeg tog en drink, som jeg sippede af. Han holdt øje med mig. Derfor holdt jeg glasset på en måde, så man ikke kunne se, hvad der var i. Og jeg prøvede at skjule lugten med tyggegummi. Det var jo sygt, at en voksen kvinde ikke kunne tage en drink. Og det blev også til en kæmpe konflikt, da han opdagede det. 

Ud over fortællingen om, at jeg ikke kunne tåle alkohol, blev jeg langsomt i tvivl om hele min identitet. Jeg begyndte at se mig selv med hans øjne. ”Fylder jeg for meget? Opfører jeg mig i virkeligheden grænseoverskridende, når jeg taler med mænd?”. Hans fortælling var også, at alle mine drengevenner kun var venner med mig for at komme i bukserne på mig. Det blev jeg også i tvivl om. ”Er jeg tonedøv over for, hvad andre mennesker vil mig?”, tænkte jeg. 


Jeg var et spøgelse af den, jeg plejede at være

Jeg gik rundt på mit nye arbejde med dukket nakke. Jeg var et spøgelse af den, jeg plejede at være – en bramfri og humørfyldt kvinde, der byder ind. Og en kvinde med god fornemmelse for stemninger og relationer. Her var der pludselig ingenting, der fungerede.  

Min søster har senere sagt, at hun var overrasket over min ageren, da hun mødte min eks. Jeg sad stille og forsagt ved siden af ham. Hele tiden opmærksom på, om han havde det godt.  

Det var først i mit forløb i ’Sig det til nogen’, jeg fik sat ord på det. Min rådgiver talte med mig om, at mine reaktioner var udtryk for helt normale, empatiske karaktertræk. En normal modreaktion, når man fx bliver truet med at blive forladt. Det var først der, jeg forstod, at han selv havde fremprovokeret de reaktioner, han havde kritiseret mig for. Måske bevidst. 

Se at komme væk

På et tidspunkt fik jeg ved et utroligt tilfælde kontakt til 2 af hans tidligere kærester. Jeg havde fået et tip af en bekendt. Vedkommende kendte en af kvinderne og fornemmede, at noget var helt skævt i mit liv. Jeg skrev til kvinderne og spurgte, om de havde mulighed for at snakke. Jeg fortalte, at jeg var sammen med den her mand og oplevede noget, jeg havde svært ved at sætte ord på. Jeg vidste bare, at jeg var rigtig ked af det hele tiden.  

Hurtigt fik jeg en strøm af beskeder tilbage fra begge kvinder. Budskabet var grundlæggende: ”Se at komme væk!”  

Jeg havde nogle lange telefonsamtaler med dem samme aften. Vi kunne virkelig spejle os i, hvad vi hver især havde været igennem. Jeg kunne med det samme fornemme, at vores personligheder mindede meget om hinanden. Og jeg kunne på sociale medier se, at vi endda lignede hinanden lidt. Det var vildt at høre om deres forhold med ham. For en af dem lå det 7-8 år tilbage. Det var præcis de samme ting, der havde været på spil – kontrol og jalousi.  

Jeg turde ikke konfrontere ham med min nye viden. Men jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved hans fortælling om, at han aldrig havde haft problemer i sine tidligere parforhold. ”Jeg tror faktisk, at noget inde i dig gør, at du har det svært. Og det kommer ud på en meget jaloux og afvisende måde,” sagde jeg til ham. 


Hvem har du talt med? Hvad ved du?

Men han fokuserede kun på, at jeg satte spørgsmålstegn ved, om hans tidligere forhold nu også havde været så rosenrøde. ”Hvem har du talt med? Hvad ved du?”, spurgte han meget anklagende.  

Det turde jeg slet ikke gå ind i. Jeg arkiverede også mine korrespondancer med hans ekskærester. For han tjekkede jævnligt helt åbenlyst min telefon. Han skulle jo have styr på, hvem jeg skrev med. 

Han havde fortalt mig om alle de lækre modeller, han havde været sammen med. Og det havde han åbenbart også fortalt for mange år siden til de 2 andre ekskærester. Pludselig fremstod det hele lidt komisk. Jeg kunne se, at han kørte rundt i det samme mønster. Jeg kunne vitterligt ikke gøre noget rigtigt.  

Den ene af kvinderne foreslog mig også at google ’psykisk vold’. ”Jeg tror, du vil kunne genkende meget af det. Det kunne jeg i hvert fald selv for nogle år siden,” sagde hun.  

Jeg havde aldrig hørt om begrebet før. Men da jeg begyndte at læse, tror jeg vitterligt, der var 12-13 karaktertræk, jeg kunne nikke genkendende til. Det var så vildt at se det sort på hvidt. 

