Iben: Jo mere man bøjer sig, jo mere sammenkrøllet bliver man
Der var altid en uhåndgribelig uro i huset, når Ibens daværende mand var hjemme. Men der gik mange år, før hun blev klar over, at han kontrollerede hende med sine uforudsigelige vredesudbrud og vanvittige krav. Her på den anden side af volden øver hun sig stadig i at være tro mod sig selv – ikke mindst af hensyn til sine børn.
Intro
Da Iben mødte Peter, var hun et sted i sit liv, hvor hun ledte efter noget seriøst. Hun havde flere korte forhold bag sig, og nu ville hun virkelig gerne finde ham, der skulle være far til hendes børn. Og hun var indstillet på at være realistisk og rummelig.
”Jeg var indstillet på at sluge nogle kameler. Men de kameler, jeg kom til at sluge, havde jeg slet ikke forestillet mig,” fortæller Iben.
Jeg forsøgte at overbevise dem om, at jeg var lykkelig
”Han var en ener. En sjov opfinder. Og han kunne være fascinerende at være sammen med. Vi blev gift efter at have kendt hinanden i halvandet år og fik hus med stor have. Mine veninder syntes, vores forhold var ideelt. Jeg gav dem i hvert fald ikke mulighed for at sige, at han var skodagtig. Jeg fortalte om alle de gode ting og forsøgte at overbevise dem om, at jeg var lykkelig. De bump, vi havde i forholdet, tænke jeg var ok. Alle har jo noget at slås med. Jeg fik for eksempel lavet en fortælling om, at man godt kan have et ægteskab uden sex.”
Hans vrede og krav var uforudsigelige
Der var altid en uhåndgribelig uro i huset, når Ibens mand var hjemme. Han fik vredesudbrud, der virkede uforudsigelige. Og han stillede mange forskellige krav uden logisk forklaring.
”Jeg har bagefter konstateret, at jeg altid var i bevægelse, når han var i nærheden. Jeg vaskede op, gjorde rent, vaskede tøj, gik rundt med et barn på armen. Jeg sad aldrig ned og nød en kop kaffe eller en serie på Netflix. Han sagde aldrig grimme ord, men han brugte vredesudbrud eller subtil kritik. For eksempel mente han, at jeg var egoistisk og en dårlig mor, hvis jeg så tv-serier,” siger Iben.
Børnene lærte, at det hele handlede om fars behov
Egentlig var Iben og hendes mand næsten aldrig sammen som par. Hun havde ofte nogle krævende arbejdsdage med svære samtaler på jobbet og var træt, når hun kom hjem. Og når de havde spist aftensmad, gik Peter ud i sit atelier. Hvis børnene ville ham noget, skulle det foregå derude.
”Hvis jeg gerne ville være sammen med ham, så skulle jeg lave om på mig selv. Hvis vi skulle have en hyggelig weekendtur i skoven, skulle jeg allerede begynde at være helt stille og usynlig om onsdagen. På den måde kunne jeg prøve at sørge for, at han ikke havde grund til at kritisere mig. Og børnene lærte, at det hele handlede om fars behov og om det, han havde lyst til at lege.”
Var jeg virkelig så ulækker?
En aften var Iben nøgen, da hun gik i seng. Hun tænkte ikke videre over, at det skulle være ’forbudt’. Men Peter begyndte at råbe ad hende.
”Han sagde, det var ulækkert. At jeg var billig, og at jeg havde fjernet al mystikken. Og jeg blev vildt ked af det og tænkte på, om jeg virkelig var så ulækker,” siger Iben.
Men Peter sagde også altid, at de havde noget særligt sammen. Og Iben begyndte at overbevise sig selv om, at når han råbte ad hende, var uforudsigelig i sin vrede og stillede forskellige krav, så var det hendes egen skyld.
Alt, hvad jeg gjorde, var forkert
Hun var efterhånden også begyndt at se mindre til sine venner og var blevet mere indadvendt.
”Han havde 4-5 taler, som han kunne lire af, og som jeg efterhånden gennemskuede. Jeg måtte ikke spise chips – det var ulækkert. Jeg måtte ikke røre ham. Jeg skulle røre ham. Alt, hvad jeg gjorde, var forkert. Til sidst havde jeg ikke mere, jeg kunne lave om på hos mig selv.”
Manifest for, hvordan jeg skulle være sexet
En dag, da de kom hjem efter deres yngste søns dåb, var Peter for en gangs skyld meget omhyggelig med at babysitte. Han havde nemlig skrevet et brev til Iben, som han var rigtig glad for at kunne præsentere for hende. Faktisk var det en slags manifest for deres samliv.
Jeg brød sammen og kunne slet ikke læse det færdigt
”Det var det mest krænkende, jeg nogensinde havde læst. Jeg brød sammen og kunne slet ikke læse det færdigt. Det handlede om, hvad jeg skulle gøre for, at han følte, at jeg var sexet. Jeg måtte ikke bruge lipgloss. Jeg skulle altid gå med bh. Mit hår skulle altid være løst. Jeg skulle gå i fitnesscenter. Jeg måtte ikke svede. Og alle i huset skulle være glade hele tiden. De ting, jeg syntes, der skulle være i et forhold, var han slet ikke inde på,” fortæller Iben.
”Jeg var skakmat. Jeg havde ikke en chance for at komme igennem det ægteskab.”
Iben og hendes børn kom på Danners krisecenter. Og da hun flyttede ud igen og skulle begynde at leve sit eget liv sammen med børnene, begyndte hun at gå i en efterværnsgruppe. En gruppe, hvor tidligere beboere mødes i samtaler og får værktøjer til at håndtere livet på den anden side af et krisecenterophold og et voldeligt forhold.
Toptrænet i at undvige
I dag er Iben godt klar over, at alle Peters krav, udsving, vrede og den seksualiserede psykiske vold, han udsatte hende for, handlede om ham. At han havde noget med sig i bagagen, som gjorde ham ude af stand til at leve et almindeligt familieliv. Men hun så det ikke, før det var for sent. Og hun fik ikke stoppet det i tide. Hans uforudsigelige vrede og krav sidder stadig i hende.
”Jeg er blevet toptrænet i at undvige. Men man skal jo ikke altid undvige. Hvis der er en, der springer over i køen hos købmanden, så er det vigtigt at sige fra over for vedkommende – især hvis ens børn er med. Det er ikke så let for mig. Jeg har en indre dialog kørende, hvor jeg vejer for og imod: Skal jeg sige noget, eller skal jeg lade være?” fortæller Iben.
Til sidst ligger man krøllet sammen ovre i hjørnet
Hun tænker meget over, hvordan hun skal lære sine børn at blive bevidste om deres grænser og turde være tro mod dem selv. For eksempel hvis nogen lader sin vrede gå ud over dem.
”Når man tager ansvar for andres følelser, bøjer man sig selv. Og jo mere man bøjer sig, jo mere sammenkrøllet bliver man. Til sidst ligger man krøllet sammen ovre i hjørnet. Så det er en øvelse i ikke at tage ansvar for andres følelser.”
Danner giver voldsudsatte kvinder en stemme
Danner bringer de voldsudsatte kvinder og pårørendes fortællinger, fordi vi ønsker at give dem en stemme. Fortællingerne er baseret på deres oplevelser og erfaringer. Alle navne er opdigtede. Danner er bekendt med deres fulde identitet, men har valgt at lade dem være anonyme af hensyn til de involverede.