Vold mod kvinder er noget, vi skal stoppe i hele verden
Ditte Specht er international projektleder i Danner og har arbejdet med at bekæmpe vold mod kvinder ude i verden i 8 år. Her fortæller hun, hvorfor det giver rigtig god mening for Danner at samarbejde med organisationer i andre lande. Godt nok kan normer, lovgivning og livsvilkår være forskellige. Men den måde, man som kvinde bliver nedbrudt af volden på, er den samme –uanset om man bor i Palæstina, Armenien eller Danmark. Og uanset hvor man bor, er kvindefællesskab og voldsfaglighed nøgleordene.
Hvorfor giver det mening for Danner at arbejde internationalt?
Danner har arbejdet internationalt de seneste 10 år ud fra en tanke om en feministisk global solidaritet. Altså en holdning om, at vold mod kvinder er noget, vi skal stoppe i hele verden.
Vi har jo mere end 40 års erfaring, og den viden, vi får ud af krisecenteret her i Danmark, er der andre krisecentre ude i verden, der efterspørger og gerne vil lære af. Derfor arbejder vi sammen med krisecentre i andre lande.
Danner er ikke ude og hjælpe den enkelte kvinde direkte – i stedet arbejder vi sammen med lokale kvinderettighedsorganisationer. Nogle steder har vi samarbejdet med de samme organisationer siden 2017, andre steder er det nye partnerskaber.
Fællesnævneren for alt Danners internationale arbejde er, at de organisationer, vi samarbejder med, på forskellige måder gerne vil lære af vores erfaringer og viden fra Danmark. Og omvendt lærer vi også af dem.
Global søstersolidaritet var jo faktisk også en tanke, der var i Dannerhuset, da det blev besat i 1979
Global søstersolidaritet var jo faktisk også en tanke, der var i Dannerhuset, da det blev besat i 1979. Dengang kiggede den danske kvindebevægelse ud i verden og blev inspireret af krisecenterbevægelsen blandt andet i England og USA.
På samme måde inspirerer vi hinanden på tværs af landegrænser i dag. Fordi vi har et fælles mål om, at vi sammen vil sætte en stopper for den vold, som kvinder bliver udsat for i hele verden.
Er der noget, der har overrasket dig i dit arbejde med vold mod kvinder ude i verden i forhold til i Danmark?
Jeg kan i hvert fald sige, at det er bemærkelsesværdigt, hvor mange af kvindernes oplevelser, der minder om hinanden. Vi har efterhånden en del erfaringer fra vores arbejde med voldsudsatte kvinder ude i verden. Og noget af det, de fortæller, er selvfølgelig anderledes fra det, voldsudsatte kvinder i Danmark typisk fortæller. Men noget af det er fuldstændigt det samme.
De her kvinder, for eksempel i Palæstina og i Armenien, de er også på snapchat og holder børnefødselsdage og lægger deres mascara. Og det, de oplever og tænker, når de lever i vold, er det samme som kvinder, der lever i vold i Danmark. Voldens konsekvenser for den enkelte kvinde ligner hinanden rigtig meget verden over. Det mindreværd, de udvikler over tid, er det samme. Den tvivl om eget værd som mennesker og som mødre, der bliver sået i dem, er den samme.
Det kan så det se ud på forskellige måder rent samfundsmæssigt. Men det, den enkelte kvinde føler, de tanker, hun har om forældreskab og skam og skyld, de går igen i hele verden.
Voldens konsekvenser for den enkelte kvinde ligner hinanden rigtig meget verden over.
Jeg interviewede på et tidspunkt en ung kvinde i Betlehem i Palæstina, som havde gået i gruppeforløb. Og hun fortalte, at hun simpelthen først i gruppen opdagede, at det, hun var udsat for, var vold og kontrol. Og at den erkendelsesproces var overvældende for hende. Rigtig mange kvinder på Danners krisecenter og i vores rådgivningsforløb i Danmark, fortæller præcis det samme.
Den her unge kvinde havde bare levet med, at hun ikke måtte gå ud uden tilladelse. Efter gruppeforløbet var hun stadig gift, men til gengæld havde hun taget kørekort og var begyndt at færdes ude. Det var en helt ny verden, der havde åbnet sig for hende. ”Kvindeklubben var anderledes end noget andet, jeg har prøvet nogensinde før. Her blev jeg stærkere,” sagde hun.
Og så gik hun faktisk også i gang med at lære andre kvinder i sin landsby at køre bil.
Det er et godt eksempel på, hvad kvindefællesskaber kan. Og det er noget, der går igen i Armenien, Palæstina, Tunesien, Egypten, Jordan og Danmark. Fællesskab og forståelse fra andre kvinder kan ændre rigtig meget.
Og så er det også rigtig vigtigt at blive sat i et rum, hvor nogen spejler én og forklarer voldens dynamikker. Derfor uddanner vi for eksempel ansatte på krisecentre i andre lande i at bruge voldsspiralen som model.
Hvis vi tager Palæstina som eksempel og tager udgangspunkt i de mange kvinder, du har interviewet der – hvad er så den største hindring for dem, når de skal bryde med vold? Og hvad har de størst gavn af?
