fbpx

Året der gik – 2022 i Danner 

Året går på hæld, og i Danner har 2022 blandt andet budt på vind i sejlene på Stop kvindedrab-kampagnen, politisk arbejde for en national handlingsplan mod partnervold- og drab, ny direktør og solide resultater i rådgivningstilbuddet ’Sig det til nogen’. 

Ny direktør i Danner 

Mette Marie Yde har i syv år været leder af Danners kommunikations- og vidensafdeling. I februar 2022 overtog hun roret fra Lisbeth Jessen som konstitueret direktør og april som Danners nye direktør.  

Stop kvindedrab-kampagnen skaber ringe i vandet  

Der har i den grad været gang i hjulene på Danners #Stopkvindedrab-kampagne og de mange tiltag, der knytter sig til den.   
  
78.000 danskere har indtil nu skrevet under på, at partnerdrab på kvinder skal stoppes. I Danner har vi holdt masser af møder med relevante politikere og kommet med input til en national handleplan.   
Du kan læse mere om ’Stop Kvindedrab’ her.

I juni 2022 kunne vi glæde os over, at den daværende regering og ligestillingsminister Trine Bramsen kom med et ambitiøst udkast til en national handleplan. Den slog blandt andet fast, at vold mod kvinder er et samfundsproblem og rummede en række vigtige tiltag. Men der manglede samtidig en vigtig brik: finansiering af behandlingsforløb til de voldsudsatte kvinder, der ikke kommer på krisecenter. Det er en af de ting, Danner vil have størst fokus på i det kommende år.  
Her kan du kan læse mere om, hvor vi mener, handleplanen skal sætte ind for at få reel effekt

Partnerdrab på kvinder var også omdrejningspunkt for Danners markering af Kvindernes Internationale Kampdag. Danners direktør, Mette Marie Yde, holdt en stærk 8. marts-tale, mens flere hundrede var mødt op til Danners fakkeloptog for at mindes de dræbte kvinder. Nu indgår talen også som en vigtig historisk tale i Danske Talers arkiv og kan læses her

8. marts fik vi også besøg af statsminister Mette Frederiksen, ligestillingsminister Trine Bramsen og politisk ordfører for Enhedslisten, Mai Villadsen, som alle var enige om, at forebyggelse af partnervold og –drab kræver en massiv indsats. De blev vist rundt i Dannerhuset og fik mulighed for at møde Louise Makkonen Thagaard, som har været udsat for drabsforsøg af sin ekskæreste og er et levende eksempel på, hvordan alle myndigheder og aktører skal være langt bedre til at håndtere voldsofre og opspore volden tidligere.  

På Folkemødet 2022 stod Danner for en debat og deltog i flere. Sammen med politikere og forskere var vi blandt andet med til at sætte fokus på, hvordan man kan opspore voldsudsatte og hjælpe dem ud af volden, før den eskalerer til drab, og hvordan man kan forebygge partnerdrab på kvinder i Danmark i det hele taget.   

I oktober lancerede Politiken den første danske database over partnerdrab. Databasen viser alle partnerdrab siden januar 2017, og Politiken har forpligtet sig til at overvåge området, indtil de har data for i alt ti år. Danner har bidraget til udarbejdelsen af partnerdrabsdatabasen, hvilket vi er stolte af.  
”Med det nye data har det aldrig stået tydeligere, at kvinder i Danmark er i langt større risiko for at blive dræbt af deres partner end mænd er. Og aldrig er det blevet formidlet klarere, at partnerdrab på kvinder ikke er isolerede hændelser, selvom de sker bag lukkede døre. Mange af drabene følger de samme mønstre,” siger Danners direktør, Mette Marie Yde. 

Royalt besøg hos Danner 

I februar 2022 fik vi i Danner royalt besøg af HKH Kronprinsesse Mary og Hertuginden af Cambridge, Kate Middleton. De blev vist rundt i Danner-bygningen og fik samtidig en enestående mulighed for at tale med nogle af de kvinder og børn, som bor på Danners krisecenter.  
Siden 2008 har Mary Fonden uddelt rygsække til børn på krisecentre, som indeholder bl.a. tøj, bøger og legetøj. Rygsækken er både en praktisk og kærkommen hjælp til barnet og den voldsudsatte mor, et pædagogisk værktøj for krisecentermedarbejderne og en symbolsk gestus over for børnene om, at de bliver set og hørt, og at ingen børn skal vokse op i en familie med vold. 

