For første gang siden 2019 kan vi nu endelig igen besøge vores palæstinensiske kolleger og se, hvor stor en forskel de gør for voldsudsatte kvinder i Palæstina. Her er en beretning fra Danners International Project Manager, Ditte Specht.
Godmorgen kolleger,
Da jeg ikke kan deltage i afdelingsmødet i dag, får I lige en update fra min tur i sidste uge her.
Jeg skulle hilse jer alle sammen mange gange fra vores kolleger i Palæstina. Vi har jo samarbejdet med dem i lang tid nu (siden 2017), vores nuværende CISU-finansierede projekt løber 2021-2023.
Denne tur var den første siden 2019, og det var så fedt at se vores kolleger igen. På billederne ser I både direktør Haneen og udviklingschef Rulla, projektleder Manar og det socialfaglige personale Rania, Souha, Mo’men og Majdal. Jeg er efter at have snakket med mange kvinder, der har deltaget i rådgivning og gruppeforløb hos RWDS, ikke i tvivl om, at RWDS med Danner i ryggen gør en kæmpe forskel for palæstinensiske kvinder, som bliver udsat for vold.
Det mest mærkbare for mig er, at RWDS kombinerer deres forskellige aktiviteter, således, at kvinder, der deltager i fx RWDS’ mikrofinansieringsprojekter eller skills-workshops, hvor personalet opdager, at en kvinde er udsat for vold, kan hun blive henvist internt og få en plads i et af RWDS’ gruppeforløb. Det socialfaglige personale har stor viden om de lokale kontekster, de arbejder i, og gruppeforløbet kombineres i langt de fleste tilfælde med enten hjemmebesøg, fx dialog med ægtemanden, eller inddragelse af kvindens familie. Det blev (endnu mere) tydeligt for mig, at alt RWDS’ socialfaglige personale er stærkt forankret i de landsbyer, de arbejder i, og hvilken forskel det gør, når skilsmisse ofte ikke er en mulighed for den voldsudsatte kvinde.
Næsten alle de kvinder, jeg talte med, sagde, at den største forskel, de har oplevet ved at deltage i RWDS’ rådgivning og gruppeforløb var, at de havde fået viden om vold og dermed erkendt, at de var udsat for vold (68% af de kvinder, der har deltaget i RWDS’ rådgivning og gruppeforløb er udsat for vold). Mange nævner også, at de simpelthen har fået et sprog for at italesætte volden. Derudover er det fællesskab, de opbygger med andre kvinder fra deres lokalmiljø, afgørende for dem.
Den største forhindring kvinderne står over for, er de normer, der omgiver dem i deres lokalmiljø, og det faktum, at de ikke er økonomisk uafhængige. Ikke ny viden for os, men dog alligevel en smule tankevækkende, at samtlige kvinder (stadig) peger på disse universelle barrierer for at bryde med volden.
Siden starten af 2021 har 170 kvinder været i gruppeforløb og 100 har været i individuel rådgivning som en del af vores partnerskab med RWDS.
Jeg fortæller selvfølgelig gerne mere, men vid, at vi i Palæstina har de sejeste kolleger med den største faglighed.
Kh Ditte
