Anne: Min læge sagde, at min mand lyder som en psykopat
2 ting, der ikke hang sammen i Annes hoved, var ‘psykopat’ og ’din mand’. Men både hendes læge, hendes søster og hendes mor var enige. Så hun valgte at lytte til dem. I dag erkender hun, at det havde set sort ud uden et ophold på Danners krisecenter. Læs hendes historie her.
Intro
Det var en tid med fortvivlelse, kaos og modstridende følelser. Anne havde i længere tid haft det skidt med sig selv og i sit forhold. Hun var en skygge af den udadvendte kvinde, hun plejede at være. Hun var usikker på, om hun skulle blive sammen med sin mand. Og så var hun gravid.
Efter kraftige opfordringer fra sin mor opsøgte hun sin læge. Da hun fortalte, hvordan tingene hang sammen derhjemme, var lægen ikke i tvivl: ”Din mand lyder som en psykopat.”
Han opsatte alle mulige regler og tog kontrollen.
Anne var rystet. Men hendes mor, der også er læge, sagde det samme. Det lød absurd i Annes ører, at nogen koblede ordene ’psykopat’ og ’din mand’. Men hun tog imod lægens opfordring om at ringe til Danner.
”Min mand var jo ’the one’. Han havde fejet benene væk under mig. Men han opsatte også alle mulige regler og tog kontrollen. Jeg var blevet skilt en gang før. Så jeg kæmpede for, at det ikke skulle ske igen. Jeg ville ikke være hende den mislykkede. Men jo mere jeg prøvede at holde sammen på vores forhold, jo mere absurd blev det,” fortæller Anne og sætter dermed ord på, hvordan den psykiske vold udspillede sig i hendes parforhold.
Et stjernepar
Hendes mand Tom ville gerne opretholde en fortælling om, at de var en del af eliten. De så ikke fjernsyn, brugte ikke sociale medier og hørte ikke popmusik. I stedet læste de klassiske romaner og faglitteratur.
Anne er selv forsker og har en ph.d. Derfor var det ikke så fremmed at dyrke den intellektuelle side.
”Vi var et stjernepar. Vi var begge succesfulde akademikere. Jeg var den udadvendte og snaksalige med en boblende personlighed. Jeg tror, han var tiltrukket af det her glade, smilende menneske. For sådan var han egentlig ikke selv. Og først for sent indså jeg, at han sugede mig tør for lige præcis dét,” fortæller Anne.
Han kunne blive virkelig vred.
”Han kunne finde på at sige til mig, at jeg skulle anstrenge mig. Det var meget ukonkret. Hvis jeg gjorde mig umage, så var det på en forkert måde. Han kunne blive virkelig vred. Hvis jeg lavede mad og havde gang i alt muligt på køkkenbordet, så var jeg en klam kok. Han var så overbevisende i sin vrede, at jeg troede på det, han sagde.”
Tom overbeviste hende om, at hun var kluntet i køkkenet. Hun måtte derfor ikke bruge knive. Det blev pakket ind i en fortælling om, at det var af hensyn til hende selv. En fortælling, som Anne begyndte at tro på.
Popmusik i badet
Toms kontrol og dominans antog mange former i deres forhold. Hun var egoistisk, når hun ville se sine venner, mente han. Og han kunne finde på at kalde hende øgenavne, som var navne på fiktive personer med usympatiske træk.
En dag havde Anne sneget sig til at høre popmusik ude i badet, selvom de jo ikke hørte popmusik.
”Han flåede døren op, mens jeg stod nøgen under bruseren, og kiggede på mig med et iskoldt blik. Min krop krympede. Ikke fordi jeg var bange for, at han ville slå mig. Men fordi jeg vidste, der ville være en kulde i stuen, når jeg kom ud,” siger Anne.
Lod som om alt var godt
Da Anne blev gravid, syntes hun, deres forhold kørte virkelig dårligt. På arbejdet kunne hun godt lade som om, hun var glad. Men det var skuespil. Hun havde det elendigt.
Jeg sagde, at vi var nødt til at tænke over, om vi skulle gå fra hinanden.
”Jeg sagde, at vi var nødt til at tænke over, om vi skulle gå fra hinanden. For hvis vi skulle det, så var det nu, inden den lille kom. Ellers skulle vi arbejde for at få et bedre forhold. Og det var jeg indstillet på, at vi skulle,” fortæller Anne.
Tom reagerede med vrede. Han inddrog Annes forældre og bebrejdede dem for at have opdraget Anne dårligt. Og han truede dem med, at de ikke måtte se deres kommende barnebarn.
Dagene var helt tågede
”Min mor opfordrede mig til at tage en time out fra ham. Jeg følte mig splittet og stod alene. Jeg prøvede stadig at opretholde en facade. En illusion om, at vi havde et godt forhold. Dagene omkring bruddet er helt tågede for mig. Jeg kan huske, at jeg ringede til et nummer, hvor tallene stod med lyserødt. Jeg spurgte, om det ville være frihedsberøvelse af vores ufødte barn, hvis jeg tog hjem til mine forældre i nogle dage,” fortæller Anne.
Jeg var rystet, da min læge sagde, at min mand lød som en psykopat og opfordrede mig til at ringe til Danner.
”Jeg søgte hjælp hos lægen for at få en henvisning til en psykolog. Og jeg var rystet, da min læge sagde, at min mand lød som en psykopat og opfordrede mig til at ringe til Danner. Min mor, der også er læge, sagde det samme. Det var helt absurd. Men jeg ringede til Danner. De havde helt ekstraordinært et ledigt værelse og bad mig komme ind til en visitationssamtale. Min mor stod ved siden af mig og pressede på, da vi kom derind.”
