Michaela: Nu dør jeg, nu dør vi alle 3
Michaela Sørensen var bange for, at hendes ekskæreste ville slå hende og børnene ihjel, da de var sammen. I dag er hele hendes liv indrettet med sikkerhedsnet, så han ikke kommer for tæt på. Læs hendes historie her.
Intro
”Hele mit liv er indrettet med sikkerhedsnet i dag på grund af min ekskæreste. Hvis jeg trykker på mit ur, kan min nuværende kæreste se, hvor jeg er, og at jeg er i fare. Hvis jeg skal mødes med min eks, har jeg udtænkt fem udgange på forhånd. Jeg har et kodeord, jeg kan sige til tre forskellige mennesker, og så ringer de til politiet. Hele mit liv har jeg fået at vide, at ingen troede på mig. Nu, når jeg fortæller min historie, ved jeg, at det ikke bare var mig.
Han var meget jaloux og blev gal over småting.
Da jeg mødte min eks, var han enormt charmerende og galant. Jeg følte, jeg blev båret på hænder og fødder. Men det hele var en løgn. Det hus, han boede i, var ikke hans, og den bil, han kørte i, var ikke hans. Men da jeg fandt ud af det, var jeg allerede for fanget. Han var meget jaloux og blev gal over småting. Engang, han fandt ud af, at jeg havde mødtes med en fyr, jeg havde set før ham, eskalerede det. Mine børn og jeg blev smidt ud i bilen, og så kørte han os rundt. Børnene skreg på bagsædet, og jeg tænkte: “Nu dør jeg, nu dør vi alle tre.” Han gennemtævede mig, mens vi kørte, og det fortsatte, da vi kom hjem.
Var overvåget konstant
En anden gang jagtede han mig gennem et lager, hvor vi havde et opbevaringslokale. Jeg løb mellem containerne og håbede bare, nogen ville se os på overvågningen. Jeg endte med at slippe væk og nåede op til en vej, hvor der kom en bus. Hele vejen ind til byen lå han bag ved bussen og dyttede. Jeg er også blevet jagtet gennem en skov på bare tæer, hvor mine fødder blev revet fuldstændig op.
Han vidste, hvor jeg var konstant.
Til sidst var jeg overvåget konstant. Han trackede min telefon. Han vidste, hvor jeg var konstant. Jeg havde ingen selvbestemmelsesret; han bestemte, hvad for noget tøj jeg havde på, om jeg måtte rede mit hår, om jeg måtte barbere mig under armene. Han sad ude foran mit arbejde og overvågede mig.
På tur med arbejdet
Engang skulle jeg på tur med mit arbejde, og det var et stort problem. Han kom kørende med 200 i timen og smed mine ting foran mit arbejde. Han spurgte, hvordan jeg kunne forlade mine børn.
Hvis der var stilhed, gik han amok.
Jeg skrev med ham hele dagen, for hvis der var stilhed, gik han amok. Så gik min telefon ud, og jeg kunne høre, han ringede og truede min chef. Jeg ringede til min far og bad ham om at hente mig. Dagen efter tog jeg hjem for at hente mine børn, men han kunne se, at jeg havde haft ringet til et krisecenter fra min telefon. Jeg havde min datter i barnevognen, og han holdt min søn, og pludselig kastede han min søn mod mig, så jeg måtte gribe ham.
På krisecenter i 20 dage
Jeg satte ham ned i barnevognen og gik for at komme op til bussen, men pludselig kastede han min telefon efter mig. Jeg tog armene op for at parere, og så snuppede han et barn under hver arm og gik ind og låste døren. Jeg skyndte mig op for at gemme mig i et busskur, og heldigvis kom der en bus.
Folk forstår ikke, at det ikke er slut endnu.
Jeg var på krisecenter i 20 dage, inden jeg endelig kunne hente mine børn i institutionen. Det er lige før, at det øjeblik, hvor jeg endelig så dem igen, slår det øjeblik, de blev født. I dag sidder jeg med en gæld, der er større end Rundetårn, fordi han konstant fik mig til at optage lån og købe telefoner, som jeg så skulle sælge. Jeg skulle skaffe en masse penge, som så kunne hæves til ham, så han kunne gå og føle sig stor.
Folk forstår ikke, at det ikke er slut endnu. Min eks vil have samvær med børnene, selv om jeg ikke mener, det er godt for dem. Jeg kan se, at de begge reagerer på det og bliver utrygge.”
Michaela Sørensen er 30 år gammel. Hendes tidligere partner har i dag et polititilhold mod hende.
Danner giver voldsudsatte kvinder en stemme
Danner bringer de voldsudsatte kvinder og pårørendes fortællinger, fordi vi ønsker at give dem en stemme. Fortællingerne er baseret på deres oplevelser og erfaringer. Alle navne er opdigtede. Danner er bekendt med deres fulde identitet, men har valgt at lade dem være anonyme af hensyn til de involverede.
Fortællingen er en del af ’Red Min Søster’
Denne fortælling var oprindeligt en del af fotokunstudstillingen ’Red Min Søster’.
‘Red Min Søster’ blev til i 2021 som et samarbejde mellem Danner, blomsterkunstner Poppykalas, fotograf Sarah Buthmann og Femina. Teksterne er skrevet af Feminas daværende journalist, Maria Brus.
Voldsoverlevere og kendte medsøstre har medvirket på billeder og i interviews. Projektets mission er at vise, at kvinder, der har været udsat for vold, både er smukke, skrøbelige og kraftfulde. Samtidig viser det visionen om at skabe et samfund, hvor vi sammen stopper vold mod kvinder.
Læs mere
