Sig det til nogen
‘Sig det til nogen’ er et gratis forløb for kvinder og pårørende til kvinder, der lever med psykisk vold, fysisk vold eller andre former for vold i nære relationer.
Føler du dig utryg i dit parforhold? Bestemmer han, hvem du ses med? Oplever du, at han vil kontrollere dig, også selvom jeres forhold er slut? Vold og kontrol i nære relationer har mange udtryk, derfor kan det være en god idé at få hjælp til at bryde med volden.
'Sig det til nogen' findes i flere byer
Forløbene er varetaget af krisecentre fem steder i landet; København, Ringsted, Randers, Kolding, og Holstebro.
Tilbuddet er funderet på mangeårig erfaring og faglig viden om vold. Du deltager i forløbet, mens du stadig bor derhjemme og din hverdag kan derfor fortsætte, som den plejer.
I ‘Sig det til nogen’ tilbydes individuel voldsfaglig rådgivning, psykologsamtaler og gruppeforløb. Alle varetages af specialiserede rådgivere og psykologer.