Livet efter volden - Sara Omar
Volden er stadig en del af mit liv
Selvom jeg har løsrevet mig fra volden, er den stadig en del af mit liv. Jeg lever med hemmelig adresse, og jeg skal være ekstra varsom med alt. Jeg er hele tiden på vagt – er der nogen, der holder øje med mit hjem eller de ruter, jeg kører? Jeg er blevet en detektiv i mit eget liv, og det er enormt psykisk krævende, for egentlig vil jeg bare gerne være til og eksistere som alle andre. At have løsrevet sig fra volden betyder ikke, at man er 100% fri resten af sit liv. I stedet kræver det, at man bruger sine sanser på en helt anden måde. Det er ligesom, hvis man bliver blind og skal lære at bruge sin følesans på en ny måde. Alt skal planlægges nøje. Der er tidspunkter på døgnet, hvor jeg f.eks. helst ikke skal gå ud. Jeg har hele tiden det her andet menneske med i min planlægning og i mine tanker, så jeg kan være ti skridt foran.
Det er også derfor, at mange kvinder ikke har overskud til at sige fra. De har forståeligt nok ikke energi til at leve et liv, hvor de hele tiden skal være på vagt og være opmærksomme på, hvad der foregår omkring dem. Jeg er så opmærksom på alt omkring mig, at jeg ville kunne høre myrernes hjerteslag, hvis det var muligt. Min hjerne er konstant på overarbejde.
Livet efter volden - en fotovandring
Fotovandringen - Livet efter volden -, med 15 kendte og anonyme kvinder, blev vist for offentligheden på Kulturnatten 2019 og hænger nu på Danners vægge som inspiration til beboere og brugere af huset.
Sara Omars historie og billede er bragt i samarbejde med Femina. Billede af Marie Hald og tekst af journalist Susanne Cordes.
Lykken er ikke en endestation
Når du lever i total undertrykkelse, lever du med en konstant skyldfølelse, for du får at vide, at alt det der sker med dig, er din egen skyld. Det er sådan volden fungerer. Men min udvikling har handlet om, at jeg har lært at rumme mig selv. Jeg forventer ikke længere, at andre skal rumme mig. Når du kan rumme dig selv, kan du også skabe en plads, hvor du hører til. Jeg er nået dertil, hvor jeg tænker, at lykken er ikke en forelskelse; lykken er ikke en endestation. Lykken er en måde at være til på, og lykken kommer af, at jeg rummer mig selv og forstår mig selv. Tidligere følte jeg ikke, at der fandtes en plads, hvor jeg kunne være til.
For at lære at rumme dig selv, må du konfrontere frygten. Du er nødt til at se dig selv i øjnene og sige: det her er en konfrontation med mig selv omkring de ting, der er blevet plantet i mig, og som ikke var mit valg, men som nu er en del af mit liv, og som jeg må finde fred med. Du er mærket for livet, så det er ikke noget, du kan komme af med. Men du finder kun ud af, hvem du er, hvis du går ind i det rum, der er forbudt og ser på dig selv.
