Vores forhold var intenst fra begyndelsen. Jeg mødte ham på Tinder, han var kæk og på fra starten, og jeg blev hurtigt fænget. Hans øjne borede sig ind i mig, og jeg følte ikke, han så andre i rummet end mig. Vi havde også samme uddannelse og samme slags job. Det udviklede sig hurtigt til, at det ligesom bare var ham og mig.
Når jeg ser tilbage, er det virkelig ikke ret lang tid af vores forhold, der har været god og tryg. Jeg tror, han hurtigt følte sig sikker på at have mig på krogen, fordi jeg ikke gik min vej efter de første episoder. Og det eskalerede helt klart, da jeg fik job samme sted som ham. Konfliktniveauet blev hævet derfra.
Han gjorde meget ud af jævnligt at fortælle mig, at folk ikke brød sig om mig. Især når der til fredagsbarer og fester på vores fælles arbejdsplads var episoder, hvor han endnu en gang fandt en grund til at slå op med mig – fordi jeg havde røget en smøg eller snakket med en mandlig kollega. Det var ofte jalousi, der drev eskaleringerne. Men han havde samtidig et stort behov for at pleje sit selvbillede udadtil. Ingen skulle se ham tabe ansigt.
Når han blev jaloux og truede med at gå fra mig, hviskede han det til mig, mens han smilede og så helt almindelig ud. Og så snakkede han ellers videre med nogle andre. Når jeg prøvede at tale med ham om det, verfede han mig væk og sagde til kollegerne: ”I skal ikke tage jer af hende – hun kan ikke rigtig styre det, når hun får noget alkohol.” Det var altid mig, der kom til at se dramatisk og dum ud.
Begyndte at se mig selv med hans øjne
Med tiden blev jeg i tvivl om hele min identitet og begyndte at se mig selv med hans øjne. ”Fylder jeg for meget? Opfører jeg mig i virkeligheden grænseoverskridende, når jeg taler med mænd?”. Hans fortælling var også, at alle mine drengevenner kun var venner med mig for at komme i bukserne på mig. Det blev jeg også i tvivl om. ”Er jeg tonedøv over for, hvad andre mennesker vil mig?”, tænkte jeg.
Jeg gik rundt på mit nye arbejde med dukket nakke og var et spøgelse af den, jeg plejede at være – en bramfri og humørfyldt kvinde, der byder ind og har god fornemmelse for stemninger og relationer. Her var der pludselig ingenting, der fungerede.
Skammen over, at jeg ikke gik længe før
Ad flere omgange slog vi op. For mig har det været en enormt lang proces at komme fra ham.
Det blev en dramatisk sommer, hvor min eks og jeg on/off var sammen. To dage inden vi skulle af sted på et arbejdsarrangement med overnatning, ville han pludselig have mig tilbage endnu en gang. På det tidspunkt agerede jeg stadig som en lille ’hundehvalp’, der bare fulgte med ham. Så vi tog af sted som kærester.
Da vi var afsted, ville han som så ofte før ikke tale med mig. Det var ekstra svært, fordi jeg var ny på den arbejdsplads, og han påstod jo, at folk ikke kunne lide mig. Men foran spejlet på mit hotelværelse om aftenen sagde jeg til mig selv: ”Nu skifter du til festtøjet, og så slipper du, at han er i rummet og sørger for at få en god aften.” Den aften var jeg mit gamle jeg, der hyggede sig og snakkede med alle.
Da jeg sidst på aftenen spurgte, om vi kunne snakke sammen, fandt vi en afkrog. Han sagde, at jeg havde været en luder på dansegulvet og gik i gang med at fortælle mig om alle sine tidligere sexpartnere. Det stak i alle retninger. På et tidspunkt lagde jeg min hånd over hans mund og sagde, at jeg ikke ville høre mere. Så sparkede han mig tre gange i maven. Længe efter havde jeg svært ved at tilgive mig selv, at jeg fulgte med ham efter sparkene.
På hans værelse tog jeg festtøjet af, satte mig på sengen og konfronterede ham med hans spark. Dér slog det klik. Han lagde sig over mig, vred mine håndled om og tvang dem op på min hals. Jeg frøs fast til sengen, mens han trykkede mine håndled mod min strube, så op i hans øjne og tænkte: ”Nu dræber han mig.”
Han hev mig ned ad sengen i benene, skubbede mig over i dørkarmen og kylede alle mine ting ud på gangen. Så stod jeg halvnøgen dér, halv fem om morgenen.
Da jeg kom hjem næste dag, ringede jeg til min søster. Jeg havde brug for vidner til det, jeg inderst inde vidste var hamrende forkert. Og jeg var skrækslagen.
Brød sammen efter overgrebet
Lørdag formiddag, da jeg kom hjem efter overgrebet, havde jeg både tømmermænd og havde slet ikke sovet den nat. Det hele kørte rundt i hovedet på mig på en meget ustruktureret måde, men jeg kunne mærke, at det, der var sket om natten, var helt forkert.
Hjemme i min lejlighed modtog jeg en besked fra ham, hvor han ”for god ordens skyld” ville sige, at det nu var endegyldigt slut imellem os, fordi jeg ikke kunne holde privatliv og arbejdsliv adskilt, og at jeg måtte ”have det godt”. Jeg husker bare, at jeg skrev ”farvel”. Og så blokerede jeg hans nummer.
