fbpx

Monumentets sokkelskørt

Et væsentligt aspekt af Kirsten Justesens arbejde med Monument for grevinde Danner har været udformningen af figurens sokkelskørt. Her kædes grevinde Danners livsfaser og den efterfølgende kvindepolitiske historie sammen gennem en tidslinje med tilhørende billed- og tekstelementer. På denne side udfolder vi centrale nedslag i sokkelskørtets fortællinger og symboler. 

Monument for grevinde Danner har ikke en sokkel i klassisk forstand, da skulpturen er placeret direkte på jorden. Sokkel og figur forbindes i stedet af et forlænget skørt, mens en tidslinje markerer den menneskelige proportion. Alle elementerne i sokkelskørtet er enten modellerede, 3D-scannede og -printede eller readymades. På denne side kan du få indblik i nogle af sokkelskørtets essentielle billedfortællinger.

Læs også mere om historien om grevinde Danner eller om tilblivelsen af monumentet. 

Danner bliver balletdanserinde og modehandlerske

Tidslinjen begynder i 1815 med Louise Rasmussens fødsel. Dette er symboliseret på sokkelskørtet med en gengivelse af hendes hånd – 1 af 3 hænder, der optræder på monumentet. De er tro kopier af grevinde Danner, Frederik 7. og Carl Berlings hænder, som er hugget i marmor og findes på Jægerspris Slots Museum. 

I 1826 optages Louise Rasmussen på balletskolen, illustreret med en balletsko. Her møder hun Frederik 7. og Carl Berling, der er repræsenteret i form af de to øvrige hænder. Berlings hånd er placeret over tidslinjens angivelse af fødselsdagen for Danner og Berlings søn d. 5. juni 1841.



En vifte repræsenterer 1800-tallets idealer om elegance og forførelse.

I 1844 åbner Louise Rasmussen en fransk modehandel på Vimmelskaftet i København, hvilket vises med en saks og nålepude.

Danner bliver balletdanserinde og modehandlerske

Gift til kongens venstre hånd​

Som tidslinjen viser, blev Frederik 7. konge i 1848. I 1850 bliver Louise Rasmussen gift til kongens venstre hånd og får titlen lensgrevinde af Danner. Grevindens liv med kongen er illustreret via en række genstande på sokkelskørtet.

En af disse er et jagtgevær, som grevinden får i gave af kongen i 1848 med initialerne LCD for Louise Christine Danner – selvom hun først får sin officielle titel, da parret bliver gift to år efter. Jagt var en sport forbeholdt konge og adel.

På sokkelskørtet ses også en hjort, som er modelleret efter den hjorte-skulptur, der står på pladsen foran Jægerspris Slot. Skulpturen blev bestilt af grevinde Danner og Frederik 7. og blev udført af Adelgunde Vogt, der går for at være Danmarks første kvindelige professionelle billedhugger. Vogt var elev af Bertel Thorvaldsen og er portrætteret på frisen på facaden af Thorvaldsens Museum.

Sokkelskørtet rummer desuden et skakspil. Et af de ældste og mest komplekse strategispil, som gennem tiden er blevet anset som passende royal underholdning, og som også grevinden og kongen fornøjede sig med. På sokkelskørtet er brikkerne placeret i Dronningens gambitåbning. Dette kan tolkes som en reference til grevindens bevidsthed om egen rolle i det politiske og sociale spil, hun blev en del af som kongens hustru.

Gift til kongens venstre hånd

Grevindens hund​

Broholmeren var en favorit blandt både Frederik 7. og grevinde Danner, som ejede flere hunde af denne race. Uanset køn bar kongens hunde altid navnet Tyrk, mens grevindens fik navnet Holger. Parret blev ofte portrætteret sammen med deres hunde.

Derfor indgår en også broholmer i monumentet, der ligger ved figurens fod og har fået en løs tunge som den ene bronzeløve ved indgangen til Rosenborg Slot i København.

Bemærk også poteaftrykket på sokkelskørtet, som er sat af den broholmer, der har været model for udformningen. 

Grevinde Danners hund

Grevinde Danners rejser​

I 1863 dør kong Frederik 7. På sokkelskørtet er hans død symboliseret med et skib – en reference til græsk mytologi, hvor de døde sjæle blev sejlet over floden Styx til dødsriget Hades. Skibet repræsenterer samtidig de mange rejser, grevinde Danner foretog, efter kongens død.

Rejserne er herudover afbildet med en dromedar, som henviser til grevindens rejser til Mellemøsten, og en muslingeskal, der blandt andet er et symbol på pilgrimsfærd.

På sokkelskørtet findes desuden en blomst. Blomsten er genskabt og opskaleret fra grevinde Danners hæfte ”Blomsterminder”, hvor hun gemte pressede blomster. Denne blomst stammer fra Egypten, hvor Carl Berling dør under en fælles rejse, og er i hæftet dateret med hans dødsdag.

Grevinde Danners rejser

Grevindens velgørenhedsarbejde og den efterfølgende kvindepolitiske historie​

Kong Frederik 7. og grevinde Danner er kendt for deres omfattende velgørenhedsarbejde. Sokkelskørtets gengivelse af konvolutter og pen illustrerer bl.a. de mange breve parret modtog fra folket med anmodning om almisser. Nøglen på sokkelskørtet er ligeledes et symbol på grevindens formue, som hun arvede efter kongen, og som hun anvendte til gavn for samfundets svageste.