Skammen over, at jeg ikke gik længe før

Ad flere omgange slog vi op. For mig har det været en enormt lang proces at komme fra ham. I mit forløb i ’Sig det til nogen’ har jeg arbejdet med min skamfølelse over ikke at være gået længe før.  

Efter et af vores brud, i starten af sommerferien, tog jeg på ferie alene. Det var lige efter, at jeg havde fået kontakt til hans ekskærester og var begyndt at læse om psykisk vold. På ferien mødte jeg nogle helt fantastiske mennesker. Og jeg har efterfølgende kunnet mærke, hvor meget selvkærlighed og selvværd, den tur bidrog med.  

Lige inden jeg rejste, var jeg sammen med min søster og svoger. De sagde, at de virkelig håbede, jeg kunne slippe min kæreste endegyldigt efter den tur. Vi aftalte, at jeg skulle ringe til dem, så snart jeg landede i København igen. Og inden jeg tjekkede beskeder fra ham på min telefon. Sådan har jeg aldrig oplevet dem før.  


De kunne mærke, at der var noget helt skævt ved ham.

Siden har de fortalt, hvor bekymrede de var for, at min eks ville gøre mig noget. De sagde det ikke dengang. Men de kunne mærke, at der var noget helt skævt ved ham. De ville bare gerne have, at jeg tog af sted, glemte ham for alvor og kom videre. 

Men det blev en dramatisk sommer, hvor min eks og jeg on/off var sammen. 2 dage inden vi skulle af sted til et arbejdsarrangement med overnatning, ville han pludselig have mig tilbage igen. På det tidspunkt agerede jeg stadig som en lille hundehvalp, der bare fulgte med. Så vi tog af sted som kærester. Og det var dér, det gik helt galt, da han om natten tog kvælertag på mig. 

Brød sammen efter overgrebet

Lørdag formiddag, da jeg kom hjem efter overgrebet, havde jeg tømmermænd og havde overhovedet ikke sovet. Det hele kørte rundt i mit hoved på en meget ustruktureret måde. Men jeg kunne mærke, at det, der var sket om natten, var helt forkert. At den røde linje virkelig var overskredet nu. 

Hjemme i min lejlighed modtog jeg en besked fra ham. Han ville ”for god ordens skyld” sige, at det nu var endegyldigt slut imellem os. For jeg kunne jo ikke holde privatliv og arbejdsliv adskilt. Og jeg måtte have det godt. Jeg husker bare, at jeg skrev ”farvel”. Og så blokerede jeg hans nummer.  

Resten af dagen var jeg i dialog med min søster og tætteste venner. Jeg fik mange forskellige reaktioner. Om aftenen mødtes jeg med en ven, som jeg allerede havde en aftale med. Da han hørte, hvad der var sket, aflyste han vores planer. Og så ringede han anonymt til politiet. Han ville høre, hvordan jeg skulle forholde mig, hvis jeg ville anmelde det.  

Min vens kæreste havde været i praktik i Danner. Derfor vidste han lidt om, hvilke fagpersoner det var vigtigt for mig at tale med hurtigt. Han ringede også til Danner og Lev Uden Volds hotline, som jeg talte med samme aften. 


Jeg var helt smadret og fik en akut tid hos min læge samme dag.

Jeg tror ikke helt, jeg selv forstod, hvad der skete. Jeg fulgte bare med. 

Om søndagen var jeg stadig forvirret. Men om mandagen begyndte 10-øren at falde for mig. For nu kom der synlige mærker på mit øje og mine håndled. Jeg var helt smadret og fik en akut tid hos min læge samme dag. Men inden da tog jeg på arbejde. Jeg tænkte nok, at jeg bare lige skulle klare den, indtil jeg skulle til læge. 

Men det magtede jeg slet ikke. Jeg endte meget hurtigt med at stå inde på min chefs kontor, hvor jeg brød sammen og fortalte det hele. Jeg bad hende holde det helt fortroligt, og det gjorde hun. Hun sendte mig hjem og var i det hele taget rigtig god. 

Fik den mest sikre dørlås, der fandtes

Min chef sendte mig hjem mandag formiddag. I dagene efter kunne jeg ingenting. Jeg sad bare og kiggede ind i en væg og røg smøger. Så ringede jeg til hende. Jeg sagde, at jeg kunne mærke, det ikke bare var et spørgsmål om et par sygedage.  

Også der var min chef virkelig god. Hun sørgede for, at jeg fik krisehjælp og bakkede op om en langtidssygemelding. Men hun kunne ikke forhindre, at sagen blev bragt højere op i systemet. Jeg gik i total panik ved tanken om, at min eks skulle konfronteres. Jeg hverken turde eller havde overskud til at gå til politiet. Så hellere sige op og gå ud ad bagdøren. 

