Udspillet til en national handlingsplan mod partnervold og partnerdrab er godt. Men vi skal også tilbyde ambulant hjælp til de voldsudsatte og finansieringen skal være på plads, skriver seks organisationer mod vold.
45. Man ville ønske, at det bare var et tal. Men der er navne og levede liv bag tallet. Det er Ulla, Aya, Tommy, Britt og Layla. Mennesker, som fik frataget livet af dem, de engang stolede på. For partnervold kan føre til drab. Indtil videre har der været 45 partnerdrab siden 2017.
Politiken lancerede i denne måned en offentligt tilgængelig database, som registrerer og indsamler viden om partnerdrab begået i Danmark.
Vi repræsenterer organisationer, der arbejder for, at antallet af partnerdrab ikke vokser. Realiteten er dog, at databasen formentlig vil fyldes med flere navne, hvis ikke vi sætter en stopper for den fysiske og psykiske partnervold, der fører til de mange partnerdrab.
Vi skal bryde tabuet om partnervold
Før sommerferien lancerede den socialdemokratiske regering sit udspil til handlingsplan mod partnervold og partnerdrab. Det fortjener stor ros, at regeringen med ligestillingsminister Trine Bramsen (S) i spidsen vil sikre, at vi som samfund reagerer på vold i nære relationer, når vi får kendskab til den. Vi skal bryde tabuet. Gøre partnervold til et samfundsansvar.
Kort sagt: Der skal handling til.
Udspillet trækker i den rigtige retning. Men vi skal være endnu mere ambitiøse. Der er brug for at lægge en helhedsorienteret strategi for, hvordan det danske samfund bekæmper partnervold og håndterer dens ulykkelige konsekvenser.
Det kræver en større sammenhæng mellem forebyggelse, opsporing, håndtering, ambulant hjælp, krisecenter og efterværn. Det kræver et styrket tværsektorielt samarbejde og samarbejde mellem myndigheder. Men det kræver frem for alt øget og langvarig finansiering af hele området.
Ingen ambulant hjælp til voldsudsatte
Udspillet til handlingsplan retter et stærkt fokus på opsporing af volden. Fagpersoner skal i højere grad opdage og spørge ind til volden. Det er både godt og vigtigt.
Men når opsporingen styrkes, skal tilbud om hjælp følge med. Ellers stiller vi fagpersoner i et stort etisk dilemma, hvor de skal spørge ind til vold uden at kunne tilbyde hjælp.
