fbpx

Ring til en rådgiver

Du kan ringe til Danners døgnåbne telefonrådgivning døgnet rundt, alle ugens dage, uanset hvor i landet, du bor. Vi hjælper, uanset om du er voldsudsat eller pårørende til en voldsudsat. Rådgivningen er gratis, og du kan være anonym. 

Lever du i vold? Er du i tvivl om, hvorvidt det, du oplever, er vold? Eller kender du en, der er udsat for vold? Så kan du altid kontakte vores telefoniske rådgivning på tlf. 33 33 00 47. 

Vær dog opmærksom på, at vores telefon er en rådgivningstelefon. Er du i akut fare, skal du ringe til alarmcentralen på 112! 

Danners landsdækkende telefonrådgivning er et døgnåbent fortroligt rådgivningstilbud. Her kan du som voldsudsat kvinde eller pårørende få hjælp og rådgivning.  

Det kan være, du har brug for en afklarende samtale om det, du er i tvivl om. Eller at du har brug for hjælp til at tage det første skridt til at bryde med volden. Det kan også være, du har brug for at få basal krisehjælp eller hjælp til at få overblik over din situation og dine handlemuligheder. Måske har du brug for at komme på krisecenter, blive visiteret til et ambulant rådgivningsforløb, hvor du kan blive boende hjemme eller blive henvist til andre relevante tilbud.   

Når du ringer til os, er det en af vores grundigt oplærte frivillige rådgivere, der tager telefonen. Du møder en venlig, omsorgsfuld og kompetent person. Og med udgangspunkt i netop din situation kan I tale om, hvordan du bedst kan blive hjulpet videre.  

Fortrolighed, underretning og anonymitet

I Danner har vi tavshedspligt, og samtalen er fortrolig. Det vil sige, at vi ikke deler informationerne uden for Danner. 

Vi har dog underretningspligt. Det betyder, at vi har pligt til at underrette myndighederne, hvis der i løbet af samtalen opstår bekymring for dine eventuelle børn. Det gælder kun tilfælde, hvor vi kender din identitet, fordi du selv oplyser den.  

Hvis du, eller en kvinde, du kender, bliver henvist til interne rådgivningstilbud i Danner, fx hos en af vores socialrådgivere, til vores rådgivningscenter eller der bliver truffet en afgørelse om ophold på vores krisecenter, opbevarer Danners Åbne Rådgivning navn, telefonnummer og eventuelt notat om henvendelsen i op til et år. Telefonnumrene og henvendelsens karakter slettes for det samlede kalenderår systematisk i forbindelse med årsskiftet.  

Læs mere om, hvordan vi passer på dine oplysninger her. 

Sådan kan du være anonym

Læs dette grundigt, hvis du ønsker at være anonym. 
 
Dit telefonnummer er synligt på den telefon, du ringer til. Du kan dog selv skjule dit nummer, hver gang du ringer til os, eller permanent: 

Sådan skjuler du dit nummer ved et enkelt opkald: 

Mobil: tast #31# foran telefonnummeret 
Fast telefon: tast *31* foran telefonnummret 

Sådan skjuler du dit nummer permanent:

  • iPhone: Gå i ’Indstillinger’ – tryk på ‘Telefon’ – tryk på ‘Vis nummer’ 
  • Android: Gå i ’Indstillinger’ – tryk på ‘Opkald’ – tryk på ‘Yderligere indstillinger’ – tryk på ‘Opkalds-ID’ – tryk på ‘Vis nummer’ – tryk ’Skjul mit nummer’ 

Du kan også slette dine digitale spor via DR’s guide her. 

Danners åbne rådgivning er akkrediteret

Danners åbne rådgivning er akkrediteret af RådgivningsDanmark. Det betyder, at rådgivningen lever op til en særlig kvalitetsstandard for sociale rådgivningstilbud.  

Læs mere

‘Sig det til nogen’ er et gratis forløb for kvinder og pårørende...
Vi giver voldsudsatte kvinder og deres pårørende en stemme. For vi ønsker...
Du kan få hjælp og rådgivning på Danners chat to gange om...