Grevinde Danner – en grevinde af folket
Louise Christine Rasmussen kom fra trange kår, men endte alligevel med at blive lensgrevinde, gift med kongen og en vigtig velgører for datidens fattige kvinder og børn. Grevinde Danner tog livtag med borgerskabet og embedsvældets stive normer og moral i en sådan grad, at hun blev et af smædevisernes yndlingsofre.
- Intro
- Født som horeunge i arbejderklassens København
- En billet til balletten
- Et patriarkalsk og klasseopdelt Danmark
- Foregangskvinde for velfærdsstaten
- Louise og Carl
- Den første modehandlerske i Danmark
- ”Hende til kone, eller jeg er ikke konge mere”
- Kongens hustru til venstre hånd: lensgrevinde Danner
- Grevinden gav udsatte kvinder husly
Intro
”Undertegnede Louise Christine Lensgrevinde af Danner, Kong Frederik d. 7.s enke, meddeler herved min fuldmagt til i mit navn og på mine vegne at oprette og søge Kongelig Confirmation på fundatsen af en stiftelse for trængende Fruentimmer af Arbejderklassen.”
Sådan lyder indledningen på ansøgningsbrevet, der blev starten på dét hus, de fleste i dag kender som Dannerhuset, og som huser organisationen Danner. Brevet hænger i kopi på en af vores indre skorstene som en påmindelse om, at netop dette hus ikke blev opført af en tilfældig bygherre, men af en helt særlig dame.
Forud for at grevinde Danner – født Louise Christine Rasmussen – kunne skrive dette brev, var gået en livslang rutchetur. Født i rendestenen som ’horeunge’, der selv fik en horeunge med sit livs kærlighed, blev Danmarks første ’rigtige’ modehandlerske og siden gift med selve kongen. Læs her hele historien om den bemærkelsesværdige kvinde:
Født som horeunge i arbejderklassens København
Louise Rasmussen blev født af tjenestepigen Juliane Rasmussen.
Juliane var blevet bragt i uføre af sin arbejdsgiver, grosserer Gotthilf Køppen. Og datidens sociale normer foreskrev, at frøken Rasmussen skulle forlade sin plads og føde i dølgsmål.
Køppen vedkendte sig ikke faderskabet officielt, men betalte af og til lidt aflad hos Juliane. Derfor måtte hun herefter ernære sig som vaskekone og syerske i det indre København.
Her voksede Louise op som et af gadens fattige børn. Hun gik dog lidt i skole. Og hun lærte, modsat mange andre fra den tid, at læse og skrive.
En billet til balletten
Louises mor blev senere gift med en billetkontrollør ved Det Kongelige Teater. Selv om det ikke var Louises oplagte løbebane, fik han sin 11-årige steddatter ind ved balletten.
”Hun havde hverken fod eller ben til at danse”, fortalte balletmester Bournonville. Men hun lærte at føre sig yndefuldt. Louise havde en stærk personlighed. Og allerede som barn gjorde hun til en balletprøve på Hofteateret indtryk på den daværende kronprins Frederik.
“Netop som prøven var begyndt, kom jeg derind; en lille pige med lyst krøllet hår kom dansende fra kulissen med et neg i hånden, men idet hun løb forbi, trådte hun mig på foden – se, således var vort første møde. Jeg tænkte ofte på den lille pige, men så hende først igen som voksen hos en af hendes veninder. Jeg følte stor sympati for hende, og hun tiltalte mig, fordi hendes væsen var noget anderledes end de andre unge pigers.” Sådan har Frederik 7. fortalt om sit første møde med Louise.
Et patriarkalsk og klasseopdelt Danmark
I 1800-tallet havde kvinder og tyende ikke stemmeret. En gift kvinde var ægtemandens eje, og tilhørte man underklassen, blev man dér.
Selvom grevinde Danner udfordrede både klasse- og kønsnormer, skal man ikke tro, at hun var feminist.
Respekten for kvinders evner og berettigelse var begrænset. Den unge Louise havde formentlig kun skuldertræk til overs for kvinders ligeberettigelse.
I sin kamp op ad den sociale rangstige mødte hun heller ingen søstersolidaritet. Tværtimod.
De borgerlige kvinder var selv produkter af klassesamfundet. Og de levede op til mænds forventninger. Kvinderne blandede sig ikke. De så pæne ud. Og de koncentrerede sig om hjem og børn.
Foregangskvinde for velfærdsstaten
I sine unge år handlede Louise Rasmussens liv om overlevelse og flugt fra fattigdommen. Hun var stræbsom og snedig. Og det bragte hende langt i livet. Men hun glemte aldrig sit ophav.
Hun blev aldrig accepteret af den danske adel eller det kulturelle borgerskab. Men hun var ikke uden indflydelse. Hun var foregangskvinde for velfærdsstaten. Og hun medvirkede til, at statens penge blev brugt som sikkerhedsnet under nogle af samfundets svageste.
Louise og Carl
Carl Berling var kejtet og introvert, men dannet, belæst og en flot mand. Louise Rasmussen var ekstrovert, ubekymret og videbegærlig.
