Dansk bistand til Palæstina skal falde i de rette hænder. Men vi må finde en løsning hurtigst muligt, for lige nu har den manglende bistand alvorlige konsekvenser for særligt landets kvinder og børn, skriver Mette Marie Yde og Haneen Zaidan.
Debatindlæg af Mette Marie Yde og Haneen Zaidan, hhv. direktør i Danner og generaldirektør i Rural Women’s Development Society i Palæstina. Bragt i Altinget d. 13. november 2023. Foto: Mohammed Salem/Reuters/Ritzau Scanpix
Den nuværende konflikt mellem Israel og Hamas har medført ubærlige civile tab. Og vi står midt i en humanitær krise for Gazas 2,3 millioner beboere – en befolkningsgruppe med en markant overrepræsentation af børn, der udgør cirka halvdelen af befolkningen.
Indtil videre har mere end 4000 børn mistet livet i Gaza. Adgangen til mad, vand, elektricitet og brændstof er begrænset. Situationen i Gaza er både kritisk og uholdbar. I Danner og Rural Women’s Development Society (RWDS) bekymrer vi os særligt om de kvinder og børn, som nu er i endnu mere udsatte positioner end tidligere.
Med tanke på de langsigtede konsekvenser vækkede udmeldingen om at indstille dansk udviklingsbistand derfor bekymring hos os.
Udviklingsbistand skal selvfølgelig gå til de rette relevante civilsamfundskæfter og sikres hæderlige, demokratiske og bæredygtige formål. Og vi har alle en interesse i, at midlerne ikke går til antidemokratiske eller voldelige organisationer. En gennemgang og sikring af, at udviklingsbistand går til de rette aktører, er derfor relevant.
Volden er allestedsnærværende
I kølvandet på kriser, naturkatastrofer og væbnede konflikter er det ofte kvinder og børn, som særligt bliver ramt. Knap halvdelen af Gazas beboelsesbygninger er ødelagt, og mere end en halv million kvinder og børn står uden tag over hovedet. 50.000 gravide kvinder – 160 fødende kvinder om dagen – kan ikke føde i sikre omgivelser. Og mere end 100 babyer er i livsfare på grund af manglen på brændstof, medicin og lægehjælp.
Og som i mange andre krigs- og konfliktsituationer bliver kvinder ramt af både partnervold og seksualiseret vold. Volden bliver på den måde allestedsnærværende. Den er på gaderne og i hjemmene. Overfyldte nødshelters betyder mangel på ro, privatliv og safe spaces. Og manglen på plads og privatliv øger risikoen for konflikter og vold i familien.
Kvinderne i Palæstina bekymrer sig – selvfølgelig – om deres børn. RWDS’ social- og voldsfaglige personale på Vestbredden bliver i disse uger kontaktet konstant og kan umuligt besvare alle de henvendelser, de får.
Mødrene henvender sig især med bekymringer om deres børns traumareaktioner. Depressionssymptomer, angst og chokreaktioner er blandt de mest hyppige. RWDS, og andre civilsamfundsorganisationer i Palæstina, står med en opgave langt større, end hvad civilsamfundsorganisationer lokalt kan og bør magte.
Som kvinderettighedsorganisationer ser vi derfor med bekymring på både den nuværende situation – for hvem hjælper voldsudsatte kvinder og børn lige nu?
Og på det rehabiliterings- og genopbygningsarbejde i forhold til kvinder og børns rettigheder, velfærd og muligheder, der nødvendigt vil følge i kølvandet på den nuværende konflikt.
Udviklingsbistanden skal tilbage hurtigt
Derfor opfordrer vi – med tanke på både den aktuelle og den langsigtede situation for kvinder og børn i Palæstina – til, at processen gennemføres så hurtigt som overhovedet muligt.
Humanitær bistand – og slet ikke i den størrelsesorden, der indtil videre er givet tilsagn om – kan nemlig ikke erstatte udviklingsbistand. Og indstilling af udviklingsbistanden til Palæstina vil potentielt få uoprettelige konsekvenser. For dansk udviklingsbistand er med til at fremme uddannelse og demokrati.
Den giver mulighed for kapacitetsudvikling af befolkningsgrupper, som ellers ikke har en stemme. Den bidrager til mere lige og trygge samfund, hvor kvinder og børn kan deltage i samfundet, blive hørt og kan tage ejerskab over deres eget liv.
For at skabe en udholdelig tilværelse for palæstinensiske kvinder og børn, appellerer vi derfor til, at politikerne husker på de kvinder og børn, der lige nu lever med vold. Husk dem, og prioritér opbakning, tværgående samarbejder samt udviklingsstøtte med fokus på deres ret til et liv fri fra vold.