Men der var ingen lydhørhed. Jeg manglede at blive mødt med forståelse for, at jeg mentalt på ingen måde var klar til en konfrontation. I stedet mødte jeg et system, som forholdt sig til regler og retningslinjer.  

De så mig overhovedet ikke som et menneske, der havde været udsat for noget frygteligt. Et menneske, der var i en angstpræget situation. Det er så vigtigt, at arbejdsgivere også har viden om og forståelse for, hvad vold gør ved en person. Det er en vigtig del af min motivation for at fortælle min historie. 


Han havde brug for at holde mig nede for selv at vokse.

Jeg var bange for hans hævn. Han havde brug for at holde mig nede for selv at vokse. Han levede igennem sin titel og anseelse udadtil. Hans arbejdsidentitet betød vanvittigt meget for ham. Og her stod jeg og kunne potentielt hive tæppet væk under ham. Det kunne jeg ikke overskue konsekvenserne af.  

Jeg var bange for, at han helt konkret, fysisk, ville komme efter mig. Kort tid efter skiftede jeg derfor også min dørlås til den mest sikre, der fandtes. 

Den første måned kunne jeg ikke være hjemme, fordi jeg havde så meget angst. Også jeg var skrækslagen for at gå rundt på gaden – også, fordi vi boede meget tæt på hinanden. Så jeg boede rundt omkring på venners sofaer. 

Mit liv lå i ruiner

Min chef lykkedes ikke med at forhindre, at sagen røg videre i systemet. Og jeg var så nedbrudt ved tanken om, at min eks skulle konfronteres, at jeg slet ikke kunne hænge sammen. Min veninde tog mig med til den psykiatriske akutmodtagelse. Det var virkelig nødvendigt på det tidspunkt. 

Jeg fik også fat i min fagforening. Og brød sammen i den første telefonsamtale. De var fantastiske og tog sig af min sag fra start til slut. De syntes, at jeg skulle flytte på et krisecenter med det samme. For de regnede nemlig med, at det ville blive et langt og grimt forløb. Og imens skulle jeg være i sikkerhed.  

Det endte med en lang sygemelding og en masse forhandlinger om min situation med min arbejdsplads. Så det var guld værd ikke selv at skulle holde styr på den del. I modsætning til min arbejdsplads tog min fagforening virkelig hånd om mig og mødte mig som menneske. 

Min arbejdsplads vurderede, at de ikke kunne gøre mere. Ikke så længe jeg ikke ville politianmelde min eks. De oplyste, at han havde benægtet, at han nogensinde havde rørt mig. Gennem min fagforening havde jeg ellers fortalt, at jeg havde dokumentation for det hele. Jeg havde billeder af mærker på min krop og lægelig dokumentation for min tilstand. Men uden en anmeldelse kunne de ikke gøre mere.


Jeg skulle i gang med at samle mig selv op. 

Heldigvis er der kun meget få, der har bebrejdet mig for, at jeg ikke gik rettens vej. Jeg havde simpelthen ikke kræfter til at tage et år ud af mit liv og tage kampen op mod ham. Først i Byretten og så i Landsretten. Jeg havde brug for at se fremad.  

Jeg endte med at få en rigtig god fratrædelsesaftale. Og så skulle jeg i gang med at samle mig selv op.  

Jeg havde mistet det, der engang havde været en stor kærlighed. Jeg havde virkelig meget angst. Og senere blev jeg diagnosticeret med PTSD. Jeg måtte opgive mit arbejde, som var en stor del af min identitet. Og jeg måtte begynde at se mig om efter et nyt job. 

Jeg følte virkelig, at mit liv lå i ruiner.  

Tanken om krisecenter var for grænseoverskridende

Inden for den første uge efter voldsepisoden mødtes jeg med den ene af hans ekskærester. Hun sagde, at jeg lignede hende, sådan som hun så ud, da hun gik fra ham. 10-12 kilo for tynd og helt grå. Hun var bekymret for min sikkerhed og syntes, jeg skulle flytte på krisecenter. 

Men det gjorde jeg ikke. Jeg tror, mange synes, tanken er grænseoverskridende. For de ser ikke sig selv som ’en af dem, der skal på krisecenter’. Og ærligt, så er det også en del af min fortælling. Jeg har et stort netværk. Og for mig var det tryggere at være hos nogen, jeg kendte. Men jeg var nok også bange for at blive puttet i en kasse. Jeg var bange for, at det hele blev mere dramatisk, hvis jeg pludselig skulle bo blandt voldsudsatte kvinder og børn. 

Første gang, jeg kom i ’Sig det til nogen’, havde jeg en veninde med. Rådgiveren sagde, at det var svært at se, hvem af os der havde brug for hjælp. Jeg havde nemlig virkelig mit ’bedste jeg’ på. Først talte vi om min arbejdssituation. Men da vi nåede til, hvordan jeg havde det følelsesmæssigt, kunne jeg slet ikke hænge sammen. 


