Kirsten Justesen: ”Jeg er jo bare en ganske almindelig feminist”
Til november rejses et monument for grevinde Danner. Monumentet er skabt af den anerkendte billedhugger, Kirsten Justesen. Hendes inspiration kommer fra flere generationer af levede kvindeliv. Blandt andet hendes eget. Og måske netop derfor var hun aldrig i tvivl om sin vision for monumentet.
80-årige Kirsten Justesen byder indenfor i sit atelier i Gothersgade lige overfor Botanisk Have. Lejligheden bugner af kunstneriske artefakter, som kalder på at blive udforsket. Men det er ikke det, vi skal i dag. I dag skal vi tale om det monument for grevinde Danner, som Kirsten Justesen har brugt de sidste 5 år på at skabe.
Med søen som kjoleslæb
Monumentet støbes i bronze og skal stå på hjørnet af Gyldenløvesgade og Vester Søgade. Meget symbolsk spejder skulpturen mod Dannerhuset, som grevinde Danner lod opføre for mere end 150 år siden, men ikke nåede at se færdigt inden sin død. Skulpturen placeres foran piletræerne, og når bladene falder, bliver Sankt Jørgens Sø skulpturens bølgende kjoleslæb.
Det var et bevidst kunstnerisk valg for Kirsten Justesen, at skulpturen ikke skulle være et portræt af grevinde Danner, men et monument for grevinde Danner. Hun ville skabe en repræsentation af fortællingen om den bemærkelsesværdige kvinde fremfor en statue med ”kartoffeltud og dobbelthage”, som hun – med et glimt i øjet – formulerer det.
”Det er et monument og ikke et portræt. Figuren er nøgen, men påklædt. Den er netop ikke bearbejdet som en person, for at man kan spejle sig i fortællingen om grevinden og alt det, der fulgte i kølvandet de følgende 150 år.”
Formmæssigt tager figurationen afsæt i den klassiske skulptur Venus fra Milo. Tilpasset placeringen af monumentet er figuren spejlvendt i forhold til forlægget, men posituren er den samme. Herfra har Kirsten Justesen arbejdet med gestikken. Den ene hånd hviler på brystet som udtryk for grevindens taknemmelighed over Dannerhusets lange liv. Den anden holder et dokument, der repræsenterer hendes testamente og hermed midler til Danner og Danners Børn, som de to institutioner, hun oprettede, hedder i dag. Dokumentet henviser også til grundloven, som blev indført i 1849, året før hun blev gift med Frederik d. 7.
En askepotfortælling
Som forberedelse til monumentets udformning har Kirsten Justesen foretaget en grundig research. Monuments sokkelskørt rummer en billedfortælling, og navnlig denne er blevet til i dialog med museumsledere, rødstrømper, børnehjemspiger, forfattere og andre fagfolk. Herudover har Kirsten Justesen opsøgt monumenter både herhjemme og i udlandet for at undersøge historiske og formelle greb.
Inspirationen udspringer dog i høj grad fra hendes eget erfaringsunivers. Fra et levet liv – og fra hendes bedstemødre. Kirsten Justesens ene bedstemor blev gravid i utide og giftede sig under sin stand. Den anden blev gift med en skovfoged og var ”boss” for hjem og skovfolk.
”Mine bedstemødre er født lige omkring grevinde Danners tid. Så på den måde er mit kvindeliv også forbundet med hendes. Grevinde Danner repræsenterer en askepotfortælling, idet hun kom fra ingenting og endte med – næsten – at være dronning. Den askepotfortælling kender mange kvinder, og hendes grænseoverskridende klasserejse har åbnet op for nye måder at være i verden på som kvinde.”
Verden skulle være anderledes
Netop det kvindepolitiske har haft stor betydning i Kirsten Justesens liv. Hun var ung i 60’erne og 70’erne og beskriver en tid, hvor forandringens vinde blæste. Kampagner mod atomvåben, økologi, rejser til New York, The Rolling Stones, Woodstock. Og kvindekamp.