Grevinde Danner dør i 1874 på en rejse til Italien, men tidslinjen på sokkelskørtet slutter ikke her. Den fortsætter med centrale nedslag i den kvindepolitiske udvikling, som fulgte efter grevindens død, eksempelvis indførelsen af stemmeret for kvinder i Danmark i 1915 – også repræsenteret af konvolutterne og pennen – og rødstrømpebevægelsens indtog i 1970. 

I 1979 besatte 300 kvinder Dannerhuset, som grevinden havde ladet bygget til fattige fruentimmere af arbejderklassen til fribolig, for at redde huset fra nedrivning. Kvindernes indsamling af midler til at købe huset er illustreret med en raslebøsse, mens den efterfølgende renovering af huset, som kvinderne egenhændigt forestod, er gengivet i form af en kost samt udsagnet ”Kvinder bygger for kvinder”. Til denne del af fortællingen hører også en liste over en række af de feministiske grupper, som var aktive i 1970’erne.

I 1980 etableres Danner som kvinde- og krisecenter, markeret af Danners logo med de ikoniske kvindekamptegn, som stadig er malet på vinduerne i Dannerhuset.

Grevindens velgørenhedsarbejde og den efterfølgende kvindepolitiske historie

Afskaffelse af vold mod kvinder​

Tidslinjen på sokkelskørtet slutter i 2000, hvor FN vedtager den 25. november som en årlig international mærkedag for afskaffelse af vold mod kvinder. Datoen blev valgt til minde om de 3 søstre Mirabal fra den Dominikanske Republik, som på grund af deres modstand mod den siddende diktator Rafael Trujillo blev dræbt den 25. november 1960. Søstrene gik under navnet ”Las Mariposas” – sommerfuglene – og derfor er 3 sommerfugle afbilledet på sokkelskørtet. De 3 søstre er blevet et symbol på kvinders modstand mod reaktionære kønspolitiske normer.

Afskaffelse af vold mod kvinder

Dokumentet i figurens hånd​

I højre hånd holder monumentets figur et dokument, som repræsenterer 3 afgørende dokumenter knyttet til grevindens liv og eftermæle.

Det første dokument er testamentet, der etablerede stiftelsen bag børnehjemmet i Jægerspris: “Kong Frederik den Syvendes Stiftelse for hjælpeløse og forladte Pigebørn, især af Almuen”. 

Det andet dokument er testamentet, der iværksatte opførelsen af Dannerhuset: “Kong Frederik den Syvendes Stiftelse for fattige Fruentimmer af Arbejderklassen”.

Det tredje dokument er Danmarks første grundlov, som Frederik 7. underskrev den 5. juni 1849. Det fortælles, at grevinde Danner spillede en vigtig rolle i at motivere kongen til at underskrive grundloven. Datoen menes heller ikke at være tilfældigt valgt, da det var fødselsdagen for grevinden og Carl Berlings bortadopterede søn. 

Dokumentet i figurens hånd

Krans af husholdningsemballage​

Sokkelskørtets bund er afsluttet med en krans af husholdningsemballage, som er støbt efter readymades. Kransen kan ses som en reference til grevindens opvækst som uægte datter af en vaskekone. Men med kransen trækker Kirsten Justesen også paralleller til nutidens kvindeliv og den kvindelige erfaringsverden. Hvor mange kvinder kan instinktivt genkende husholdningsemballagerne på deres form? Netop husholdningsgenstande er et tilbagevendende motiv i Kirsten Justesens kunstneriske arbejde, og med disse sætter hun spørgsmålstegn ved nutidens ligestilling.

Over husholdningsemballagerne ses en frise med relief-tapet fra 1800-tallet. Dette har både funktion som ornament og reference til renoveringen af Jægerspris Slot, som grevinden fik indrettet efter tidens højeste mode.

Krans af husholdningsemballage

Bemærk også:

  • Tekstcitaterne, hvoraf nogle er udtalt om eller af grevinde Danner, mens andre er klassiske kvindepolitiske slogans.
  • De mange tommelfingeraftryk, som før støbningen er sat på sokkeskørtet i det våde ler af personer, der på forskellig vis har bidraget direkte til tilblivelsen af monumentet, heriblandt børnehjemspiger fra børnehjemmet i Jægerspris, historikere og Rødstrømper.
  • Venindebogen på monumentets sokkelskørt, der noterer grevinde Danners foretrukne musik, litteratur, farve mm. Venindebogen er en konstruktion baseret på research om grevinden.
  • Den direkte afstøbning af grevindens våbenskjold fra gitteret til hendes grav på Jægerspris Slot. I våbenskjoldet indgår en løve og en broholmer samt hendes ordsprog ”Troskab er min ære”. Våbenskjoldet, som hun blev tildelt, var ledigt efter en uddød adelsslægt ved navn Frille. Endnu en fornærmelse af grevinden.
  • Sokkelskørtets afbildning af en blomsterkrans, der er et kulturhistorisk symbol på evighed, udødelighed og minder, der aldrig falmer.
  • Dukken på sokkelskørtet, som er en 3D-scannet og -printet gengivelse af grevinde Danners dukke udstillet på Jægerspris Slots Museum. Når kongen og grevindens bryllupsdag årligt fejres på børnehjemmet i Jægerspris, får en pige fra hver afdeling lov til at holde dukken.

Læs mere

Til november rejses et monument for grevinde Danner, som er skabt af...
Louise Christine Rasmussen kom fra trange kår, men endte alligevel med at...
I efteråret 2024 hyldes grevinde Danner med et monument ved søerne i...