Dette debatindlæg er bragt i Politiken den 23. oktober 2021.
Af
Lisbeth Jessen, direktør Danner
Kirsten Hejnfelt, forstander Ringsted Krisecenter
Karin Houman, leder af Holstebro Krisecenter
Maria Søndergaard, direktør Dansk Kvindesamfunds krisecentre
Det skal ikke være muligt at drive profit på krisecentre – alt for mange eksempler har nemlig vist, at profittankegangen står i vejen for at yde voldsudsatte kvinder og børn det tilbud, de har ret til.
Enhver kvinde, der har levet med en voldelig partner, skal trygt kunne læne sig ind i, at hun får den rette faglige hjælp og beskyttelse, når hun kontakter et krisecenter.
I sidste uge (15. oktober) kom det frem i en artikel i Weekendavisen, at flere krisecentre er åbnet med det primære formål at trække overskud ud til ejerne, frem for at bruge ressourcerne på at sikre en høj faglighed og hjælp til de voldudsatte kvinder.
Beretninger om krisecenter-ejere, med erfaring fra skønhedsindustrien, kogebogs- eller nedrivningsbranchen, der enøjet har fokus på at skrue krisecentertaksten op til det maksimale, skræmmer. Det er tilsyneladende blevet alt for let at åbne et krisecenter med Det Sociale Tilsyns godkendelse og medfølgende offentlige midler uden at kvaliteten følger pengene.
Enhver kvinde og hendes børn, der er udsat for vold i hjemmet, har ifølge Servicelovens §109 ret til omsorg og ophold på et krisecenter, som betales af det offentlige. Det er direkte skadeligt for både kvinder og børns sikkerhed og krisecentrenes omdømme, hvis ikke fagligheden er i centrum for vores virke. Her kan en skærpelse af Det Sociale Tilsyns muligheder hjælpe.
Vi repræsenterer fire non-profit krisecentre fra hele landet, som har været i branchen i mere end 40 år – vi er meget optagede af ’value for money.’ Vi er eksperter i at drive krisecenter og på volden og dens konsekvenser – både set fra kvindernes og børnenes perspektiv og fra samfundets perspektiv. En del af vores faglighed er at leve op til den tillid som samfundet og kommunerne har givet os. På krisecentrene gælder ’selvmøderprincippet’, som betyder, at når en kvinde henvender sig til os, så har vi værktøjerne og fagligheden til at vurdere, om hun i målgruppen for et krisecenter, og vi kan beslutte, om hun skal indlogeres eller ej. Vi er garanter for at forvalte offentlige midler ansvarligt, så samfundet til enhver tid kan have tillid til os.
Tro os, når vi siger, at det ikke er i nogens interesse, at der findes krisecentre, hvis ejere er drevet af profit, og som tror at ’alle og enhver’ kan yde en voldsudsat kvinde sikker og metodisk hjælp, rådgivning og stabilisering. Vores arbejde handler om liv og død, og det tager vi dybt seriøst.
Et krisecenter er ikke kun en varm seng at sove i. Dér hvor vi hjælper kvinderne bedst – og er mest værd for vores penge – er når, vi kan bruge vores faglige viden om vold til at stabilisere kvinden. En evaluering af rådgivningstilbuddet Sig det til nogen dokumenterer, at det virksomme element for den voldstruede kvinde netop er, at de fagfolk, hun møder, har en dyb viden om de skader, som den fysiske og psykiske vold har forårsaget, og hvad der skal til, for at hun kan begynde at bearbejde oplevelserne med vold og komme videre i sit liv.
Siden 2017 er antallet af krisecentre steget fra 47 til 80 – og aktualiseret af medieomtalen vil vi godt lægge hovedet på blokken og sige, at fagligheden ikke er fulgt med alle steder.
Vi er dybt bekymrede over de brodne kar i vores branche, som skader krisecentrenes omdømme og troværdighed – og derigennem de kvinder og børn, vi er sat i verden for at hjælpe.
Vi vil gerne bidrage til at skabe transparens i forhold til fastsættelse af den takst, som det enkelte krisecenter har, og som det offentlige betaler pr. døgn for at en kvinde bor på krisecenteret. Det skal være klart for alle, hvad et krisecentertilbud indeholder og ud fra hvilke parametre prisfastsættelsen sker.
Folketinget har en skærpelse af Det Sociale Tilsyn på vej. Her er lagt op til at krisecentrenes økonomiske og organisatoriske struktur skal tjekkes grundigt – det er godt.
Det ærgrer os dog, at der i lovforslaget ikke også er fundet plads til, at krisecentrene skal godkendes på baggrund af deres faglighed og viden om vold fx via formulerede kvalitetsstandarder. Vi håber, der stadig er tid til denne tilføjelse, som også vil skabe bedre transparens. Vi bidrager gerne.
Når en kvinde og hendes børn flytter fra et krisecenter, så skal det være, fordi de har fået ny energi, nye værktøjer og nye perspektiver, som gør dem i stand til at leve et frit liv uden vold og kontrol. Dét ansvar kan vi som fagligt funderede, non-profit krisecentre stå på mål for – og vi bruger hver en krone til gavn for målgruppen.
