Voldtægt bruges som strategisk våben

Voldtægt og vold mod kvinder er blevet brugt som våben verden over i årtier, og med de krige og konflikter vi er vidne til i dag, er det et højaktuelt emne.
2. juni 2016

Voldtægt er det mest udbredte våben. Men desværre også det mindst synlige. Netop derfor er det vigtigt at sætte lys på problematikken, at tale om denne krigsstrategi og forsøge at komme den til livs.

Af Isa Marie Romby, frivillig i Redaktionsgruppen i Danner

Folk stimlede sammen på træstolene i kælderlokalerne i Politikens Hus. På en stegende hed maj-dag, havde folk skiftet is og grill ud med to timer i stilhed og eftertænksomhed på ræd og række. Heldigvis havde Danner placeret et par flyers med teksten ‘Respektfuld kærlighed’ på stolene, som fungerede som udmærkede vifter til at udtørre den værste sved på panden. Danner og Politiken Live stod bag arrangementet “Voldtægt som krigsvåben”, som bød på filmvisning, paneldebat og et engageret publikum.

Panelet bestod af Merete Engell, Head of HR Field i Læger Uden Grænser, Ahlam Chemlali, Program Manager i DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur, samt Peter Vedel Kessing, Cand. Jur., Ph.d., Dansk Institut for Menneskerettigheder. Med dette panel fik vi belyst voldtægt som strategisk våben fra både den sundhedsmæssige, samfundsmæssige og juridiske vinkel. Journalist Simi Jan styrede debatten og kom med skarpe kommentarer og reflekterende pointer.

For at sætte scenen inden paneldiskussionen gik i gang, blev der først vist et uddrag af dokumentarfilmen ”Voldtægt som krigsvåben” fra 2014. Instruktørerne Katia Forbert Petersen og Annette Mari Olsen gav en kort introduktion til filmen og slog fast, at det var et velovervejet valg, at dokumentaren fokuserer på netop krigen i Balkan:

”Voldtægt foregår i hele verden. Men det var med vilje, at vi valgte vores egen europæiske kultur for at vise, at vi ikke er spor anderledes,” sagde den ene instruktør, inden filmfremvisningen.

Derefter understregede de den ærbødighed de føler, overfor de kvinder der har ladet sig interviewe og følge i filmen. Og det var også den fornemmelse man som publikum sad med efter at have set det 25 minutter lange uddrag. Stærkt ubehag efter de voldsomme scener fra en krig, hvor mellem 40-50.000 kvinder blev voldtaget. Men ligeledes stor beundring for de kvinder, der fortæller deres historie og kæmper en hård, sej kamp for retfærdighed.

Voldtægt ødelægger familien

De organiserede voldtægter der fandt sted under Balkan-krigen er desværre ikke et enestående eksempel. Tværtimod er voldtægt et af de mest udbredte våben, der tages i brug i konflikter og krige. Men spørgsmålet er, hvad der gør voldtægt så ’populært’ og hvorfor netop denne form for vold spiller ind på tværs af konfliktens type og kulturelle skel. Når voldtægt bruges som krigsvåben, er det ifølge Merete Engell både mænd og kvinder der rammes:

”Voldtægt rammer ikke bare en enkelt person. Når man går målrettet efter at ødelægge en kvinde, så ødelægger man fundamentet for familien. Udover det, så handler det om at ydmyge den mandlige befolkning. Voldtægt har intet med sex eller lyst at gøre. Det er udelukkende en magtdemonstration”.

Når voldtægt bruges som våben handler det ikke kun om selve voldtægten. I nogle tilfælde er der også tortur involveret. Merete Engell gav eksempler på at Læger uden Grænser har mødt kvinder, som har fået skåret brysterne af eller hvor der er blevet affyret pistolskud i vagina. Derudover nævnte hun eksempler, hvor man målrettet går efter at gøre kvinderne fra en anden etnisk gruppe gravide, for derigennem at opnå etnisk udrensning. Samt eksempler på hvordan Hiv-smittede soldater bliver sat til at voldtage kvinderne.

Voldtægt af kvinden betyder voldtægt af nationen
Ahlam Chemlali tilføjede, at kvinder ses som en del af territoriet, og at kvinderne kommer til at fungere som grænsemarkør i etniske konflikter.

”I mange kulturer bliver kvinder set som en del af nationen. Så når kvinden voldtages, voldtages kulturen og nationen. I patriarkalske samfund med fasttømrede kønsroller, er ære og skam meget forbundet. Kvindens ære påvirker mandens skam. Så voldtægt af kvinden, rammer manden”, sagde hun.

Udover at voldtægt af kvinder på denne måde bruges til at ydmyge mænd og i nogle tilfælde krænke deres ære, bruges voldtægt også som et konkret våben mod mænd. Det betyder for det første, at der også er mænd, der voldtages af andre mænd. Og fordi det i mange samfund er endnu mere skamfuldt for mænd at blive voldtaget, end det er for kvinder, er det kun ganske få mænd, der søger hjælp efter at være blevet udsat for overgreb. For det andet kan mænd også blive tvunget til at voldtage deres egne døtre eller endda tvunget til at voldtage lig. Heri ses igen, hvordan voldtægt fungerer som ydmygelsesredskab og magtdemonstration.

