Kvindedrab kan forebygges – en samlet handleplan skal forpligte alle aktører

Der eksisterer i dag ikke en samlet plan for, hvordan myndighederne forebygger partnerdrab i Danmark. Dette til trods for, at omfanget har ligget stabilt de seneste 25 år. Danner opridser her, hvad en handleplan mod partnerdrab bør indeholde.
5. januar 2022

De seneste to år har Danner med sin #STOPKVINDEDRAB-kampagne sat fokus på behovet for at stoppe kvindedrab i Danmark. 

Hvert år bliver omkring 12 kvinder dræbt af deres (eks)partner i Danmark. Sådan har det været de seneste 25 år. På de danske krisecentre har over halvdelen af kvinderne oplevet at få taget kvælertag af deres partner – altså drabsforsøg. 

Det er muligt at forebygge mange partnerdrab. Vi skal gøre op med myten om, at disse drab sker i affekt. Oftest er de planlagt og kan derfor ofte forebygges med den rette viden og handling. Forskning viser, at der oftest går psykisk vold forud for et partnerdrab. Vold i nære relationer udvikler sig over tid, bliver gradvist hyppigere og voldsommere og kan ultimativt føre til drab. I langt de fleste tilfælde har der været advarselslamper forud for et partnerdrab, som myndigheder kunne handle på. 

En samlet plan, der forpligter myndigheder til at gøre alt for at forebygge partnerdrab, er derfor helt central. 50.000 danskere har allerede skrevet under på Danners underskriftsindsamling for at stoppe kvindedrabene og for, at en ambitiøs handleplan skal føres ud i livet.

En handleplan bør som minimum: 

1)    Sikre at danske myndigheder har viden om voldens karakter og dynamik 
Den britiske kriminolog Jane Monckton Smith har kortlagt otte trin, der går forud for kvindedrab i England. Hendes forskning viser, at partnerdrab sjældent sker i affekt. Den viden og anden international viden kan vi drage nytte af herhjemme. Alt for mange voldsudsatte kvinder møder et offentligt system, der ikke forstår det høje trusselsniveau, som partnervold medfører – også selvom parforholdet er slut. Der er bl.a. behov for undervisning af frontpersonale (politi, jobcenter, sundhedsplejerske, skolen osv.), så de ved, hvordan de skal spørge ind til blå mærker, frygt og konflikter for at kunne hjælpe.  

2)    Sikre at myndigheder og andre aktører opsporer volden tidligere
Voldsudsatte skal opspores langt tidligere. De skal have hjælp langt tidligere, end når en kvinde flytter på krisecenter, eller politiet kaldes ud til ’husspektakler’. Kommuner, regioner, politi og krisecentre skal bidrage til opsporingsarbejdet og sætte ind ved første mistanke. Vicepolitiinspektør Søren Rye har undersøgt et stort antal partnerdrabssager, og ifølge en artikel i Politiken peger han på, at politiet i næsten hver fjerde sag har været i kontakt med parret forud for drabet. Al frontpersonale, som er i berøring med voldsudsatte, skal vide, hvordan de spotter og handler på en mistanke om farlig vold.  

3)    Forpligte myndigheder til at samarbejde på tværs
Myndigheder skal dele viden med hinanden, så volden ikke går under radaren. Derfor bør der etableres et forpligtende tværsektorielt samarbejde på tværs af kommuner, det (voldsfaglige) lokale krisecenter, regioner og politiet. Myndigheder skal kunne dele viden med hinanden, så volden spores. Dette vil kunne bidrage til en systematisk opsporing af voldsudsatte og -udøvere på alle kommunens arenaer, så en tidlig indsats hjælper den voldsudsatte og hendes børn med at få hjælp hurtigst muligt og sætter ind over for voldudøveren, før volden bliver farlig.

4)    Sætte faste rammer og forpligtelser, som myndigheder skal opfylde for at forebygge partnerdrab
Myndighederne har allerede en række forpligtelser i forhold til at hjælpe og opspore voldsudsatte. Det er dog Danners erfaring, at disse bliver implementeret i forskellig grad. Alt for mange voldsudsatte kvinder føler sig ikke mødt eller anerkendt, når de søger hjælp hos myndighederne. Med de nye specialteams har politiet taget et stort skridt for at sikre, at dette ikke sker. Men kommunerne og sundhedsvæsenet skal også være med. Der er behov for skærpede forpligtelser, som de forskellige myndigheder skal efterleve, hvis der har mistanke om farlig vold. Der skal samles op og sikres, at den udsatte får tilbud om den nødvendige hjælp.

5)    Sikre indsatser, der stopper volden tidligere
Hvis vi skal forebygge partnerdrab og kvindedrab, skal vi forebygge vold i nære relationer. Ikke alle har brug for eller mulighed for at komme på krisecenter, selvom de lever med et højt trusselsniveau, men de har brug for hjælp. Derfor tilbyder Danner og andre organisationer ambulant rådgivning til voldsudsatte og voldsudøvere. Vi har ikke plads til at hjælpe alle dem, som efterspørger hjælpen - derfor skal den ambulante rådgivning på voldsområdet gøres landsdækkende og skrives ind i Serviceloven, så alle får ret til den nødvendige hjælp. Lovsikret ambulant rådgivning vil også medvirke til, at myndigheder har et sted at henvise den voldsudsatte familie. Rådgivning og behandling skal også gælde børn. Alle indsatser for voldsudsatte børn skal betragtes som forebyggelse. 
Voldsudøvere bør også kunne få hjælp med det samme. Enten i form af rådgivning eller behandling.

6)    Oplysning om sexisme og risikoadfærd kan forebygge vold
Vi ved fra andre områder som mobning og alkoholmisbrug, at med bred viden i befolkningen og hjælpeinstanser, kan vi nedbringe antallet af borgere, som er udsatte. På samme måde skal vi for at forebygge vold og ultimativt partnerdrab skabe en grobund for at bekæmpe sexisme og risikoadfærd. Via oplysning til særligt unge, skal vi fremme respektfulde og ligeværdige relationer. Vi skal give handlingsanvisninger, så ingen er i tvivl om hvem, der kan hjælpe.


I Danners optik hænger partnerdrab og partnervold uløseligt sammen. Derfor mener Danner, at en handleplan mod partnerdrab bør hænge tæt sammen med en national handlingsplan mod vold i nære relationer.