Kristina: ”Løb, Kristina, løb!” siger en af mine veninder til mig.
Kristina levede med en mand, som kunne have endt med at slå hende ihjel. Hjælpen på Danner var afgørende på hendes vej ud af volden.
Intro
”Løb, Kristina, løb!” siger en af mine veninder til mig. Vi løber ud på toilettet og bliver der, til han er gået fra festen. Alle er enige om, at jeg ikke kan tage hjem til vores lejlighed. Det er for farligt.”
Sådan fortæller Kristina mere end et år efter, at hendes ekskæreste overfaldt hende og tog kvælertag på hende, så hun næsten besvimede. Og et godt stykke tid efter, at hun efter et ophold på Danners krisecenter er flyttet for sig selv.
Hendes rigtige navn er ikke Kristina – af hensyn til hendes sikkerhed er navnet opdigtet. Den mand, som hun troede elskede hende lige så højt, som hun elskede ham, er snart fri efter den dom, han fik for overfaldet på hende. Hun håber ikke, at han vil opsøge hende, men hun er forberedt på, at det kan ske.
”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der ikke er en nervøsitet. Men jeg har valgt – for at være ærlig over for mig selv – at det her er en del af mit liv, og det vil det blive ved med at være. Hvis han kommer efter mig, så må vi tage den derfra,” siger hun.
Vundet retssagen for alle kvinder
Kristina er i 30’erne, hun er ikke specielt stor og meget mild og fattet, som hun sidder dér i den stol, hun også sidder i, når hun går til efterværnssamtaler med Danners psykolog. Tanken om, at der er en mand derude, som måske vil hende det ondt, er helt urimelig og uforståelig – ja nærmest utænkelig.
Hun har afvist at flytte til en anden by. Da bølgerne gik højst, ville politiet ellers gerne have hende til at flytte, men hun vidste, at det ikke ville fjerne hendes frygt i længden. Så hellere blive og stå ved det hele.
Om retssagen mod sin ekskæreste siger hun, at hans familie prøvede at overtale hende til at droppe sagen, og det var hårdt at gennemføre.
Jeg føler, at jeg har vundet sagen for alle de kvinder, der ikke tør melde deres eksmand.
”Jeg føler, at jeg har vundet sagen for alle de kvinder, der ikke tør melde deres eksmand. Det betyder rigtig meget for mig, at han fik en dom, for så er der nogen, der har hørt og forstået min historie. Jeg har rettens ord for, at det, der skete den nat, var forkert,” siger hun.
Kan ikke huske, at han tog kvælertag
Ironisk nok kan Kristina ikke selv huske overfaldet. Men under retssagen afgav tre vidner enslydende forklaring om, hvordan Kristinas ekskæreste under voldsepisoden satte sig oven på hende og tog kvælertag.
”Min psykolog siger, at grunden til, at jeg ikke kan huske det, er 50/50 om jeg blokerede for overfaldet eller ikke har fået ilt nok. Men i dag kan jeg slet ikke klare, at folk rører mig ved halsen,” fortæller Kristina om den episode, der gjorde, at hun lod sig overtale til at flytte på krisecenter.
Det uhyggelige er, at jeg først er blevet bange for ham bagefter.
”Det uhyggelige er, at jeg først er blevet bange for ham bagefter. Hvis han ikke havde overfaldet mig den aften, er det ikke sikkert, jeg havde siddet her i dag. Så var jeg måske stadig sammen med ham, eller han havde gjort alvor af sine trusler om, at hvis han ikke kunne få mig, skulle ingen have mig,” siger Kristina, der endte med at bo på Danners krisecenter i over et år.
Når hun bevægede sig ud, forfulgte han hende via agenter og GPS. Det er hverken hun selv eller Danners personale i tvivl om. Hun var i fare i lang tid.
”Der kan godt pludselig være en dag, hvor jeg ikke tænker på, hvad jeg har været igennem, men jeg tror altid, det vil være en del af mit liv,” siger hun.
Kunne ikke se sig selv på et krisecenter
Kristina syntes ellers ikke, et krisecenter var noget for hende. Det var for voldsramte kvinder. Ikke hende. Sådan havde hun det. Men efter voldsepisoden sagde en veninde til hende flere gange, at hun skulle ringe til et krisecenter. Så det gjorde hun endelig og fik en aftale om at mødes med en socialrådgiver hos Danner.
”Der var den skønneste kvinde, jeg mødte. Hun hørte, hvad jeg sagde og forstod, hvad jeg ikke sagde. Vi lavede en aftale om, at jeg ikke skulle kontakte min mand i et døgn. Det kunne jeg godt overholde. Vi lavede små, korte aftaler, og efter fire dage flyttede jeg ind på Danner og boede her i et år,” fortæller Kristina.