Skammen skal væk fra offeret

Ifølge Chemlali er det vigtigt, at vi ikke kun ser på årsagen til, at voldtægt finder sted, men også ser på de reaktioner der kommer, efter at en kvinde er blevet voldtaget. At voldtægten er et strategisk våben er netop koblet sammen med, at voldtægt er skamfuldt og æreskrænkende. Men ifølge Chemlali skal vi have ændret diskursen, så skammen ikke ligger hos offeret, men derimod hos gerningsmanden. I mange kulturer rammes kvinden nemlig dobbelt. Først og fremmest er der selve overgrebet. Men det der følger i kølvandet på en voldtægt, kan have altødelæggende konsekvenser for kvinden. Både Chemlali og Engell gav eksempler på, hvordan kvinder mister identitet, familie og tilhørsforhold, og hvordan de stigmatiseres helt enormt, netop fordi de er blevet voldtaget. Kvinden mister sin status i samfundet og i nogle kulturer forvises hun fra familien eller landsbyen.

Samtidig er der i forbindelse med voldtægt en lang række psykosociale konsekvenser. Dette blev publikum smerteligt bevidst om under filmvisningen, hvor de kvinder dokumentaren følger, mange år efter hændelsen stadig er dybt påvirket af oplevelserne under krigen. Ifølge Engell er de psykiske skader langvarige og kan have permanent indvirkning på kvindernes liv. I selve voldtægtsøjeblikket og i tiden lige efter, oplever de fleste kvinder en tilstand af chok. På længere sigt kan kvinderne udvikle depression og posttraumatisk stress, og de har derfor brug for hjælp til at bearbejde det traume, som voldtægten er. Men for at kunne gøre det, er det nødvendigt, at kvinden kan tale om voldtægten og at hun ikke tier af frygt for stigmatisering, udelukkelse og ydmygelse.

Juridiske begrænsninger

Efterspillet i forbindelse med Balkan-krigen har været, at stort set ingen af krigsforbryderne, blev dømt for de mange systematiske voldtægter, der fandt sted under borgerkrigen. Simi Jan spurgte Peter Kessing,  om dette var et enkeltstående tilfælde, eller om det er reglen snarere end undtagelsen, og hans svar var ikke særligt opmuntrende. Det er desværre ofte tilfældet, at gerningsmændene ikke dømmes for voldtægt.

Det er der flere grunde til. For det første, var voldtægt lang tid om at blive nævnt i de internationale konventioner, fordi staterne ganske enkelt ikke kunne nå til enighed omkring vigtigheden af det. Det var først ved oprettelsen af straffetribunalerne i forbindelse med folkedrabene i Balkan og Rwanda, at voldtægt blev nævnt som en krigsforbrydelse. For det andet, får man ofte kun fat i en enkelt gerningsmand eller to ved de internationale straffedomstole. Mange af dem der har voldtaget – og som har taget del i organiseret og systematisk voldtægt – slipper altså afsted med det.

Dog er brugen af voldtægt i konflikter et emne, som får stor opmærksomhed i internationale organer som FN. Men kun få gerningsmænd dømmes ved internationale tribunater eller straffedomstolen i Haag. Hovedansvaret for at dømme og udmønte straf i forbindelse med voldtægt, ligger hos de nationale domstole. Og som Peter Kessing tilføjede:

”Hvis de ikke mener, at det er et problem, så er der meget lidt at stille op. Det internationale samfund kan være enige og oprette tribunaler, men det hjælper ikke meget, når de nationale domstole ignorerer det eller har en anden holdning til reglerne”.

Hvis voldtægt ikke retsforfølges nationalt, er det derfor kun en brøkdel af gerningsmændene der bliver dømt. Ifølge Kessing er bevisførelsen også en afgørende faktor:

”Vi kan bare se i Danmark, hvor svært det er at dømme en voldtægtssag, fordi beviserne betvivles. Så det med at få juridisk retfærdighed har desværre lang vej igen”

Dertil kommer spørgsmålet om, hvornår en handling defineres som voldtægt, og dette er et definitionsspørgsmål, der varierer stærkt fra land til land og kultur til kultur. Engell fremhævede eksempler med lande, hvor kvinder ikke må sige nej til sex. I sådanne situationer, blev det seksuelle overgreb kun kategoriseret som voldtægt, hvis kvinden var blevet truet med et våben op til eller under. Desuden er der lande, som ikke ser voldtægt som et problem og i de tilfælde er der juridisk meget lidt at stille op.

Problemet skal italesættes

Aftenen bød på stærke billeder og voldsomme, uhyggelige og skræmmende historier og beretninger fra felten. Simi Jan  spurgte som det afsluttende spørgsmål paneldeltagerne, hvad man kan gøre, som helt almindelig dansker. Her var der enighed om, at vi er nødt til at blive ved med at italesætte problemet. Gennem dialog og udveksling med andre kulturer og lande, kan vi være med til at skabe opmærksomhed om, at dette finder sted og at det er et stort problem.

Engell fremhævede, at der også er brug for nogle kvinder i magtpositioner, som kan ændre på dette her og at der er behov for politisk villighed til, at voldtægt ikke skal tolereres. Chemlali tilføjede, at ændringerne skal komme nedefra, men at Danmark kan hjælpe med ressourcer og politisk støtte.

”Vi har lokale partnere der gør en indsats for at hjælpe kvinderne og stoppe det her. Og de kæmper, selvom det er med små midler og med livet som indsats. Men det er lokalt den rigtige kamp skal kæmpes, og det er det der motiverer mig”, sagde hun.

Derudover skal der gøres noget ved de sociale og samfundsmæssige konsekvenser, som voldtægter har. Hvis kvinden ikke blev stigmatiseret og udskammet, og hvis kvinden ikke risikerede at miste alt eller skade sin mands ære, så ville brugen af voldtægt som strategisk våben forhåbentlig miste status.

Simi Jan summerede op og gav en opfordring til, at vi støtter kvindebevægelser i andre lande og støtter vores medsøstre. Og vi skal være med i opråbet om, at voldtægt aldrig er i orden.

Se dokumentarfilmen her

Vi kan ikke gøre det alene - din hjælp betyder alt