Iris: Den politimand, han er min største helt

Selvom Iris’ kamp langtfra er slut, har det været afgørende for hende at få rettens ord for, at ingen mennesker må blive udsat for psykisk vold. Og hun er ikke i tvivl om, at politiets arbejde har været afgørende for, at der faldt en dom.  

Iris er en af de relativt få kvinder, hvis voldsudøver er blevet dømt for psykisk vold, siden psykisk vold blev gjort strafbar. I dag er hun blevet diagnosticeret med PTSD, og hendes kamp for sin lille søn er langtfra slut endnu.

Alligevel er hun ikke i tvivl om, at det har været afgørende for hendes heling at få rettens ord for, at ingen mennesker må blive udsat for det, hun levede i. Og at politiets arbejde har været afgørende for, at der overhovedet faldt en dom.  

På en sær måde er Iris’ historie en solstrålehistorie. Fordi de fleste voldsudsatte kvinder i Danmark stadig kun kan drømme om, at der bliver taget hånd om dem og deres sager på samme måde som Iris oplevede det. Særligt én politimand gjorde en enorm forskel. Og Iris håber, at der kommer mange flere som ham. 

Her er Iris’ fortælling med hendes egne ord: 

”Jeg fandt styrken til at lave en anmeldelse ved at tage fat i mit lokale krisecenter. Det var enten dét eller at hoppe ud fra den nærmeste bro. Sådan havde jeg det. Jeg var nedbrudt, og min ekskæreste truede med at tage vores fælles søn fra mig.  

Men jeg kunne ikke have gjort det, hvis ikke den socialrådgiver fra krisecenteret, som jeg talte med hver dag op til anmeldelsen, havde lagt en grundig flugtplan sammen med mig.  

På dagen tog hun mig i hånden og gik med mig ned på den lokale politistation. Hun satte sig ved siden af mig og sagde: ”Ja, vi har Iris her, og hun vil gerne anmelde psykisk vold.” 

Min ekskæreste og jeg boede kun sammen hver anden uge. Men når jeg kalder det en ”flugtplan”, er det, fordi psykisk vold ikke bare foregår, når man er i rum sammen. Han styrede mig også fra en anden by. Han brugte blandt andet min ældste søn som sin forlængede arm. Han skrev forfærdelige beskeder. Og han ringede til mig i tide og utide med halvanden times irettesættelser – indtil jeg til sidst lå i fosterstilling. 

Flugten er i høj grad også psykisk. Flugten er også at komme ud af det spind af kontrol og manipulation, som man har levet i længe. Når man har været udsat for psykisk vold, er man virkelig bange. Man er blevet pillet så meget fra hinanden indvendigt, at man ikke længere kender sig selv. Man danner et Stockholmsyndrom-agtigt forhold til voldsudøveren. 

Man ved også instinktivt, at det farligste tidspunkt er, når man går. Så længe man er i forholdet, ved man i det mindste, hvor man har ham. Men når man flygter, er man rigtig sårbar, fordi man ikke ved, hvad han kan finde på. Og når man så laver en anmeldelse i håb om, at man kan få hjælp, er man vanvittigt bange for at blive afvist af politiet. For så står man faktisk endnu mere sårbart.  

Men da jeg sad over for den første politimand, følte jeg mig virkelig hørt. Det er afgørende vigtigt, at den, der modtager anmeldelsen, ved hvad psykisk vold handler om. Det første skridt til ens heling er at blive lyttet til, forstået og anerkendt. 

Den politimand, der efterfølgende fik min sag, hedder Per. Og han er min største helt. Han afhørte mig ad flere omgange, fordi han ville være grundig. Der var også ting, han ikke forstod, men så satte han sig virkelig ind i det. For eksempel læste han om gaslighting, og så ringede han mig op mellem afhøringerne og bad mig uddybe og forklare.  

Han afhørte min psykolog for at forstå de forskellige manipulationstaktikker, som min ekskæreste havde brugt. Han afhørte nogle af mine familiemedlemmer, min ældste søn, min tidligere læge og min chef.  

På intet tidspunkt har han sagt noget til mig, der fik mig til at føle, at han ikke troede på mig eller havde dømt mig som hysterisk, sådan som jeg måske havde frygtet.  

Første gang jeg henvendte mig til politiet, havde jeg dokumentation med i tasken. Fra den dag, jeg besluttede mig for at gå fra min ekskæreste, har jeg været ét stort stykke omvandrende bevismateriale.  

Jeg havde printet flere års sms’er fra min ekskæreste ud. For det var den eneste måde, jeg kunne bevise over for kommunen og politiet, at det, jeg oplevede, var rigtigt. Der var måske 500 beskeder. Mellem første og anden afhøring bad Per mig videresende alle sms’erne i datorækkefølge, så man kunne se mønsteret. Og det blev brugt i retssagen.   

Jeg har ikke følt mig alene på noget tidspunkt. Også fordi der var samarbejde hele vejen rundt mellem krisecenteret, politiet, kommunen og vores fælles søns børnehave. Men særligt Per er min helt. Og jeg håber sådan, at der er rigtig mange, der kan lære af ham. Per har gjort en ufatteligt stor forskel for mig, fordi han var klædt på og vidste, hvordan psykisk vold kan skade et menneske.  

Det var som om, jeg kunne lægge alt over i hans hænder. Det eneste, jeg skulle, var at dukke op i retten og vidne. Det var en fantastisk fornemmelse, at det ikke længere var mit ansvar at løfte bevisbyrden. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg blev taget alvorligt. Og det gav mig styrke til at kunne komme hjem og være mor for mine børn og overleve i processen.”