fbpx

Kvinder udsat for æresrelateret vold og negativ social kontrol kigger langt efter hjælp 

Politikerne står i kø for at tale om kvinder udsat for ærerelateret vold og negativ social kontrol. Men det halter med initiativerne, når det kommer til at give kvinderne reel mulighed for at bryde med volden og kontrollen.  

Indlægget er bragt i Jyllands-Posten d. 13. oktober og skrevet af Mette Marie Yde, direktør i Danner.  

“Når mænd slår på kvinder, er det så æres-løst, som det kan være. Ingen familie skal bestemme over piger og kvinder i Danmark. Lad os kalde det, det det er: Vold mod kvinder er vold.” 

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen, da hun holdt tale til Socialdemokratiets kongres for nylig. Jeg er enig. 

Rækken af politikere, der ønsker at hjælpe kvinder udsat for negativ social kontrol og æresrelateret vold er lang. Ofte er de ved at falde over hinanden for at komme til orde. Det er positivt. For der er nok at gøre for kvinderne. 

Men lad os være ærlige: Der er brug for mere end ord. For ordene skal følges op af handling fra politikere, som ønsker og formår at skabe reel forandring for de kvinder, de taler så floromvundet om. 

”I 15 år har jeg været bange for, at de tager mine børn fra mig” 

I Danner møder vi hver dag kvinder, som har brudt med æresrelateret vold og negativ social kontrol. Både på Danners krisecenter, i vores specialiserede indsats Sig det til nogen – Migrant, hvor kvinderne stadig bor hjemme, og i vores efterværnsindsatser for kvinder, der har boet på krisecenter og skal etablere et nyt liv efter opholdet. 

Næsten halvdelen af kvinderne på Danners krisecenter har etnisk minoritetsbaggrund. Størstedelen er fra ikke-vestlige lande. Det er svært og kompliceret at bryde med vold i en nær relation – for alle mennesker. Fra Danners indsatser ved vi, at kvinder med etnisk minoritetsbaggrund ofte møder barrierer for at bryde med volden, som andre voldsudsatte kvinder ikke oplever. 

”I 15 år har jeg været bange for, at de tager mine børn fra mig, hvis jeg talte med min sagsbehandler, eller hvis jeg talte til min læge.” Sådan fortalte en af kvinderne i Danners indsats Sig det til nogen – Migrant.  

15 år. Desværre er det ikke enestående. 

Kvinderne har oftere begrænset netværk og kontakt til samfundet. De står oftere uden for arbejdsmarkedet. De kender ikke altid systemet og deres rettigheder. De kender måske ikke sproget. Og så er partneren ikke altid den eneste, som udøver volden og kontrollen. Familien og netværket accepterer, opretholder og udøver oftere også volden og kontrollen. Derudover møder vi kvinder, som bliver fastholdt i voldelige ægteskaber, fordi udlændingelovens særlige voldsbestemmelse ikke virker i praksis. 

Det gør det alt sammen vanskeligere og mere omkostningsfyldt at bryde med en voldelig partner. Og derfor er vi nødt til i højere grad at målrette hjælpen og indsatserne til de kvinder. 

Lovgivningen og hjælpemulighederne virker ikke i praksis 

Siden 2019 har psykisk vold været ulovligt i Danmark – herunder også negativ social kontrol. Og siden 2021 har det været ulovligt at tvinge eller fastholde nogen i religiøse ægteskaber i Danmark. Men lovgivningen virker ikke i praksis.  

Danner mener, der er brug for et skarpere og mere virkelighedsnært fokus på den kontrol og tvang, der udspiller sig i praksis. Der er brug for, at kvinderne i højere grad får viden om de rettigheder og muligheder, de rent faktisk har, når de vil bryde med vold, kontrol, tvang og religiøse normer. For kvindernes retssikkerhed skal styrkes, hvis de skal have reel mulighed for at bryde med vold. 

Og så er der brug for specialiserede indsatser, så kvinderne og deres børn kan få hjælp til at bryde med volden på en sikker og holdbar måde. Vi er nødt til at erkende, at der ikke findes en one-size-fits-all-model, når det handler om at bryde med vold. Det betyder også, at politikerne er nødt til at prioritere forskellige typer indsatser til forskellige målgrupper. Det er ikke raketvidenskab. Alligevel sker det ikke i dag.  

Mens politikerne taler om deres ambitioner, venter voldsudsatte kvinder stadig på den hjælpende hånd, der kan gøre, at de bryder med volden. Derfor er mit ønske, at de gode ambitioner og intentioner snart omsættes til reel politisk handling.  

Læs vores anbefalinger her.

Læs mere

Kom med, når Danner marcherer for at skabe opmærksomhed om psykisk vold...
I år er det anden gang, Hannah og hendes børn går ind...