I dag er det 43 år, siden 300 feminister reddede Dannerhuset fra nedrivning ved at besætte det og efterfølgende tage den juridiske kamp, vinde den danske befolknings støtte og rejse penge til at købe Dannerhuset tilbage som kvindehus.
En mørk og kold aften for 43 år siden sad en kvinde i en folkevognsboble og gemte sig bag rattet. Når der var fri bane, skulle hun blinke med forlygterne. Hun trykkede sig godt ned i sædet for ikke at blive set, da politiets patruljevogn rullede forbi. Hjertet bankede ekstra hurtigt den aften.
Hun gemte sig lidt for længe og fik aldrig blinket med lygterne, for rødstrømperne længere henne ad gaden var utålmodige. De havde allerede set salatfadet køre forbi. Bevæbnet med soveposer, sovepiller i pølser til eventuelle politihunde samt alibi for at være til kvindekonference småløb de i ly af mørket og parkerede biler på Nansensgade i det indre København.
De fire ældre kvinder, som boede i huset, åbnede døren for dem. De var enige; kvindehuset skulle ikke bygges om til kontorhus.
Der blev malet store kvindetegn på ruderne ud mod den store vej. Huset var blevet besat.
I dag er det 43 år, siden 300 feminister reddede Dannerhuset fra nedrivning ved at besætte det og efterfølgende tage den juridiske kamp mod patriarkatet, vinde den danske befolknings støtte og rejse penge til at købe Dannerhuset tilbage som kvindehus.
Siden 1980 har Dannerhuset fungeret som kvinde- og krisecenter båret af stærke frivillige kræfter – og de seneste godt 15 år også af professionelle kræfter.
I dag er Danner en privat organisation med 50 ansatte og omkring 180 frivillige, der arbejder nationalt og internationalt for at stoppe vold mod kvinder og børn i nære relationer.