De to fandt i hinanden en diametral modsætning, og sød musik opstod.
Carls mor var enke og forvaltede familiens ære og det Berlingske hus. Og hun var stor modstander af sønnens kærlighedsforbindelse. Han turde ikke trodse sin mor.
Som 25-årig blev Louise gravid og måtte med Carls hjælp tage væk fra byens lange blikke for at føde. Men han kunne ikke hjælpe hende med hendes sjæls sorg. Hun måtte afgive sønnen til en anden familie for at holde sig oven vande. Savnet sled på hende gennem hele livet.
Den første modehandlerske i Danmark
Med økonomisk støtte fra Carl tog Louise på studierejse til Paris. Her fik hun ophold hos en berømt modehandlerske. Fra Paris skrev hun breve til både Carl og Frederik 7. I brevene skrev hun, at hun var afhængig af dem begge.
Carl kunne hun ikke få som ægtemand. Men uden hans venskab kunne hun ikke håndtere Frederik. For han var både lunefuld og omgivet af rådgivere, der prøvede at holde kvinder som Louise på afstand.
Frederik hjalp Louise med at åbne en modehandel inspireret af Paris på Strøget i København. Aldrig havde danskerne set en roterende mannequindukke før. Og folk stod i kø for at se den fascinerende butik.
Dengang måtte kvinder ikke være selvstændige erhvervsdrivende. Kun virkeligt trængende og aldrende fruentimmer kunne få lov at drive en lille butik.
Louise var kun 28 år, men sendte alligevel en ansøgning til handelslauget. I ansøgningen skrev hun, at hun var knæskadet og pensioneret fra balletten. Og at hun skulle tage sig af sin mor og bedstemor.
Først fik hun afslag fra lauget. Men kongen hjalp hende. Og hun blev den første egentlige modehandlerske i Danmark.
Desværre brændte butikken kort efter, at den var åbnet, og Louise måtte igen genopfinde sig selv. Heldigvis havde hun en støtte i Carl. Selv om de undervejs var blevet rygende uvenner om giftermålet og forsonet igen – det vidner deres brevvekslinger om.
”Hende til kone, eller jeg er ikke konge mere”
I 1848 tiltrådte Frederik 7. som konge.
På det tidspunkt var det velkendt, at Louise og Carl Berling havde deres gang på Christiansborg. Carl var blevet succesfuld som udgiver af Berlingske Tidende. Og han også blevet udnævnt til kongens privatsekretær.
Folket var imod kongens forhold til Louise. Og der blev da også gjort flere ihærdige forsøg på at bryde det.
Men kongen stod fast og udtalte de berømte ord: ”Hende til kone, eller jeg er ikke konge mere.”
Han var træt af, at andre bestemte over hans privatliv.
Kongens hustru til venstre hånd: lensgrevinde Danner
I 1850 blev Louise Rasmussen gift til Frederik 7.s venstre hånd og tilegnede sig derved titlen ’Lensgrevinde Danner’.
Kong Frederik 7. havde langt om længe fået sin Louise.
Det betød også, at Carl kunne gifte sig og få børn, uden at det umiddelbart forstyrrede de nære relationer mellem de tre. Selvom Berlings ægteskab gav grevinden en del frustrationer, blev hun ven med hans kone, Polly.
Aristokratiet og det københavnske borgerskab lykkedes det dog aldrig Louise – eller de to andre – at komme overens med. Hun blev mødt med had, kammerherren med foragt. Og majestæten blev mødt med spot.
Grevinden gav udsatte kvinder husly
Efter 13 års både fordrageligt, kærligt og tumultarisk ægteskab døde Frederik 7. i 1863. Og offentlighedens interesse for de to efterladte i trekanten forsvandt hurtigt.
Med Carls kones billigelse begav Louise og Carl sig på en drømmerejse til Palæstina sammen. Men da de kom til Egypten, måtte Carl give op – han havde været syg i noget tid og døde i Louises arme i 1871. I et brev skrev hun om sin sorg: ’Strengen er brudt, der kan ej komme hele melodier ud’.
Grevinde Danner levede i yderligere tre år, hvor hun opholdt sig en del i udlandet og i sin lejlighed i Ny Vestergade. Hun oprettede stiftelsen for fattige enlige kvinder og børnehjemmet på Jægerspris Slot for kongens private formue, som hun arvede. Hun igangsatte byggeriet Dannerhuset, som fik navn efter hendes mand: ”Kong Frederik den VII’s Stiftelse for fattige Fruentimmere af Arbejderklassen”. Huset blev tegnet af Theodor Zeltner, slotsforvalter ved Christiansborg Slot og bygmester på Kong Frederiks private byggerier. Desværre nåede grevinde Danner aldrig at se ’Dannerhuset’, som stod færdigt i 1875.
Hun døde i Genova i 1874 som 58-årig med sin søn ved sin side – som en ener, der var forud for sin tid og på sin egen måde vandt kampen for fattige kvinder og forældreløse børn.
Læs mere
