Mange fagpersoner ved ikke, hvad de skal gøre, hvis de får mistanke om, at en borger bliver udsat for vold i hjemmet. Men det kræver faktisk ikke meget, før man kan gøre en afgørende forskel. Danner afholder derfor kurser, der ruster fagfolk til at handle
En kvinde går til sin egen læge, fordi hun tror, at hun har en depression. Lægen henviser hende til en psykolog med fire måneders ventetid. Uden at nævne noget for kvinden, skriver lægen dog i journalen, at hun har mistanke om, at kvinden er udsat for vold i hjemmet.
To måneder senere flytter kvinden akut på krisecenter, efter hendes mand har taget kvælertag på hende. Hun opdager først på krisecentret, hvad der et par måneder tidligere blev opdaget hos lægen: Hun har udviklet en depression på grund af den vold, hendes mand har udsat hende for gennem flere år. Måske kunne den livsfarlige vold have været undgået, hvis lægen havde handlet på sin mistanke.
I Danner støder vi med mellemrum på lignende scenarier. En frontperson, som fx en læge eller socialrådgiver, får mistanke om vold, men ikke ved, hvordan de skal adressere den.
Man må formode, at lægen her gjorde sit bedste, men eksemplet viser, at lægen ikke havde den rette viden. Kvinden skulle have været hjulpet i det øjeblik, lægen fik mistanke om volden. Når lægen kunne spotte, at hun var udsat for vold, så burde lægen kunne tale med kvinden om sin mistanke, så de sammen kunne lægge en plan for, hvordan hun kunne få hjælp.
Hvis fagfolk bryder tabuet
Mange voldsudsatte kvinder oplever at blive overset, misforstået eller endda bebrejdet af det system, som er til for at hjælpe dem væk fra volden.
Når lægen fra eksemplet giver kvinden en psykologhenvisning til om fire måneder, sker der flere ting: Kvinden går tilbage til volden, som i yderste konsekvens kan være livsfarlig. Samtidig bidrager lægen til den nedbrydende proces, som volden har startet: en gradvis tvivl på egne ressourcer og eget værd samt en forskydning af egne grænser og af, hvad der er ’normalt’. Lægen bekræfter hende indirekte i, at problemet ligger hos hende; hun har nok en depression. Desuden går kvinden derfra og tænker, at hun bare må bide tænderne sammen fire måneder mere.
Som voldsudsat skal man trygt kunne gå til myndighederne og blive set, forstået og hjulpet. Og vi skal som omgivende samfund kunne stole på, at myndighederne ved, hvad den rette respons er, når de møder én, der er udsat for vold i hjemmet. I dag fortæller mange voldsudsatte kvinder desværre, at de går forgæves, og at de derfor ikke har tillid til, at det offentlige kan hjælpe dem.
Det skyldes ikke, at fx politibetjente, kommunale sagsbehandlere og sundhedspersonale ikke vil hjælpe. Men ofte ved de ikke nok om vold i hjemmet. Mange kender ikke tegnene på partnervold eller forstår ikke, hvad vold fra ens nærmeste gør ved et menneske. Andre ved – helt forståeligt – ikke, hvordan de kan handle, og hvor de kan henvise kvinderne til.
Hvis lægen fra eksemplet var klædt på til at tale med kvinden om volden og samtidig havde givet hende nummeret på et krisecenter, havde kvinden fået en direkte opfordring til at søge den hjælp, hun havde brug for. Hun ville have oplevet at blive mødt og forstået, og hun ville have kunnet bringe sig i sikkerhed.
Viden om vold til fagfolk
Igennem mere end ti år har Danner undervist fagfolk i voldsforståelse. Politi, krisecentermedarbejdere, tillidsrepræsentanter og sundhedspersonale har igennem årene fået flere redskaber til, hvordan man italesætter sin mistanke, og hvordan man hjælper kvinderne bedst muligt videre. Det er ikke alle voldsudsatte, der har brug for at komme på krisecenter, men de fleste har brug for en form for voldsfaglig støtte til at forlade volden og bearbejde dens konsekvenser.
Undervisningen bygger på dansk og international forskning samt erfaringer fra Danner og er samlet i en undervisningshåndbog, som vi bruger, når vi uddanner forskellige faggrupper.
Vores undervisning virker: Mange deltagere oplever at tænke tilbage på tidligere episoder i arbejdslivet, hvor de nu kan se, at der var tale om vold. Dengang fik de ikke taget de rigtige skridt til at hjælpe, men voldsfaglig efteruddannelse klæder dem på til den store og vigtige opgave med at opdage og forebygge vold i hjemmet. Det giver desuden fagfolkene et konkret sprog til at tale om volden og de traumer, der ofte kendetegner de borgere, de møder.
Jo længere tid, man lever i partnervold, jo større omkostninger har det for det enkelte menneske og for samfundet. Uddannelse af fagfolk er et vigtigt skridt til at forebygge dette – og til i nogle tilfælde at redde menneskeliv.