Resten af dagen var jeg i dialog med min søster og tætteste venner og fik mange forskellige reaktioner. Om søndagen var jeg stadig forvirret, men om mandagen begyndte tiøren at falde for mig, da der kom synlige mærker på mit øje og mine håndled. Jeg var helt ødelagt og fik en akut tid hos min læge samme dag.
Men inden da tog jeg på arbejde. Det var nok, fordi jeg tænkte, at jeg bare lige skulle klare lidt opgaver, indtil jeg skulle til læge. Men det magtede jeg slet ikke. Jeg endte meget hurtigt med at stå inde på min chefs kontor, hvor jeg brød sammen og fortalte hende det hele.
Fik den mest sikre dørlås, der fandtes
Min chef sendte mig hjem den mandag formiddag, og i dagene efter kunne jeg ingenting. Jeg sad bare og kiggede ind i en væg og røg smøger. Så ringede jeg til min chef og sagde, at jeg kunne mærke, det ikke bare var et spørgsmål om et par sygedage.
Min chef var virkelig god. Hun sørgede for, at jeg fik krisehjælp og bakkede op om en langtidssygemelding. Men hun kunne ikke stille noget op imod, at sagen blev bragt højere op i systemet. Jeg gik totalt i panik ved tanken om, at min eks nu skulle konfronteres med det, jeg havde betroet min chef. Jeg hverken turde eller havde overskud til at gå til politiet og ville hellere give min opsigelse og gå ud ad bagdøren, end at min arbejdsplads nu ville tage sagen ud af mine hænder og konfrontere ham.
Jeg var bange for hans hævn. Jeg var bange for, at han helt konkret, fysisk, ville komme efter mig. Kort tid efter skiftede jeg derfor også min dørlås til den mest sikre, der fandtes. Den første måned kunne jeg ikke være hjemme, fordi jeg havde så meget angst, og jeg var skrækslagen for at gå rundt på gaden. Så jeg boede rundt omkring på venners sofaer.
Jeg endte med at få en rigtig god fratrædelsesaftale. Og så skulle jeg i gang med at samle mig selv op. Jeg havde mistet det, der engang havde været en stor kærlighed. Jeg havde virkelig meget angst og blev senere diagnosticeret med PTSD. Og jeg måtte opgive mit arbejde, som var en stor del af min identitet, og begynde at se mig om efter et nyt job.
Jeg følte virkelig, at mit liv lå i ruiner.
Tanken om krisecenter var for grænseoverskridende
Jeg tror, mange synes, tanken om krisecenter er grænseoverskridende, fordi de ikke ser sig selv som ’en af dem, der skal på krisecenter’. Og ærligt, så er det også en del af min fortælling. Jeg har et stort netværk, og for mig var det tryggere at være hos nogen, jeg kendte. Men jeg var nok også bange for at blive puttet i en kasse.
Første gang jeg kom i ’Sig det til nogen’, havde jeg en veninde med. Rådgiveren sagde, at det var svært at se, hvem af os der havde brug for hjælp, for jeg havde virkelig taget mit ’bedste jeg’ på. Først talte vi om min arbejdssituation, men da vi nåede til, hvordan jeg havde det følelsesmæssigt, kunne jeg slet ikke hænge sammen længere.
Min rådgiver introducerede mig ret hurtigt til ’voldsspiralen’, og det var dén, der knækkede koden for mig. Jeg havde troet, at det parforhold, jeg havde været igennem, var unikt. Nu blev jeg præsenteret for konkrete mønstre i parforhold præget af vold, der ofte starter i det små med psykisk vold og derefter løbende eskalerer. Det var så vild en oplevelse at få præsenteret noget teori, der nærmest 1:1 beskrev min egen ’parforholdsrejse’.
Det var også vildt, at min rådgiver med sin voldsfaglige ballast så hurtigt kunne spejle mig og forstod, hvad jeg stod i – langt bedre end jeg selv gjorde på det tidspunkt. Jeg blev grebet, og mine sætninger blev hjulpet på vej. Hun vidste, hvad hun skulle spørge om, og hvordan hun skulle skabe tryghed og ligeværdighed i samtalen. Og hun formåede både at tale min situation igennem med mig, men også at grave mine styrker frem igen. Den første samtale blev en af mange, som bidrog til en helt vild genopbygning af mig selv.
Jeg definerer mig selv – og hvem jeg vil være
Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal opleve det, jeg har oplevet. Men for mig satte det skub i en vigtig udvikling, hvor jeg nu står stærkere i forståelsen af min kærlighed til mig selv og mit værd her i verden. En udvikling, jeg ikke kunne have gået igennem uden voldsfaglig hjælp og mine nærmeste, der bar mig, da jeg ikke selv kunne.
På Kvindernes Internationale Kampdag i 2022 fik jeg min første tatovering som en påmindelse til mig selv om, at jeg selv bestemmer, hvem og hvordan jeg vil være. Der står ét ord: ’Definitionsmagten’.
Ovenstående er en forkortet udgave af Matildes historie. Vil du læse den fulde historie, kan du gøre det her.
