Danner er på Folkemødet for at diskutere psykisk og økonomisk vold, kvindedrab, voldsudsatte kvinder og børn i Gaza, deling af voldsudsattes data og meget mere.
Her kan du se alle debatter, Danner deltager i samt læse mere om hvem fra Danner, du kan møde til Folkemødet 2024.
Program (der kan forekomme ændringer)
Frivillighedens styrke – Sammen bygger vi fremtiden
Torsdag kl. 12.00-12.45. J21 – Velfærdsteltet. Arrangeret af Selveje Danmark.
Debat mellem Selveje Danmarks direktør, Jon Krog, og Civilsamfundets Brancheforenings formand, Laila Walther, samt de tre organisationer KFUK’s Sociale Arbejde, Diakonissestiftelsen og Danner, der med fokus på forskelle, udfordringer og muligheder for samarbejde mellem frivillige organisationer og civilsamfundet, præsenterer deres måde at arbejde med frivillighed på. Hvad kan vi forvente af frivillighed? Hvad kan de frivillige forvente af os? Hvad kræver det at fastholde frivillige?
Deltagere: Laila Walther, formand i Civilsamfundets Brancheforening; Mette Marie Yde, direktør i Danner; Jon Krog, direktør i Selveje Danmark; Ann-Sofie Bech von Hielmcrone, generalsekretær i KFUK’s Sociale Arbejde og Anette Christoffersen, administrerende direktør i Diakonissestiftelsen
Feministisk ledelse – virker det?
Torsdag kl. 13:00-13:55, H15 – Levende Hav. Arrangeret af Danner & CISU
Feministisk ledelse har vundet indpas blandt danske NGO’er. Men hvad er feministisk ledelse egentlig? Og hvordan arbejder man konkret med de feministiske principper – både internt i organisationer og i forhold til lokale partnere ude i verden? Danner har 10 års erfaring med internationale partnerskaber og har løbende tilpasset sin tilgang til feministiske ledelsesprincipper. Vi undersøger sammen med vores panel, hvordan feministisk ledelse ser ud i det daglige arbejde.
Deltagere: Mette Marie Yde, direktør i Danner, Lars Koch, Generalsekretær i Oxfam Denmark, Tim Whyte, Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke. Moderator: Helene Forsberg-Madsen, direktør i Kvinderådet
Passer myndighederne godt nok på borgernes data?
Torsdag kl. 15.00-15.45, F16 – Institut for Menneskerettigheders telt. Arrangeret af Danner og Institut for Menneskerettigheder
De seneste år har det ikke skortet på sager, hvor myndighederne kommer til at lække personfølsomme data om danske borgere. En idrætslærer blev for år tilbage dømt for blandt andet voldtægt, blufærdighedskrænkelser og trusler af en kun 13-årig elev. Efter dommen fik hans advokat (der også var hans far) og han alligevel adgang til dybt følsomme oplysninger om pigens følelsesliv og behandling. I 2022 blev vi vidne til Chromebook-sagen i Helsingør, hvor en forælder til et barn i Helsingør Kommune opdagede en alvorlig sikkerhedsfejl. Og i 2023 så vi skræmmende mange sager, hvor Familieretshuset eller kommunen lækkede oplysninger om voldsudsatte kvinde til voldsudøveren, hvilket i flere tilfælde bragte kvinderne i potentiel livsfare.
Hvad er konsekvenserne, problemerne og udfordringerne? Og hvordan bliver myndighederne bedre til at passe på borgernes data? Vi tager debatten i Institut for Menneskerettigheders telt på Folkemødet.
Deltagere: Louise Holck, direktør Institut for Menneskerettigheder, Mette Marie Yde, direktør Danner, Christina Angela Gulisano, direktør Datatilsynet og Malou Ehmer, partner og advokat, Ehmer Pramming. Moderator: Marya Akhtar, juridisk chef i Institut for Menneskerettigheder
Psykisk vold er ulovligt – men virker loven efter hensigten?
Torsdag kl. 16.45-17.30, A6 – Rigspolitiets telt. Arrangeret af Lev Uden Vold
Psykisk vold er den mest udbredte voldsform i Danmark. Den giver ikke blå mærker, men ar på sjælen og langvarige konsekvenser for den voldsudsatte.