En af de største hindringer er de normer, kvinderne møder i deres lokalsamfund. Selvom mange unge har andre opfattelser nu, så er der stadig en dominerende idé om, at manden er overhovedet i familien. Og det er jo både mænd og kvinder, der er vokset op med den opfattelse. Det har selvfølgelig nogle konsekvenser, når man som kvinde bliver udsat for vold.
Størstedelen af de kvinder, der deltager i vores aktivitet, er hjemmegående, og kvinder spiller en afgørende rolle i, at hjemmet fungerer. Men de er jo så ikke økonomisk uafhængige, hvilket gør, at de ikke ”bare” kan gå. Også fordi det hverken er velanset eller nemt at blive skilt.
Noget andet, der spænder ben for at bryde med vold, er den modstand, der er i kvindernes lokalsamfund mod at tale om volden. Vold er stadig et tabu og bliver i høj grad betragtet som noget, der skal løses bag hjemmets fire vægge, bag en lukket dør. Men når først kvinderne har været i de her kvindegrupper i noget tid og føler sig trygge, kan de åbne op om deres oplevelser.
Vold er stadig et tabu og bliver i høj grad betragtet som noget, der skal løses bag hjemmets fire vægge, bag en lukket dør
Det at kunne italesætte, hvad man er udsat for, i et fællesskab, hvor man ved, at nogen griber én – både fagligt, men også menneskeligt – det betyder enormt meget for dem. Derfor er det et utrolig vigtigt element i vores arbejde i Palæstina at give voldsudsatte kvinder mulighed for at møde andre kvinder i samme situation der, hvor de bor.
Så er der også det lovgivningsmæssige. Partnervold er ikke kriminaliseret i Palæstina. I nogle af de andre lande, vi arbejder i – for eksempel i Tunesien – er de faktisk længere fremme med lovgivningen, end vi er i Danmark. Der er problemet mere, at lovgivningen ikke bliver brugt i praksis.
Men i Palæstina er vold mod kvinder altså ikke strafbart. Derfor kæmper de organisationer, vi arbejder sammen med i Palæstina, også for, at vold mod kvinder bliver kriminaliseret. Og noget af det, vi har kunnet bidrage med, er vores viden og erfaringer med at arbejde for at få ændret lovgivningen, så voldsudsatte kvinder får bedre rettigheder – for eksempel fra arbejdet med kriminalisering af psykisk vold i Danmark i 2019.
Vi har for eksempel været med til at uddanne kommunikationsfolk i Palæstina i, hvordan man kan lave kampagner for at påvirke magthavere og myndigheder. Og hvordan voldsudsatte kvinder kan være en stærk stemme i den proces.
Er volden i Palæstina anderledes end i Danmark i sit udtryk?
Det er et godt spørgsmål. Og et godt eksempel på en anden udfordring: Der mangler viden om vold i Palæstina. Den sidste større omfangsanalyse af vold mod kvinder i Palæstina er fra 2019. Her kan vi finde noget overordnet viden. Vi kan også se, at de fleste kvinder tier om volden – at de simpelthen ikke fortæller nogen om deres oplevelser. Men vi kan også se, at vold mod børn er et stort problem. Og at den vold, børn bliver udsat for, er grovere end i Danmark. Altså, at der er flere børn, der bliver slået med genstande for eksempel.
Hvordan er de palæstinensiske kvindernes situation nu, hvor der er krig i Gaza?
Danners hovedprojekt ligger på Vestbredden, men når vi taler med vores kollegaer i den organisation, vi samarbejder med, siger de, at de tydeligt kan mærke konsekvenserne af den humanitære krise i Gaza. Alle på Vestbredden har familie eller kender nogen, der har mistet livet i Gaza, og mange familier er utrolig pressede af krigen i Gaza.
Alle på Vestbredden har familie eller kender nogen, der har mistet livet i Gaza
Danner har sammen med Rural Women’s Development Society, som er vores lokale partner, sat ind med et projekt i Gaza med særlig hjælp og støtte til de mest sårbare og udsatte kvinder og deres børn. Vi har ikke fået noget data fra Gaza endnu, men man ved generelt, at omfanget af vold mod kvinder og børn vokser markant i krige, katastrofer og humanitære kriser. Det så vi for eksempel også under Corona-pandemien verden over.
Danners arbejde i Palæstina
- I Palæstina samarbejder Danner med den palæstinensiske kvinderettighedsorganisation Rural Women’s Development Society (RWDS) om støtte til voldsudsatte kvinder og børn på Vestbredden.
- En tredjedel af palæstinensiske kvinder har været udsat for en form for vold af deres ægtemand. Mest udbredt er psykisk vold; over halvdelen af palæstinensiske kvinder har været udsat for psykisk vold. Omkring en femtedel har været udsat for fysisk vold. Omkring hver 10. kvinde har været udsat for seksualiseret vold i deres ægteskab.
- Størstedelen af de kvinder, vi arbejder med i Palæstina, er hjemmegående, hvilket stadig er traditionen i landområderne i Palæstina.
- Der findes kun 2-3 krisecentre i Palæstina, og der er stor mangel på ressourcer på krisecenterområdet.
- Læs mere om Danners arbejde i Palæstina
Læs mere
