Regeringens handlingsplan mod partnervold og partnerdrab er ikke ambitiøs nok. Vi skal forpligte myndighederne på at dele viden med hinanden, når der er mistanke om partnervold og vi skal nedsætte en kommission, der kan hjælpe dem i gang, skriver Mette Marie Yde, direktør i Danner.
At der mangler samarbejde og vidensdeling mellem myndigheder er ’old news’.
Nyt er det til gengæld, at vi nu har hårde tal for, hvad det kan betyde, når det gælder partnerdrab. Lørdag lancerede Politiken sin partnerdrabsdatabase, og søndag kunne avisen vise, at en tredjedel af de dræbte de seneste fem år har haft kontakt med myndighederne forud for drabet.
I flere af de sager, som avisen lægger frem, tyder meget på, at et bedre myndighedssamarbejde kunne have reddet liv.
Dét bør give anledning til øjeblikkelig handling hos både politikerne og de ansvarlige myndigheder. For partnerdrab er den største enkeltstående drabstype i Danmark. Og det er på trods af, at de fleste partnerdrab kan forebygges.
Pligt til at forbinde prikkerne
Myndighederne sidder ofte med hver deres unikke kendskab til voldsudsatte kvinder og børn: Politiet, kommunernes børne- og familieafdelinger, skolerne, børnehaverne, vuggestuerne, sundhedsplejerskerne, jordemødrene, de praktiserende læger og akutafdelingerne på hospitalerne kan hver især have spottet en sikkerhedsrisiko hos en kvinde eller et barn.
Men ofte er det først, når myndighederne deler deres mistanke eller bekymring med hinanden, at det samlede billede viser sig. Som i en klassisk prik-til-prik-tegning skal der være nogen, der ‘forbinder prikkerne’.
Da regeringen, med Trine Bramsen i spidsen, i juni lancerede sin Handlingsplan mod partnervold og partnerdrab, var vi i Danner derfor begejstrede. For ud over at anerkende den kønnede vold som et samfundsproblem, lagde handlingsplanen nemlig op til at styrke koordinering og samarbejde på tværs af myndigheder.
Det er en god start, men når det handler om menneskers sikkerhed, bør ambitionerne være højere.
Derfor mener Danner, at relevante myndigheder skal forpligtes til at dele viden med hinanden, når der er mistanke om partnervold. Det gælder både i familier med og uden børn.
Et formaliseret samarbejde mellem statslige, regionale, kommunale og civilsamfundsaktører – i stil med PSP-samarbejdet, hvor politi, sociale myndigheder og psykiatrien samarbejder om socialt udsatte borgere – vil kunne sikre tidligere opsporing og mere koordineret hjælp til voldsudsatte kvinder og børn.
Kommission skal hjælpe myndighederne
Vidensdeling og samarbejde kan imidlertid ikke stå alene. Det er afgørende, at myndighederne – når de deler deres viden med hinanden – også kan identificere og forstå de relevante mønstre og kendetegn, som kan indikere, at en kvinde eller et barn er i fare.
Folketinget bør derfor nedsætte en egentlig partnerdrabskommission, som skal analysere og lære af de drab, der er begået.
Kommissionens arbejde vil gøre det muligt at få øje på de sammenhænge, som kan hjælpe myndighederne med at tilrettelægge deres praksis i forhold til voldsudsatte kvinder og børn. Både i Sverige og i Norge har man allerede taget lignende skridt.
Lad os følge i vores nabolandes spor – det kan redde liv.