I dag, fem år efter psykisk vold blev kriminaliseret i straffeloven, viser tallene få anmeldelser og endnu færre domme. Spørgsmålet er, om lovgivningen efter fem år virker efter hensigten? Og har myter forbundet med psykisk vold, betydning for indsatsen?
I denne debat inviterer Lev Uden Vold retsvæsnet og civilsamfundsaktører til at reflektere over, hvad der står i vejen for at løfte psykisk vold i praksis.
Deltagere: Susanne Maria Lamhauge, leder af Krisecenter og Åben Rådgivning i Danner; Elsebeth Kirk Muff, direktør i Lev Uden Vold, Trine Baumbach, professor Københavns Universitet. Moderator: Louise Glerup Aner, chef for viden og formidling i Lev Uden Vold
Vold og kvindedrab: Rosa Lund og Danners direktør i samtale
Torsdag kl. 18.15-19.00, C4 – Enhedslistens telt. Arrangeret af Danner og Enhedslisten
Hvert år bliver 118.000 kvinder udsat for vold af deres partner. Det er næsten fire gange så mange, som der er samlet på Folkemødet i dag. Vold mod kvinder er et stort ligestillingsproblem og koster for både den enkelte og for samfundet. I yderste konsekvens kan volden ende i partnerdrab.
Hele 1 ud af 5 drab i Danmark er et partnerdrab. Ofrene er næsten altid kvinder, der bliver slået ihjel af deres mandlige (eks-)partner. Partnerdrab på kvinder er en af de mest forudsigelige forbrydelser, men gør vi nok for at forhindre det?
Mette Marie Yde og Rosa Lund diskuterer, hvordan vi forebygger og bekæmper partnervold og kvindedrab i fremtiden. Hvad pårørende, frontpersonale og myndigheder kan gøre for at opspore og håndtere partnervold. Og hvad der skal til politisk for, at alle får mulighed for og ret til at bryde med vold.
Deltagere: Mette Marie Yde, direktør i Danner & Rosa Lund, ligestillingsordfører, retsordfører og medlem af Folketinget for Enhedslisten
Samtale om vold i nære relationer
Fredag kl. 09.00-09.45, F2 – Røde Kors’ samtalebænk. Arrangeret af Danner og Røde Kors
Alene i Danmark udsættes ca. 118.000 kvinder hvert år og 33.000 børn for vold i nære relationer. Det er skræmmende tal, som kalder på handling. Marie-Louise Gotholt, national chef i Røde Kors, og Mette Marie Yde, direktør i Danner, tager en snak om krisecentrenes rolle, om Røde Kors’ frivillige efterværn Qnet, og om hvordan vi sammen kan bryde statistikken. Kom og lyt med!
Deltagere: Mette Marie Yde, direktør i Danner og Marie-Louise Gotholdt, national chef og direktør i Røde Kors
Hvordan forhindrer vi kvindedrab?
Fredag kl. 10.00-10.45, J37 – Folkets Debattelt. Arrangeret af Danner
Partnerdrab udgør 21 pct. af alle drab i Danmark. Langt størstedelen af de dræbte er kvinder.
Når en kvinde bliver offer for partnerdrab, har gerningspersonen forud for drabet ofte udsat hende for trusler, kontrol, stalking og/eller vold. Kvindedrabene kunne højest sandsynligt have været afværget, hvis omgivelserne havde haft mere viden om partnervold og -drab. I Norge og Sverige findes der drabsudredninger, hvor eksperter har gennemgået tidligere partnerdrab for at undersøge, hvem eller hvad, der kunne have forebygget drabene. I Norge er antallet af partnerdrab rent faktisk faldet siden 1990, og indsatsen har skabt større bevågenhed om den partnervold, der ofte leder til drab.
Hvorfor bliver kvinder dræbt? Hvad kan vi lære af andre lande? Hvordan får vi mere viden og flere værktøjer til at forhindre partnerdrab? Vi tager debatten i Folkemødets debattelt.
Deltagere: Mette Marie Yde, direktør Danner, Jeanette Andersson og Bent Isager-Nielsen, tidligere drabschef i Rigspolitiet; Trine Baumbach, professor Københavns Universitet
Skal mænd, kvinder og LGBT+ bo sammen på krisecentre?
