Forældrenes vold risikerer at gå i arv til deres børn og kan plage generation efter generation. Alligevel har Danmark – modsat både Sverige og Norge – ikke en politisk handlingsplan for, hvordan voldskæden bliver stoppet. Det skal der laves om på.
Debatindlægget er bragt i Altinget
Alle børn har ret til et liv uden vold. Men alt for mange vokser op med en oplevelse af, at volden mod dem er et livsvilkår – at vold er normalt – på trods af, at lovgivningen er klar på området. Og som samfund gør vi ikke tilstrækkeligt for at forebygge, at volden går i arv.
En ny undersøgelse fra Lev Uden Vold bekræfter desværre det, vi som organisationer frygtede: Vold i barndommen øger risikoen for at blive udsat for eller udøve partnervold i voksenlivet. Særligt for de knap ti procent af befolkningen, som har været udsat for flere former for vold af deres forældre, er risikoen for at opleve partnervold i voksenlivet forøget.
Risikoen er 4,6 gange højere for at udøve partnervold og 3,6 gange højere for at blive udsat for partnervold. Med andre ord: Forældrenes vold risikerer at gå i arv til deres børn.
Vi ved, at vold kan bringe et barns udvikling, trivsel og sundhed i fare, og at vold på lang sigt kan føre til angst, depression, PTSD og selvskadende adfærd.
Og selv hvis barnet ikke direkte er udsat for vold, vil det at overvære vold have næsten lige så stor betydning for trivsel og udvikling. Og med undersøgelsen er det nu slået fast, at børnene er i risiko for, at volden fortsætter ind i voksenlivet.
Vores fælles budskab er derfor: Vi skal som samfund forebygge, at volden går i arv. Men det kræver en større og bedre indsats, end vi som samfund tilbyder børn, unge og forældre i dag.
Den politiske handlingsplan mangler
“Jeg har haft selvmordstanker lige siden, jeg var ni. Jeg har dagbøger fra dengang, hvor jeg skriver, at jeg vil ønske, at min far vil dø. Sådan rimelig mørke og dystre tanker. Jeg har jo altid haft selvmordstanker, ikke altid, men siden jeg var ni i hvert fald.”
Sådan fortæller en kvinde i Lev Uden Volds undersøgelse om en barndom med vold. Det vidner om, at volden sætter hjerteskærende aftryk hos det enkelte barn allerede meget tidligt i barndommen.
Men det vidner også om, hvor vigtigt det er, at børn på et tidligt stadie blandet andet møder fagpersoner, der kender til tegnene på vold, og som ved, hvordan de bedst kan hjælpe og støtte barnet.
For det er en kamp at komme ud af voldens skygge, hvis man har været udsat for vold. Og vejen ud af volden afhænger blandt andet af, at barnet møder en omsorgsfuld voksen, som tør gribe barnet, når det har brug for hjælp.
Desværre er det ikke alle børn, der møder denne voksen på deres vej. For ofte lander ansvaret for at stoppe volden og bryde mønstret hos børnene selv.
Vi foreslår derfor, at politikerne sætter gang i arbejdet med at lave en politisk handlingsplan, som endegyldigt skal stoppe, at børn udsættes for vold eller vokser op i hjem med vold. Norge har en, og i Sverige er den på vej. Nu er det Danmarks tur.
Revselsesretten blev afskaffet for 26 år siden, men vi har som samfund ikke i tilstrækkelig grad formået at beskytte børn og give dem en barndom uden vold i hjemmet.
Forældre udøver stadig fysisk og psykisk vold mod deres børn, og børn overværer stadig partnervold mellem deres forældre. Vi skal i den sammenhæng huske, at det er lige så skadeligt for børn at overvære vold.
Bedre behandling til voldsudøvere
Alt for ofte handler samfundet på bagkant. Barnets Lov, der blev vedtaget af Folketinget inden sommerferien, giver børnene flere rettigheder og mulighed for at få hjælp. Men Barnets Lov sætter hovedsageligt ind, når skaden er sket. Der er også brug for at sætte massivt ind med forebyggelse af volden, så den ikke går i arv.
Med afsæt i undersøgelsen har vi som samlede organisationer tre fælles anbefalinger.
For det første skal vi som samfund styrke forebyggelsen og opsporingen af vold og prioritere langsigtet forebyggelse af vold i hjemmet. Børn skal kende deres ret til ikke at blive udsat for psykisk eller fysisk vold. Skolelærere, pædagoger, psykologer, sundhedsplejersker og andre voksne omsorgspersoner er afgørende for, at vi som samfund opdager børn og unge, der lever med vold i hjemmet. Fagpersoner skal have kompetencer og bedre faglige redskaber til at se tegn på vold mod børn. Og de nødvendige ressourcer skal være til stede. Opsporingen er en forudsætning for at kunne sætte ind, tilbyde hjælp tidligere og derigennem forebygge yderligere vold.
For det andet skal kommuner og civilsamfundsorganisationer sammen blive bedre til at hjælpe de børn og unge, der allerede er fraflyttet et hjem med vold. Børn skal have opfølgende støtte, når de flytter fra krisecenter. Og unge voksne, der er flyttet fra et hjem med vold, skal tilbydes gratis hjælp og terapeutisk behandling.
Endelig skal vi styrke behandlingen af voksne, der udøver vold – eller frygter at udøve vold – mod deres partner og mod deres børn. Er volden sket, bør vi fra samfundets side systematisk tilbyde behandling til udøveren, når den voldsudsatte partner flytter på krisecenter.
Forfatterne bag debatindlægget
- Jesper Rønn-Simonsen, direktør, Dialog Mod Vold
- Laura Kirch Kirkegaard, direktør, LOKK – Landsorganisationen af Kvindekrisecentre
- Mette Marie Yde, direktør, Danner
- Jacob Astrup, direktør, Mandecentret
- Ninna Thomsen, direktør, Mødrehjælpen
- Elsebeth Kirk Muff, direktør, Lev Uden Vold
- Rasmus Kjeldahl, direktør, Børns Vilkår
- Marie-Louise Gotholdt, national chef, Røde Kors
- Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær, Red Barnet
- Johnny Gaardsdal, medlem af forretningsudvalget, BUPL
- Gordon Ørskov Madsen, formand, Danmarks Lærerforening
- Dea Seidenfaden, forperson, Dansk Psykolog Forening
- Harun Demirtas, næstforperson, Dansk Sygeplejeråd
- Signe Færch, forkvinde, Dansk Socialrådgiverforening
- Susanne Rank Lücke, formand, Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker
- Jette Wilhemsen, leder, Joannahuset
- Isabella Wedendahl, generalsekretær, BRYD TAVSHEDEN
