Systemet har fokus på forældrerettigheder frem for børnerettigheder
Eline Østergaard er rådgiver for voldsudsatte kvinder i Danners ambulante tilbud, Sig det til nogen. Mange af de kvinder, hun arbejder med, er mødre – og børnene er et tema, der fylder rigtig meget i rådgivningsforløbene. Her fortæller hun om de største udfordringer, som voldsudsatte kvinder og deres børn står over for.
Magtesløsheden fylder meget
”Magtesløsheden er det, der fylder rigtig meget for de kvinder med børn, som jeg har rådgivningsforløb med. De sidder ofte med nogle børn, som de ikke kan hjælpe, fordi de ikke kan ændre på vilkårene. Når der er fælles børn i et voldeligt parforhold, er der større sandsynlighed for, at volden fortsætter, efter at kvinden har brudt med voldsudøveren.
For nogles vedkommende bruger voldsudøveren systemet til at fortsætte volden. Det kan være, han bliver ved med at køre sager i Familieretshuset eller Familieretten om forældremyndighed eller samvær. Eller at han hele tiden laver underretninger til kommunen. Eller at han ikke overholder de samværsaftaler, der bliver indgået.
Danners årsstatistik viser også, at kvinder med børn, der starter i Sig det til nogen-forløb hos os, rapporterer om en lavere sikkerhedsfølelse end kvinder uden børn. Og det giver jo god mening. Hvis der ikke er fælles børn, kan kvinderne bedre kappe alle bånd til voldsudøveren og flytte langt væk. Men hvis voldsudøveren også er far til ens børn, er man nødt til at samarbejde om børnene.
Når systemet fokuserer så meget på et godt samarbejde mellem forældrene, er kvinderne ofte også tvunget til at indgå i den relation, selv om den foregår på en måde, hvor volden fortsætter. Ellers risikerer de at blive set som usamarbejdsvillige.
Under alle omstændigheder er det svært for en voldsudsat kvinde jævnligt at være i kontakt med sin voldsudøver
Det betyder, at kvinderne har sværere ved at hele efter volden og komme videre. Og for børnene betyder det, at de bliver gjort til en kampplads.
Under alle omstændigheder er det svært for en voldsudsat kvinde jævnligt at være i kontakt med sin voldsudøver. I nogle tilfælde er der en reel fare forbundet med kontakten. I andre tilfælde er der ikke nødvendigvis tale om en reel fare. Men kontakten i sig selv betyder, at kvindernes nervesystem bliver aktiveret hele tiden.
Det kan blive trigget af, at børnene kommer hjem og dufter af far. Eller at han kommer og afleverer dem og pludselig vil med ind. Eller at han vil have, at barnet sidder i stuen hos mor, når han taler med dem på Facetime. Kvinderne føler ikke, at de kan sige til deres barn: ”Jeg vil ikke have, at du er på Facetime med far i vores stue, fordi det er ubehageligt for mig.” Men resultatet er, at kvinderne bliver urolige og utrygge og går resten af aftenen og tænker på, hvad de sagde og gjorde, mens deres tidligere partner kunne følge med på Facetime – og om det vil blive brugt imod dem.”
Et stort reparationsarbejde
”Meget af vores arbejde handler om at hjælpe kvinderne med at regulere sig selv. Også i samvær med deres børn.
Nogle af kvinderne kan have den udfordring, at deres børn har en adfærd, der minder så meget om farens, at de nærmest bliver bange for deres egne børn. Eller måske ikke decideret bange, men deres nervesystem bliver i hvert fald aktiveret på en negativ måde. Det kan være barnets måde at tale på, eller at barnet bruger bestemte ord, som far plejede at bruge. Det kan trigge moren og være med til at retraumatisere hende. Og det kan gøre det svært for hende at tage forældrerollen på sig og have den ro, som det kræver.
Det giver nogle modsatrettede følelser. På den ene side vil man jo gerne passe på sit barn, og samtidig har barnets far gjort nogle ting, der har gjort én så bange, at man reagerer uhensigtsmæssigt i samvær med barnet. Der kan også ske en overføring til barnet, så barnet selv får svært ved at have kontakt med far.
Derfor arbejder vi rigtig meget med at hjælpe kvinderne med at regulere sig selv. Vi plejer at bruge det klassiske billede med iltmasken. Man kan ikke hjælpe sine børn, hvis man ikke selv er reguleret. Det er første skridt. Hvis man som mor enten er i forhøjet alarmberedskab hele tiden eller nedtrykt og handlingslammet – vil barnet ikke kunne spejle sig i sin mor. Og det er enormt utrygt for et barn.
Børn, der har levet i hjem med vold, er ikke blevet mødt, fordi de har haft forældre, der af forskellige grunde ikke har været nærværende.
Børn, der har levet i hjem med vold, er ikke blevet mødt, fordi de har haft forældre, der af forskellige grunde ikke har været nærværende. Og børnene selv har været enormt meget på overarbejde. Derfor arbejder vi også nogle gange med noget, der hedder ’circle of security’. Det er en model for, hvordan man kan skabe en sikker havn for barnet, så det kan gå ud i verden, finde tilbage til moren, få hjælp til at organisere de følelser, der er opstået, finde ro og turde gå ud i verden igen.