Fredag kl. 11.00-11.45. J21 – Velfærdsteltet. Arrangeret af Svendebjerggård.
En ny lovgivning på §109 området er blevet vedtaget, hvor både kvinder, mænd og andre personer har ret til at bo på krisecenter og få voldsfaglig støtte. Vi taler om fordele og ulemper ved, at alle køn og deres medfølgende børn bor sammen eller hver for sig og på de forskellige måder at drive krisecenter på. Svendebjerggård har, i mange år haft både kvinder, mænd og LGBT+, som har oplevet vold i nære situationer, boende sammen, og har i dag inviteret Danner og Mandecentret til en samtale om vores forskellige tilgange og målgrupper, og hvad vi kan lære af hinanden.
Deltagere: Randi Ringgaard Christoffersen, forstander i Frelsens Hærs Krisecenter og botilbud Svendebjerggård; Mette Marie Yde, direktør i Danner; Diana Mose Olsen, forstander og Chef for Ambulant rådgivning i Mandecentret & Jon Krog, direktør i Selveje Danmark
Økonomisk vold i parforhold
Fredag kl. 16.00-16.45, C41 – FN Byen. Arrangeret af Danner og UNWomen.
Kønsbetinget vold har store konsekvenser for ofrene. Det viser sig både socialt, fysisk, psykisk, materielt og økonomisk. Økonomisk vold er ofte en del af partnervold. Økonomisk vold rammer særligt kvinder, som bliver udnyttet og undertrykt økonomisk og frarøvet kontrollen over sin økonomi.
I Danmark er der store udfordringer for retsstillingen for ofre af økonomisk vold, selvom det som en del af psykisk vold har været kriminaliseret i 5 år. Hvordan sikrer vi, at vores retssystem bliver gearet til at behandle udfordringerne for de kvinder, der som led i partnervold bliver ofre for økonomisk vold? Og hvordan hænger kvinders økonomiske frigørelse sammen med ligestillingen?
UNWomen har siden 2010 arbejdet for kvinders ligestilling og frigørelse verden over. Og Danner har mange års erfaring med partnervold og kønsbetinget vold. Sammen med førende eksperter belyser vi økonomisk vold, som ofte er en overset del af partnervold.
Deltagere: Anders Mihle, Justitia, Mette Marie Yde, direktør i Danner, Mai-Britt Haugaard Jeppesen, direktør for Frivilligt Socialt Arbejde hos Fonden for Socialt Ansvar, Abdulkarim Harakow, Dansk Ungdoms Fællesråd. Moderator: Line Grove Hermansen, kommunikationsdirektør i UNICEF
Altinget Ajour Live-podcast med Mette Marie Yde
Lørdag kl. 09.30-10.00. Altinget Podcast (N6)
Live-optagelse af Altingets podcast Ajour.
Gæst: Mette Marie Yde, direktør i Danner bliver interviewet om psykisk vold. Det er fem år siden, psykisk vold blev kriminaliseret i Danmark – er Danner tilfredse med, hvor vi er i dag?
Hvem hjælper Gazas (voldsudsatte) kvinder og børn?
Lørdag kl. 09.30-10.30, H15 – Levende Hav. Arrangeret af Danner og CISU.
Konflikten mellem Israel og Hamas har medført ubærlige civile tab. Og vi står midt i en humanitær krise for Gazas 2,3 millioner beboere – en befolkningsgruppe med en markant overrepræsentation af børn, der udgør cirka halvdelen af befolkningen.
Under kriser, naturkatastrofer og væbnede konflikter bliver kvinder og børn særligt ramt. Og kvinder bliver i stigende grad ramt af både partnervold og seksualiseret vold. Volden bliver på den måde allestedsnærværende. Den er på gaderne og i hjemmene. Overfyldte nødshelters betyder mangel på ro, privatliv og safe spaces. Og manglen på plads og privatliv øger risikoen for konflikter og vold i familien. Situationen i Gaza er både kritisk og uholdbar nu og her og på længere sigt.
Hvordan kan vi som danske NGO’er til stede i Palæstina & Gaza bedst hjælpe Gazas kvinder og børn i de kommende år?
