fbpx

Svært at se en national indsats mod partnervold uden Lev Uden Vold 

Den nye regering vil igangsætte en national indsats mod partnervold og partnerdrab. Lev Uden Vold kan som national enhed spille en vigtig rolle i det arbejde. Derfor bør regering og Folketing fremtidssikre Lev Uden Volds finansiering. 

Af Mette Marie Yde, direktør i Danner; Jesper Rønn-Simonsen, direktør i Dialog mod vold, Laura Kirch Kirkegaard, direktør i LOKK; Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen, Jacob Astrup, direktør i Mandecentret. Debatindlægget er bragt i Altinget den 30. januar. 

Inden sommerferien kom den tidligere regering med sit udspil til en handlingsplan mod partnervold og partnerdrab. Planen indeholdt en række ambitiøse initiativer. 

Den nye regering har fulgt trop og vil igangsætte en national indsats mod partnervold og partnerdrab, hvor fokus blandt andet er på holdningsændring til volden, nye redskaber hos myndigheder, bedre samarbejde og en systematisk opfølgning på partnerdrab. 

Det fortjener alt sammen stor ros. 

Men det vi ser som en af krumtapperne i Danmarks indsats mod partnervold og partnerdrab – den nationale enhed mod vold i nære relationer – er fortsat finansieret med midlertidige midler, som var Lev Uden Vold stadig en forsøgsordning. 

I sommeren 2024 udløber Lev Uden Vold nuværende finansiering. Det hænger ikke sammen med de nationale ambitioner om at forebygge og stoppe vold i nære relationer på lang sigt. Sagt med andre ord: Der er behov for en permanent løsning på Lev Uden Volds finansiering. 

Der er brug for Lev Uden Vold 

I 2017 afsatte den daværende regering satspuljemidler til en national enhed mod vold i nære relationer. Formålet var klart: Enheden skulle arbejde for en samlet indsats på tværs af målgrupper og tilbud og understøtte hele sektoren med viden og voldsfaglighed. 

Det har Lev Uden Vold gjort ved at løfte den socialfaglige rådgivning om vold i nære relationer, tilvejebringe ny viden og skabe mere dialog og tættere samarbejde på tværs af aktører. 

Som organisationer, der hver dag møder voldsudsatte og voldsudøvere, stiftede vores fem organisationer i fællesskab Lev Uden Vold, fordi så vi et stort og udækket behov for en national samlende indsats på voldsområdet. 

Gennem de sidste fem år er det blevet cementeret, at behovet er reelt og fortsat vil være det. Og ikke nok med det: Behovet vil kun vokse, når Danmark de kommende år skal løfte ambitionsniveauet i en national indsats mod partnervold og partnerdrab, sådan som regeringsgrundlaget lægger op til. 

For os er det vanskeligt at se en ambitiøs national indsats mod partnervold og partnerdrab uden Lev Uden Vold.  

Viden er med til at sætte vold på dagsordenen 

Som nævnt, så risikerer Lev Uden Vold fra sommeren 2024 at stå uden statslig finansiering. Det vil betyde, at vi som samfund mister vigtige bidrag til den samlede indsats mod vold i nære relationer.  

Lev Uden Volds videns- og netværksarbejde er med til at skabe øget politisk og fagligt fokus på voldens mange ansigter og udfordringer. 

Lev Uden Vold indsamler og formidler højtkvalificeret viden om voldsudsatte og voldsudøvere til gavn for civilsamfundet, myndigheder og fagpersoner i offentlige tilbud. Vidensarbejdet bidrager også til at sætte vold på den offentlige dagsorden og kvalificere beslutninger på både national- og kommunalpolitisk niveau. 

Lev Uden Vold varetager også den nationale hotline om vold i nære relationer, som er et døgnbemandet og anonymt rådgivningstilbud til både voldsudsatte, udøvere, pårørende og fagpersoner. Hotlinen sikrer i dag, at der er én indgang, og hotlinen har den nødvendige viden om ambulante hjælpetilbud og overblik over ledige krisecenterpladser på tværs af hele landet.  

Hotline og vidensarbejdet hænger tæt sammen: Rådgivning styrkes af Lev Uden Volds vidensarbejde og samarbejde med organisationer på området, mens vidensproduktionen og formidlingen omvendt næres af hotlinens direkte kontakt med målgrupperne. 

Det må vi ikke risikere at miste, da det i sidste ende vil være de voldsudsatte, som betaler prisen.      

Vigtige politiske forhandlinger venter forude 

Nu venter vigtige politiske forhandlinger om den nationale indsats – og ikke mindst økonomien bag. Her mener vi, at en varig finansiering af Lev Uden Vold må stå som et centralt element, når vi som samfund skal hjælpe flere mennesker til et liv uden vold. 

Den nuværende finansiering over SSA-reserven er kortsigtet og uholdbar, og den er en hindring for Lev Uden Volds planlægning og vigtige arbejde i det lange perspektiv. 

Som voldsfaglige organisationer og stifterne bag Lev Uden Vold, har vi en klar appel til den nye regering og det nye Folketing: En helhedsorienteret og ambitiøs indsats mod vold i nære relationer kræver, at Danmark på permanent basis har en national enhed. 

Læs mere

Voldsudsatte kvinder må fortsat kigge langt efter hjælp uden for krisecentrene. Det...
I dag udkommer antologien ‘Partnervold og partnerdrab – Samfundets blinde vinkel’, som...
Verden over har næsten hver tredje kvinde været udsat for vold eller...