Vi arbejder også med at hjælpe kvinderne med at håndtere deres børns vrede. Mange børn er rigtig vrede på deres mødre. ”Hvorfor gjorde du ikke noget?”, ”Hvorfor tog du fars parti?”. Der ligger en lang tilgivelsesproces og et stort reparationsarbejde foran mødre og børn på den anden side af volden. Også fordi der ofte er blevet skabt en fortælling om, at mor er ’dum’ og ikke kan finde ud af noget. En fortælling, som barnet måske tager med sig, og som får moren til at gå i forsvar.
Vi taler meget om, hvordan man rummer børnenes vrede og frustration. Men også om helt lavpraktiske rutiner og små ritualer, der kan hjælpe både barn og mor med at omstille sig og finde hinanden igen, når barnet kommer hjem fra samvær med far.
Det kan være, det bare handler om ikke at have nogen planer de første timer og spise popcorn og se en film sammen. Det kan lyde lidt fjollet, men det handler om at sætte en ramme for at få basen hurtigt på plads. Som mor kan man gå og være nervøs for, hvad barnet kommer ind ad døren med. Og som barn har man brug for enormt faste rammer, som man kan reagere inden for.
Reparationsprocessen mellem mor og barn handler meget om, at barnet kan få tillid til, at mor er der og kan sige til og fra, så barnet kan læne sig ind i hende mentalt.
Jeg havde et forløb med en kvinde, som var præget af meget indre kaos. Men da vi efter nogle gange fik mere ro på hendes nervesystem og hendes tanker, kunne vi tale om, hvordan hun kunne arbejde med sit moderskab. Om hvad der skal til for at være mor.
Hendes ældste datter havde trukket sig fuldstændigt fra hende og ville nærmest ikke have noget med hende at gøre. Men efter noget tid kom kvinden og fortalte, hvordan hun og børnene havde været i sommerhus. Og pludselig kom hendes teenagedatter og lagde sig ved siden af hende i sofaen.
Det var meget fint og rørende at høre, at den pige pludselig søger sin mor igen og har brug for den nærhed. Det handlede jo om, at hun kunne mærke, at nu var hendes mor der.”
Børnene bliver en kampplads
”Børn, der lever i familier med vold, er tvunget ind i en position, som de ikke selv har mulighed for at komme ud af. Og de står næsten altid i en loyalitetskonflikt. De er halvt mor og halvt far og vil på den måde altid skulle vælge side.
Når børn lever i et hjem, hvor far udsætter mor for vold, så har børnene hverken en mor eller en far. De har måske mere en far end en mor, fordi mor i større eller mindre grad er forsvundet over i far. Det er hendes overlevelsesstrategi og hendes måde at passe på hjemmet og børnene. Men børnene kan jo ikke mærke deres mor, når hun nærmest er dissocieret væk.
Når mor så får hjælp, og den værste krise er overstået, får børnene ofte en mor, som de kan mærke og læne sig ind i. Så der kommer noget tryghed. Men der kommer også en meget stor belastning, fordi barnet kommer til at være der, hvor krigen fortsætter. Når voldsudøveren ikke længere har lige så meget adgang til kvinden, fortsætter volden ofte igennem børnene.
Det er simpelthen så smerteligt at se, hvordan et barn bliver et våben i krigen
Jeg har for eksempel en kvinde i et forløb lige nu, hvor der kører en samværssag. Der er blevet etableret det, der hedder ’kontaktbevarende samvær’ med barnets far, men far møder ikke op til det. Og så tror barnet, det er ham, der er noget galt med. Han påtager sig ansvaret og bliver meget ulykkelig hver gang. ”Hvorfor elsker far mig ikke?”
Det er simpelthen så smerteligt at se, hvordan et barn bliver et våben i krigen.
Jeg har også haft enkelte kvinder, der selv har opgivet samværet med deres børn, fordi det skabte så stort et dilemma hos børnene at skulle se begge deres forældre. For eksempel havde jeg en sag, hvor der blev fastsat samvær. Men hver gang børnene skulle hjem til mor, blev de ikke afleveret i skole, fordi de tilfældigvis var ”syge” den dag. Og børnene fik at vide af deres far, at mor ikke ville se dem. Det var så smertefuldt for de børn, at kvinden vurderede, at det ville være bedre, hvis hun trak sig ud af deres liv. Hun opgav altså samværet med sine børn for deres skyld – som en slags kærlighedserklæring.”
Systemet ser børnene som parter
”Jeg oplever, at der ikke er fokus på den problemstilling. Og jeg oplever heller ikke, at børnene har en stemme, der rent faktisk bliver hørt i systemet.
Jeg har lige siddet med en kvinde, som gang på gang oplever, at det, hendes datter siger i systemet, bliver tolket som et udtryk for mors påvirkning. Og den pige har meget hurtigt fået en kæmpe skepsis i forhold til myndighederne. Når hun endelig har turdet sige noget højt, har hun for eksempel oplevet, at både hendes mor og far har fået at vide, hvad hun har sagt.
Hvis barnet kun bliver opfattet som part i en konflikt, mister det barn jo sin stemme
Fremfor at have fokus på barnets egen stemme og behov, ser systemet en konflikt, hvor barnet enten står på den ene eller den anden side og reproducerer noget, som mor eller far har sagt. Sådan som lovgivningen og systemet fungerer i dag, handler det om forældrerettigheder frem for børnerettigheder.
Men hvis barnet kun bliver opfattet som part i en konflikt, mister det barn jo sin stemme. Det synes jeg virkelig er problematisk. Ifølge lovgivningen skal børnene høres. Men hvordan bliver de hørt? Bliver det, de siger, taget for pålydende? Eller bliver det læst ind i en konflikt mellem mor og far?”
Læs mere