Udenlandske kvinder fanget i voldelige forhold
Hvordan udlændingeloven er med til at gøre ægteskabssammenførte kvinder særligt udsatte for partnervold
Lørdag kl. 10.30-11.15, C7 – SF’s telt. Arrangeret af Danner og SF
Hvis et ægteskab ophører på grund af vold, bør ægtefællesammenførte kvinder kunne få opholdstilladelse uafhængigt af deres ægtefælle. Det fremgår af Istanbulkonventionen, der har til formål at bekæmpe vold mod kvinder. Og det skal Udlændingelovens paragraf 19, stk. 7, netop sikre. Men loven virker ikke i praksis. Bevisbyrden er urimelig tung, der tages ikke tilstrækkelig højde for voldens kompleksitet. Derfor bliver voldsramte kvinder tvunget tilbage til hjemlandet til stor fare for deres liv.
Louise Holck, direktør i Institut for Menneskerettigheder, og Mette Marie Yde, direktør i Danner, taler om, hvad kvinderne oplever. Og de diskuterer, hvordan vi sikrer, at loven kommer til at virke for de mennesker, den skal hjælpe.
Deltagere: Mette Marie Yde, direktør i Danner & Louise Holck, direktør i Institut for Menneskerettigheder
Røde flag for partnervold: Hvordan når vi de unge?
Lørdag kl. 11.30-12.15, F12 – Røgeriets Debattelt. Arrangeret af Danner og SEINMag
Unge mellem 16-24 år er oftere udsat for vold og overgreb end de ældre aldersgrupper.
Volden sætter dybe spor. Hvis du har været udsat for vold eller selv udøvet vold tidligt i livet, er der større chance for, at det gentager sig i dit voksenliv. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper børn og unge ud af volden.
SEINmag og Danner sætter fokus på unge og vold i parforhold. Hvad er de røde flag for partnervold? Hvad er et dysfunktionelt forhold, og hvornår er det vold? Hvordan kan du hjælpe din ven eller veninde, hvis du tror, hun bliver udsat for vold af sin kæreste? Og hvordan kan medier og influencere bidrage til at aftabuisere partnervold?
På Folkemødet debatterer vi, hvordan vi får greb om partnervold hos de yngre målgrupper. Og vi diskuterer, hvordan vi sørger for, at flere unge kan få hjælp og rådgivning.
Deltagere: Fria Aurora Skogmo Grand, chefredaktør SEINmag, Winnie Alim, leder af Kommunikation og Viden Danner, Lene Stavngaard, Chef for team Beskyttelse mod Digitale Krænkelser, Red Barnet og Cathrine Berendt, instagrammer (Kvinde kend din statistik) og foredragsholder
Psykisk vold – retstilstanden fem år efter kriminalisering
Lørdag kl. 12.00-13.00, A5 – Danmarks Domstole. Arrangeret af Danner og Domstolsstyrelsen
For fem år siden blev psykisk vold gjort strafbart i Danmark. Psykisk vold er den mest udbredte partnervoldsform, og hvert år bliver ca. 112.000 kvinder og ca. 76.000 mænd udsat for psykisk vold. Politikernes ambition var, at psykisk vold rent strafferetsligt skulle ligestilles med fysisk vold.
Hvordan har loven fra 2019 påvirket retstilstanden? Hvor mange anmeldelser af og domme for psykisk vold har der været? Hvor mange fører til retssag? Hvad er de retslige udfordringer på området? Hvad er retspraksis? Og hvilken viden har frontpersonerne brug for?
Vær med når Danmarks Domstole og Danner sætter fokus på psykisk vold
Deltagere: Elisabet Michelsen, retspræsident ved Retten i Lyngby, Gyrithe Ulrich, vicestatsadvokat, Statsadvokaten i København, Mette Maria Lorentzen, advokat og medlem af bestyrelsen i Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Mette Marie Yde, direktør for Danner. Moderator: Nina Palesa Bonde, formand for Dommerfuldmægtigforeningen
Hvem kan du møde fra Danner?
