fbpx

Danner søger økonomi- og administrationschef

Vil du stå i spidsen for hele Danners administrative rygrad og sikre, at vores vigtige samfundsopgave understøttes af effektiv drift, ordentlig økonomistyring og et stærkt arbejdsmiljø? Og har du lyst til at være en del af en engageret ledergruppe, hvor vi både udvikler organisationen og hinanden som ledere? 

Så er det dig, vi leder efter som vores nye økonomi- og administrationschef. 

Som økonomi- og administrationschef refererer du direkte til Danners direktør og du får ansvar for al intern drift i Danner herunder økonomi, HR, løn, IT, ejendomsadministration og rengøring. Du bliver leder for en afdeling med 11 medarbejdere, i en medarbejdergruppe, der primært består af meget erfarne medarbejdere.  

Medarbejderne har brug for en leder, de kan sparre med, og som har indsigt i og interesse for deres opgaver. Du skal være nysgerrig på mennesker og kunne lede med udgangspunkt i den enkelte medarbejders behov. Der samarbejdes på alle niveauer, og på tværs af organisationen. En kompleksitet du skal kunne håndtere og udnytte både i de daglige driftsopgaver og i nye indsatser. 

Du skal ikke være ekspert på alle områder, men du skal have mod på og evne til at tage det samlede ansvar for, at økonomien hænger sammen, at årsregnskabet er solidt, og at systemer og drift fungerer i hverdagen. Det indebærer også at kunne rapportere til både ledelsesteamet og bestyrelsen og bidrage aktivt til tværgående strategiske beslutninger. 

En vigtig rolle i en vigtig organisation 

Danner er en dagsordenssættende feministisk aktør med en lang og markant historie. Vi driver både krisecenter, rådgivning, viden og politisk interessevaretagelse for at stoppe vold mod kvinder og børn. Som økonomi- og administrationschef skal du kunne se dig selv som en aktiv del af denne mission – også selvom dine egne opgaver ligger bag kulissen. 

Vi er i gang med en digitalisering af vores interne processer – herunder nyt økonomisystem og styrket HR-understøttelse – og du bliver en nøglespiller i denne udvikling. 

Du bliver en del af et ledelsesteam, der vil hinanden 

Du bliver en del af Danners ledergruppe sammen med direktøren, afdelingslederen for Krisecentret, afdelingslederen for Rådgivningscentret og afdelingslederen for Kommunikation og Viden, og vil indgå i den samlede ledelse af Danner, hvor du også vil bidrage til løsningen af tværgående opgaver. Ledergruppen arbejder teambaseret og er bl.a. optaget af at sikre psykologisk tryghed i hele organisationen og af at udvikle Danners feministiske ledelsesgrundlag. 

Vi lægger vægt på tillid, åbenhed og fælles ansvar – også for det, der er svært. Derfor leder vi ikke kun vores egne områder, men hjælper hinanden med at udvikle hele Danner og os selv som ledere. Det skal du have lyst til at være en aktiv del af. 

Danner er en dynamisk arbejdsplads for både medarbejdere og frivillige. Du skal have lyst til at være en del af husets uformelle kultur, og være indstillet på at blive involveret i mange forskellige opgavetyper og bidrage til et godt og trygt arbejdsmiljø.  

Dine faglige kvalifikationer 

Vi forestiller os, at du har: 

  • Økonomisk faglighed og erfaring med økonomistyring og regnskab 
  • Ledelseserfaring – gerne af medarbejdere med forskellige fagligheder 
  • Erfaring med HR og lønadministration 
  • Interesse for IT og gerne erfaring med systemimplementering og digital udvikling 
  • Interesse for bygningsdrift og en praktisk forståelse for den daglige logistik i en kompleks organisation 
  • Gerne erfaring fra en NGO eller anden værdibåret organisation 

Dine personlige og ledelsesmæssige kompetencer 

  • Du har overblik, ro og tydelighed 
  • Du kan kommunikere klart og præcist  
  • Du har en motiverende, anerkendende og inddragende tilgang til ledelse af dine medarbejdere  
  • Du har gode samarbejdsevner og relationelle kompetencer med et tværgående og helhedsorienteret fokus  
  • Bidrager til fællesskabet, den gode stemning og trivsel 
  • Du kan holde hovedet koldt og hjertet varmt – også når det brænder på 

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfrist er søndag, den 18. maj. 

1. samtale: tirsdag, den 27. maj. 2. samtale: fredag, den 6. juni 
Vi udvælger kandidater til samtale den 22. maj 

Løn og ansættelsesvilkår

Fastansættelse med løn efter Danners lønmodel. Du er velkommen til at kontakte konsulent Vibeke Rosenbeck, hvis du ønsker at få oplyst det konkrete lønniveau. 

Vil du vide mere? 

Kontakt direktør Mette Marie Yde på telefon 30 78 58 60 eller konsulent Vibeke Rosenbeck på telefon 31 48 47 40. 

Send din ansøgning og CV til: job@danner.dk 

Læs mere

Winnie Alim, leder af kommunikation og viden i Danner, udnævnes pr. 21....
Ønsker du at bidrage til den ambulante indsats for kvinder, der er...

Høringssvaret er sendt d. 14. januar 2026 og kan downloades her. HØRING...