Krisecenteret var ligefrem hyggeligt
Danners krisecenter levede slet ikke op til Annes fordomme. Her var både hyggeligt, hjertevarmt og pyntet pænt op til jul. Julestemningen var med til at gøre den kaotiske tid omkring indflytningen nemmere.
Jeg kan huske, at der var stearinlys.
”Jeg kan huske, at der var stearinlys. Masser af stearinlys. Jeg flyttede ind på en tirsdag i december. Selvom jeg kun var kommet, fordi min mor syntes, vi bare skulle ”kigge lidt”. Varmen, omsorgen og den kærlighed, jeg mødte med det samme, betød utroligt meget. Kvinden, som jeg mødte på Danner, sagde, at vi jo lige kunne gå op og kigge på værelset. Da jeg så, at der var en køjeseng, spurgte jeg, om min mor kunne sove der de første nætter. Det var helt i orden. Så uden at jeg egentlig havde forberedt mig på det, flyttede jeg ind,” fortæller Anne.
Krisecenter ikke noget for mig
Som de fleste andre syntes hun ellers ikke, at et krisecenter var noget for hende. Hun var jo ressourcestærk, så hun skulle vel ikke tage pladsen fra en, der var mere trængende.
”Jeg brugte den første uge på at forstå, hvem det var, jeg så, når jeg kiggede mig i spejlet. Hvordan var jeg havnet her? Jeg plejede at være udadvendt og glad. Nu var jeg noget helt andet. Jeg kunne slet ikke overskue de andre kvinder på min etage. Jeg spiste mikroovnsmad, som kunne tilberedes inde i min egen lejlighed, så jeg ikke behøvede at blive konfronteret med dem og deres historier. Jeg var gravid i 8. måned og havde rigeligt at gøre med at konfrontere mig selv,” fortæller Anne.
I dag, et år efter, er hun ikke er i tvivl om, at det var rigtigt for hende at flytte på krisecenter. Og når det nu skulle være i julemåneden, var det faktisk afgørende, at Danner havde pyntet hyggeligt op til jul.
Et neutralt sted
”Det er noget af det bedste, der er sket for mig. Det siger mine forældre også. De er så uendeligt taknemmelige for, at jeg kom herind. Jeg havde været så bange for at fortælle dem om, hvad der foregik. Jeg havde holdt en facade oppe og ladet som om, vi var et lykkeligt par med et barn på vej. De vidste jo godt, at den var gal. Men jeg lukkede dem ikke ind,” siger Anne.
I Danners åbne rådgivning kan man som beboer på krisecenteret komme hele døgnet. Her kan du tale med de frivillige eller ansatte, som passer telefonen. Og den mulighed var Anne rigtig glad for.
De spurgte bare ind til, hvordan jeg havde det og gav mig et kram.
”Det var et neutralt sted at komme. Ingen krævede noget af mig. De havde ingen forventninger om, at jeg skulle tage stilling til noget i mit liv. Hverken dagen efter eller ugen efter. De spurgte bare ind til, hvordan jeg havde det og gav mig et kram. Mine forældre var allerede i gang med at spørge, om jeg ville skilles og om alle mulige praktiske ting, som jeg slet ikke kunne overskue. Så det var rart at kunne sige til dem, at jeg inde på Danner havde fået at vide, at det var ok ikke at have nogen svar.”
Fik hilsen fra kendis på Instagram
Efter en uges tid på Danner kiggede Anne på sin Instagram. Det var hendes søster, der havde installeret appen på Annes telefon. For hun ville ikke finde sig i, at Annes mand havde forbudt hende at bruge tid på ”den slags”.
På Instagram kunne hun se, at den kendte boligstylist Mette Helena Rasmussen nævnte Danner og beskrev julen på krisecenteret. Hun skrev, at det havde været hyggeligt med gran, gaver og nisser. Og hun skrev, at hun tænkte på kvinderne, der boede på Danner lige nu. For hun havde selv boet der et år tidligere.
Hun talte til noget i mig.
”Jeg blev overrasket over, at sådan en som hende havde boet på Danner. Hun talte til noget i mig. Så jeg skrev til hende og sagde tak for hendes hilsen. Og jeg blev glad, da hun skrev tilbage til mig. Det kan virke som en lille ting. Men lige dér havde det stor betydning, at der var søde mennesker derude et sted, der tænkte på mig,” fortæller Anne.
Er ved at genfinde sit kompas
Efter godt 4 måneder på Danner er Anne nu flyttet i lejlighed med sin lille datter. Og opholdet på Danners krisecenter er noget af det bedste, der er sket for hende. Hun har fået afklaring på, hvorfor hendes forhold udviklede sig, som det gjorde. Og hun er blevet bekræftet i, at hun skulle have professionel hjælp til at komme ud af forholdet og på benene igen.
Nu går hun i Danners efterværnsgruppe, hvor hun mødes med andre kvinder, som har boet på Danners krisecenter. Sammen er de på vej til at genfinde deres kompas for, hvad de står for, og hvordan de gerne vil leve deres liv.
Danner giver voldsudsatte kvinder en stemme
Danner bringer de voldsudsatte kvinder og pårørendes fortællinger, fordi vi ønsker at give dem en stemme. Fortællingerne er baseret på deres oplevelser og erfaringer. Alle navne er opdigtede. Danner er bekendt med deres fulde identitet, men har valgt at lade dem være anonyme af hensyn til de involverede.
Læs mere