Mette Marie Yde, direktør i Danner
Mette Marie har været direktør i Danner siden februar 2022 og er fhv. vicedirektør i Danner. Desuden er hun medlem af Kvinderådets styrelse, bestyrelsesmedlem i Kvinfo og Lev Uden Vold samt medlem af Menneskerettighedsrådet og Justitsministeriets Offer- og vidnepanel. Mette Marie er ekspert i vold i nære relationer og kan udtale sig om had, vold og drab på kvinder. Herunder fysisk, psykisk, seksuel, materiel og økonomisk vold samt chikane og stalking. Hun har specialiseret viden om, hvilke konsekvenser vold har ift. sundhed, trivsel og arbejdsmarkedstilknytning. Derudover udtaler hun sig om politiske initiativer, myndighedernes håndtering og civilsamfundets rolle. Mette Marie er uddannet cand.scient. i geografi og har tidligere arbejdet i bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke og Røde Kors.
Vibeke Abel, forkvinde i Danners bestyrelse
Vibeke var med, da det hele startede i 1979, hvor feminister reddede Dannerhuset fra nedrivning ved at besætte bygningen og efterfølgende tage den juridiske kamp, vinde befolkningens støtte og købe Dannerhuset tilbage som kvindehus. Vibeke er i dag forkvinde for Danners bestyrelse og kan bidrage med perspektiver på bestyrelsesarbejde, kønsperspektiver og civilsamfundsorganisationer samarbejde med offentlige myndigheder. Hun har siddet i en lang række bestyrelser og udvalg. Vibeke har bl.a. været chef for Ligestillingsafdelingen, leder af HKs politisk, økonomiske sekretariat og direktør i Hillerød Kommune.
Karen Lauritsen, rådgivningschef i Danner
Karen har været rådgivningschef i Danner siden marts 2020. Desuden er hun forperson i bestyrelsen på Weshelters Samværs- og aktivitetsområde. Karen har bred viden om vold i nære relationer og er ekspert i, hvordan vi hjælper udsatte, der ikke skal på krisecenter. Karen har desuden specialiseret viden om dobbeltudsathed og voldsudsatte kvinder med migrantbaggrund. Ligesom hun gerne udtaler sig om, hvordan vi skaber gode rammer for medarbejdere, der arbejder i potentielt psykisk belastende arbejde. Og hvordan vi skaber partnerskaber på tværs, der kommer voldsudsatte til gode. Karen er uddannet cand.scient.soc. fra Roskilde Universitet og har tidligere arbejdet med udvikling af socialt arbejde i kommunalt regi på det specialiserede socialområde i over 10 år.
Susanne Marie Lamhauge, leder af Danners Krisecenter og Åben Rådgivning
Susanne har været leder af Danners Krisecenter og Åben Rådgivning siden december 2017. Susanne er ekspert i krisecenterets arbejde med voldsudsatte kvinder og børn. Herunder socialrådgiverfaglig, pædagogisk og psykologisk tilgang til arbejdet med heling af kvinder og børn, der har levet med vold. Hun har desuden specialiseret viden om, hvordan vi på krisecenteret sikrer sikkerheden omkring kvinderne og børnene og skaber de bedst mulige betingelser for, at de kan bryde med volden på en sikker og holdbar måde. Susanne er uddannet international og interkulturel socialrådgiver og har tidligere været funktionsleder i Udrejsecenter Sjælsmark, centerleder for asylcenter Esbønderup og funktionsleder i Asylcenter Sandholm.
Winnie Alim, leder af Kommunikation og Viden
Winnie har været leder af Kommunikation og Viden i Danner siden august 2022. Derudover er hun Danners repræsentant i Det Nationale Voldsobservatorie og i Women Against Violence Europe’s advisory board. Winnie har bred viden om vold i nære relationer – både i en dansk og en international kontekst. Hun har mange års erfaring fra det socialpolitiske felt og er ekspert i voldsudsatte børn. Derudover har hun specialiseret viden om videns- og rettighedsbaseret fortalerarbejde og kampagner. Winnie er uddannet cand.scient.soc. fra Aalborg Universitet og har tidligere arbejdet i bl.a. Mødrehjælpen, Børns Vilkår og Børnerådet.
Kontakt
Kalenderen er ved at være godt fyldt op, men der er stadig huller. Så tøv ikke med at hive fat i os, hvis du har lyst til en snak, en kop kaffe eller har brug for os i en debat til at nuancere problemstillinger om vold i nære relationer.
Kontakt presseansvarlig, Cecilie Nielsen, på tlf. 30 78 58 62 eller på mail cen@danner.dk