I dag har hun ikke set sin eks i mere end halvandet år, og hun har ikke talt med ham. Hun beskriver det, som om han var væk efter en trafikulykke, fordi han simpelthen forsvandt helt ud af hendes liv.
I begyndelsen så jeg slet ikke, hvem han også var.
”Vi var sammen i mere end 10 år. I begyndelsen så jeg slet ikke, hvem han også var. Jeg så kun ham, jeg var forelsket i. Her bagefter kan jeg godt se, at der undervejs var nogle gnister til noget farligt i vores forhold.”
Som en del af terapien og bearbejdelsen af det, hun havde været igennem, skulle Kristina skrive et afskedsbrev til sin eks. Det var rigtig svært, husker hun. Derfor besluttede hun bare at skrive det, hun tænkte.
”Jeg skrev til ham, at vi havde vores eget hemmelige rum, og at det nok var dét, jeg savnede allermest. Han var jo min redning, når jeg var ked af det. Så puttede han mig ned i sin lomme og vendte resten af verden mod os – det var os to mod resten af verden,” fortæller Kristina.
Kunne ikke genkende sig selv i spejlet
Han var flere mænd i én. Den smukke og elskelige mand med et spændende job, men også en mand, der ofte blev uforudsigelig, jaloux og farlig, når de var alene – det mest uhyggelige menneske, hun nogensinde har mødt.
Det sidste halve år, de var sammen, prøvede de at gå fra hinanden nogle gange. De kunne aftale, at han skulle være væk, når hun kom hjem fra en rejse, men når hun så kom hjem, havde han pakket alle sine ting ud igen, som om han slet ikke havde haft planer om at flytte.
”Jeg levede med en mand, som var flere mænd i en, og han kunne skifte personlighed sådan her…,” siger Kristina og knipser.
Danner har reddet mit liv.
Hun ved nu, at hjælpen fra Danner var afgørende for, at hun kunne komme ud af forholdet og derfor afgørende for hendes liv.
”Når jeg stod op om morgenen og kiggede mig i spejlet, inden jeg skulle på arbejde, kunne jeg ikke længere genkende, hende jeg så. Danner har reddet mit liv. At kunne sige det er helt vildt,” siger hun, mens hun prøver at holde tårerne tilbage.
Fanget i hans spind
Kristinas ekskæreste var hendes store kærlighed. Han var smuk og sjov, og alle så op til ham. Som par så de succesfulde ud, når de sad på en hotelbar og drak drinks. Han elskede hende, dominerede hende, beskyttede hende, truede hende.
Han gjorde det til noget romantisk at have mange lange telefonsamtaler, når de var hver for sig. Hun havde ikke tid til at mødes med veninderne, for hun havde jo en telefondate. I dag kan hun godt se, at det handlede om kontrol.
Han fik hende til at lyve for familie og venner. Han fik hende til at gøre ting, hun ikke havde lyst til.
Jeg måtte ikke engang tisse med lukket dør.
”Han var jaloux, når en veninde ringede til mig, eller når andre talte til mig. Når vi var ude, skulle jeg kun have fokus på ham. Hvis min bluse var gennemsigtig, så andre kunne se min undertrøje, blev han vanvittig. Jeg måtte ikke engang tisse med lukket dør – kun når vi havde gæster,” fortæller hun.
Men hun kendte også hans gode sider. De rejste og oplevede en masse. De havde været igennem svære perioder med sygdom. Folk så op til dem som det stærke par, mens hun var fanget i hans spind og lod forholdet udvikle sig på hans præmisser alt for længe. Ud i ekstremerne.
”Jeg ville jo gerne beskytte ham – redde ham,” fortæller Kristina, der i dag er klar over, at han udsatte hende for psykisk vold i mange år og var syg.
Både voldsudsatte og voldsudøvere skal have hjælp
Hun har også et stort ønske om, at han får professionel hjælp.
”Han bliver jo aldrig nogensinde rask, hvis ikke han får hjælp. Ligesom jeg ikke forstod det, jeg var igennem, så forstår han jo heller ikke, hvad han er i. Hvis vi skal have et samfund, der fungerer, så er det vigtigt, at både voldsofre og voldsudøvere får hjælp,” siger Kristina.
Hun har brugt mange kræfter på at forstå, hvordan alt, hvad hun selv stod for, kunne krakelere. Hvordan hun, der ellers var typen, der havde tjek på tingene, alligevel endte i et voldeligt forhold.