”Verden var i fantastisk forandring. Og det var en beslutning store dele af generationen tog: Verden skulle være anderledes. Samfundets vejrtrækning havde den der vilde energi. Vi afprøvede og udfordrede konstant alle tænkelige forhold. For overhovedet at kunne få vejret var det indlysende, at noget måtte forandres.”
“Mænd ser, kvinder ses”
I denne periode var Kirsten Justesen en del af det avantgardistiske kunstmiljø, og hun blev optaget af det, hun kalder ”feministisk æstetik”. Hun har arbejdet inden for det konceptuelle univers, og særligt dialogen med skulpturbegrebet har hun beskæftiget sig med hele livet.
”’Mænd ser, kvinder ses’. Sådan sagde John Berger i essayet ’Ways of seeing’ fra 1972. Først i midten af 70’erne ser jeg den formulering, men den beskriver det, vi arbejdede med på en fin måde. Hvem er objekt, og hvem er subjekt? Hvad ser vi, og hvordan ser vi?”
Kirsten Justesen var en del af rødstrømpebevægelsen og i perioder medredaktør af bladet Kvinder. Hun har siddet i råd, fonde og bestyrelser for kunstfaglige organisationer, hvor hun blandt andet har arbejdet for kvindelige kunstneres repræsentation.
Det har været et kunstnerisk valg for Kirsten Justesen, at monumentet for grevinde Danner både skal afspejle grevindens liv og den kvindepolitiske historie og de sejre, som fulgte i kølvandet. Bl.a. fremhæver billedfortællingen på monumentet, hvordan kvinder fik stemmeret i 1915, FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder i 1948 og besættelsen af Dannerhuset i 1979.
En historie i en klump ler
Kirsten Justesen er uddannet klassisk billedhugger – først på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus og siden på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. På akademiet i Aarhus lærte hun det grundlæggende skulpturelle håndværk, da hun som 21-årig kom i lære hos billedhuggeren Knud Nellemose.
”Han lærte mig, hvordan man ser. Og hvordan man omsætter det, man ser, i en klump ler. Mine hænder og leret har altid været meget venlige imod mig.”
Kan holde i 300 år
Det har igennem den kunstneriske proces været et holdepunkt for Kirsten Justesen, at monumentet skal give mening i 300 år. 150 år fra grevinde Danners død til nu. Og 150 år ud i fremtiden. Men når man spørger, om der er et særligt budskab, hun håber, monumentet formidler, er svaret klart:
”Det må man selv om. Jeg har lavet en markering, som repræsenterer det faglige punkt, hvorfra jeg ser opgaven: sted, rum, form, fortælling. Man handler i sit cirkelslag. Jeg er billedhugger. Jeg bruger billeder. Så må I tolke og gøre alt, hvad I vil,” siger Kirsten Justesen med et smil.
Kirsten Justesen fortæller, at hun i hvert fald to gange i sit liv har været ved at “dø af skræk” i forbindelse med afsløringen af sine værker.
“Det sted kan jeg godt lide at være. Men jeg er ikke ved at dø af skræk over grevinde Danner. Og det er måske en fejl. Med min husmoderfeministiske dagsorden var det helt indlysende, hvordan hun skulle markeres.”
“Jeg er bare en ganske almindelig feminist, ” afslutter hun.
Om billedhugger Kirsten Justesen
Kirsten Justesen (født 1943) er uddannet billedhugger. Justesen var en del af 1960’ernes avantgardescene og har markeret sig med sin performative og konceptuelle tilgang til skulpturmediet. Op gennem 1970’erne deltog hun i udviklingen af en feministisk æstetisk, der tog livtag med tidens traditionelle normer og værdisystemer. I hendes senere værker er kroppen og skulpturen engageret i undersøgelser af forholdet mellem rum, sprog og tid.
Kirsten Justesens værker findes i flere væsentlige samlinger, bl.a. Statens Museum for Kunst og National Museum of Women in the Arts i Washington DC. Kirsten Justesen har modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, Thorvaldsen Medaljen samt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. Kirsten Justesen har arbejdet på Monument for grevinde Danner siden 2019.
Læs mere