Jeg havde troet, at det, jeg havde været igennem, var unikt.

Min rådgiver introducerede mig ret hurtigt til ’voldsspiralen’. Det var dén, der knækkede koden for mig. Jeg havde troet, at det, jeg havde været igennem, var unikt. Nu blev jeg præsenteret for konkrete mønstre i parforhold præget af vold. Det starter ofte i det små med psykisk vold. Og så eskalerer det. Det var så vild en oplevelse at få noget teori, der nærmest 1:1 beskrev min egen ’parforholdsrejse’.  

Det var også vildt, at min rådgiver med sin voldsfaglige ballast så hurtigt kunne spejle mig. Hun forstod, hvad jeg stod i. Langt bedre end jeg selv gjorde på det tidspunkt. Jeg blev grebet. Mine sætninger blev hjulpet på vej. Hun vidste, hvad hun skulle spørge om. Og hun skabte tryghed og ligeværdighed i samtalen. Hun formåede at tale min situation igennem med mig og samtidig grave mine styrker frem igen. 

Den første samtale blev en af mange, som bidrog til en helt vild genopbygning af mig selv. 

Stærkere end nogensinde

Det har hjulpet mig uvurderligt meget at få viden om mekanismerne i voldelige parforhold. Om hvordan volden udvikler sig. I ’Sig det til nogen’ fik jeg også stor forståelse af, hvad der triggede min angst. Og jeg lærte, hvordan jeg skulle håndtere den. De værktøjer, jeg fik, har jeg brugt til at arbejde videre med mit selvværd.  

I den første tid hjalp det mig også meget at spejle mig i andres historier. Så det håber jeg at kunne bidrage til nu. Og til at gøre arbejdsgivere opmærksomme på, at der kan ligge vold bag mange sygemeldinger.  

Det, der stadig er svært for mig, er kærligheden. Jeg har haft svært ved at have tillid til mænd. Nu vil jeg hellere være lykkelig alene end ulykkelig med en anden. Derfor er jeg også hurtig til at finde ’undskyldninger’ for ikke at give mig hen. Jeg fokuserer på helt små signaler. Noget, der kan være varsler om en usund relation, men formentligt bare er udtryk for, at ingen er perfekte. 


På mange måder er jeg blevet et stærkere menneske.

Så jeg er ikke færdig med at arbejde med mig selv. Men på mange måder er jeg blevet et stærkere menneske. I lang tid var jeg optaget af, hvorfor en som min eks kunne få den magt over mig. Og det er på ingen måde for at fratage ham ansvaret… Men jeg ved nu, at jeg grundlæggende ikke har været god til at mærke og sætte grænser. Og det går meget længere tilbage end til mødet med ham. 

Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal opleve det, jeg har oplevet. Men for mig satte det skub i en vigtig udvikling. Nu står jeg stærkere i min kærlighed til mig selv og mit værd her i verden. Det er en udvikling, der ikke ville være sket uden voldsfaglig hjælp. Eller uden mine nærmeste. De bar mig, da jeg ikke selv kunne.  

På Kvindernes Internationale Kampdag i 2022 fik jeg min første tatovering. Den er en påmindelse til mig selv om, at jeg selv bestemmer, hvem og hvordan jeg vil være. Der står ét ord: ’Definitionsmagten’. 

Danner giver voldsudsatte kvinder en stemme

Danner bringer de voldsudsatte kvinder og pårørendes fortællinger, fordi vi ønsker at give dem en stemme. Fortællingerne er baseret på deres oplevelser og erfaringer. Alle navne er opdigtede. Danner er bekendt med deres fulde identitet, men har valgt at lade dem være anonyme af hensyn til de involverede. 

Matildes historie var oprindeligt en del af ’Red Min Søster’ 

Første gang, Matilde fortalte sin historie til Danner, var i forbindelse med kunstudstillingen ’Red Min Søster’. Dette er en senere opfølgning. 

‘Red Min Søster’ blev til i 2021 som et samarbejde mellem Danner, blomsterkunstner Poppykalas, fotograf Sarah Buthmann og Femina.  

Voldsoverlevere og  kendte medsøstre har medvirket på billeder og i interviews. Projektets mission er at vise, at kvinder, der har været udsat for vold, både er smukke, skrøbelige og kraftfulde. Samtidig viser det visionen om at skabe et samfund, hvor vi sammen stopper vold mod kvinder.

Læs mere

Freja var godt klar over, at hendes ægteskab på nogle måder var...
Læs om de forskellige voldsformer her. Fysisk vold, psykisk vold, økonomisk vold,...
Vi giver voldsudsatte kvinder og deres pårørende en stemme. For vi ønsker...