”Jeg har altid gerne villet gøre andre glade før mig selv. Ordet ’nej’ var ikke en del af mit ordforråd, for jeg ville please 110%, og det kan vi ikke som mennesker. Jeg har indset, at jeg skal arbejde med mig selv, og jeg har aldrig været så sandfærdig og ærlig over for mig selv, som jeg er nu,” konstaterer hun.
Ser fremad
Det år, Kristina boede på Danners krisecenter, har varet længere i hendes hoved og i hendes sjæl, end de godt 10 år, hun var sammen med sin ekskæreste.
”Da jeg flyttede ind, var alle facader krakeleret. Kun skelettet var tilbage. Det var, som om hele mit bryst var revet op og åbent, så folk kunne se lige ind i mig. Se hvad der var galt med mig. Efterhånden kom der klemmer på åbningerne, men spyfluer kunne stadig komme og suge blod i revnerne. Der gik lang tid, før jeg følte, at jeg var helet op, og hjertet fungerede igen,” siger hun.
Hendes voldsomme beskrivelse står i kontrast til hendes pæne hvide bluse og den stramme knold, hendes hår er sat op i.
Den har gjort mig til den, jeg er i dag.
”Hver eneste dag har jeg en form for taknemmelighed over, hvor jeg er kommet til nu. Det kan være 100 forskellige ting, som minder mig om det, for eksempel hvis andre er utaknemmelige. Jeg sidder ikke og slikker mine sår og tænker, at det er synd for mig. Jeg kigger fremad,” siger hun.
”Hånden på hjertet, så har jeg ikke fortrudt, at jeg lærte ham at kende. Vores store kærlighed har jeg taget med mig som den største gave i mit liv. Den har gjort mig til den, jeg er i dag. Men alt det grimme kunne jeg selvfølgelig godt have været foruden. På den måde vil jeg ikke ønske for nogen, at de skal igennem det, jeg har været igennem.”
En lang erkendelsesrejse
I dag bor Kristina i egen lejlighed, men har stadig samtaler med Danners psykolog om, hvordan hun klarer hverdagen og holder fast i sit eget fundament.
Tiden hos Danner gav hende plads til at forstå, hvordan forholdet til den mand, hun stadig kalder sin store kærlighed, kunne udvikle sig så skævt.
Han udspionerede hende, mødte hende med mistro og dominans og var psykisk voldelig. Hun var ulykkelig i forholdet, der drev hende væk fra familie og venner, men kunne ikke forlade ham. Først da han blev fysisk voldelig og prøvede at kvæle hende, fik hun hjælp til at komme væk.
Det sværeste for andre at forstå er, hvorfor jeg ikke gik fra ham.
”Det første lange stykke tid bebrejder man sig selv for, hvorfor det gik, som det gik. Men vi skal ikke give hinanden skylden. Han har været syg. Den skyld, jeg har, er ikke den skyld, jeg troede, jeg havde. Jeg troede, det var min skyld, at jeg ikke havde gjort rent nok, eller at jeg kom lidt senere hjem end aftalt. Den skyld, jeg har, er, at jeg ikke har været mig selv nok,” siger Kristina.
Det har været en lang erkendelsesrejse, der har lært hende at forstå de mønstre, som gjorde det svært at forlade ham.
”Det sværeste for andre at forstå er, hvorfor jeg ikke gik fra ham. Jeg forstår dem på en måde godt, men det er bare ikke så enkelt. Min forelskelse skyggede for hans dårlige sider, og til sidst var jeg ikke mig selv.”
Sætter stor pris på efterværn i Danner
I dag siger gamle venner og hendes forældre, som hun har genoptaget kontakten med efter mange års adskillelse på grund af hendes ekskæreste, at hun smiler med øjnene igen. Hun er selvstændig og eventyrlysten, sådan som de kendte hende engang.
“Det var ikke Kristina, der flyttede ind på Danners krisecenter, men det er Kristina, der kom ud igen,” smiler hun.
Drømmen om mand og børn er der, selvom hun lige nu ikke er klar til et nyt forhold, med hvad det indebærer af forelskelse, forhistorie og holden fast i sig selv.
Hun er glad for at bo alene, men hun er også meget glad for at have muligheden for fortsat at kunne gå til individuelle efterværnssamtaler hos Danners psykolog.
”Da jeg flyttede fra Danner, var jeg bange for, at de ville glemme mig. Og at det, vi havde arbejdet med, blev glemt. Når man flytter hjemmefra, kan man altid komme hjem og vaske tøj. Det har jeg også brug for. Jeg kan få lov til at komme og vaske min sjæl herinde.”
Læs mere