Sommerferien på Danners krisecenter 

Igen i år har Danners holdt fem dages sommerhøjskole i skoven og lavet dagsudflugter og sommeraktiviteter for de børn og mødre, der tilbragte sommerferien på Danners krisecenter.   
”Vores pædagogiske arbejde består i at understøtte mødre, der har det rigtig skidt, i at være sammen med deres børn på børnenes niveau. Selve aktiviteterne behøver ikke være større end at tage på vandlegepladsen i Fælledparken med en god madpakke og en brikjuice. Det, der giver barnet glæde, er bare at være sammen med mor og få nogle glædesfyldte pauser, hvor barnet ikke skal tørre tårer væk fra mors ansigt. Når man griner, får man fyldt lidt op af de gode hormoner, der er med til at berolige ens alarmsystem, som hos de fleste voldsudsatte, er på overarbejde. Det er virkelig vigtigt at tale om volden – men det er også vigtigt at holde fri fra den,” fortæller pædagog på krisecenteret, pædagogerne på Danners krisecenter, Emilie Rasmussen.  

Læs mere om sommerferien på Danners krisecenter her   

Danner gør en forskel ude i verden 

Danner arbejder internationalt for at støtte lokale krisecentre og kvinderettighedsorganisationers kamp for bedre rettigheder for voldsudsatte kvinder og børn. Blandt andet underviser vores internationale fagmedarbejdere kolleger, fagpersoner og myndigheder i en række lande i, hvordan man bedst hjælper voldsudsatte, hvordan man passer på sig selv i arbejdet med andres traumer, samt i politisk fortalervirksomhed.  
På grund af corona-pandemien har besøg i de lande, Danner har samarbejder i, længe været umulige, men i maj 2022 kunne vi endelig igen besøge vores kolleger i Palæstina og se, hvor stor en forskel de gør for voldsudsatte kvinder. Her kan du læse en beretning om besøget fra Danners International Project Manager, Ditte Specht. 

Du kan læse mere om Danners arbejde ude i verden her. 

Danners ærespris 2022  

I år er Danners ærespris gået til Politiken-journalist, Line Vaaben, og retsmediciner og Ph.d.-forsker, Asser Thomsen. De modtog æresprisen for deres banebrydende forskning, journalistik og fælles forfatterskab om partnerdrab i bogen ’En forudsigelig forbrydelse – kvindedrab i Danmark’, der samler viden om drab på kvinder i Danmark.  
”Jeres arbejde er blevet kaldt grundforskning. Jeres tal og data er ikke til diskussion. Derfor kunne vi som NGO og politisk fortaler ikke stå på et mere solidt fundament, når vi siger, at partnerdrab er en forudsigelig forbrydelse. Og at den ofte kan forebygges,” sagde Danners direktør, Mette Marie Yde, til de to prismodtagere og understregede, at prisen således også er en hyldest til den uafhængige forskning og den uafhængige journalistik.   

Du kan læse mere om Danners ærespris 2022 her. 

Danner uddanner  

Der har været bud efter Danners ekspertviden over hele landet og fra mange forskellige (fag)grupper. Således har vi holdt oplæg, workshops og kurser i Sønderborg, Vejle, Holbæk, Ringsted, Holte, Frederiksværk og København. Vi har gæstet studenterforeninger, budt velkommen til praktiserende læger og politifolk i Dannerhuset. Vi har delt vores viden og erfaringer med specialiserede socialrådgivere, undervisere på SOSU-uddannelsen, Amnesty, Nordisk Råd, Dommerforeningen og andre organisationer, foreninger og krisecentre. Desuden har vi været en del af underviserstaben på Politiskolens specialuddannelse i vold, voldtægt, stalking og æresrelateret kriminalitet.   
Mange fagpersoner ved ikke, hvad de skal gøre, hvis de får mistanke om, at en borger bliver udsat for vold i hjemmet. Men det kræver faktisk ikke meget, før man kan gøre en afgørende forskel.    
I alt 430 fagpersoner har deltaget i Danmark, mens 75 fagpersoner – primært krisecenteransatte i Tunesien, Palæstina, Jordan, Marokko og Egypten – har deltaget i to onlinekurser og tre fysiske kurser over flere dage.   

Du kan læse mere om Danners arbejde med at uddanne fagfolk og myndigheder her.  

Vold på valg 

Op til folketingsvalget i oktober 2022 lavede Danner en kampagne på sociale medier, hvor vi spurgte en lang række politikere på tværs af partier, hvad de syntes er vigtigt, når man skal forebygge partner vold og -drab på kvinder. At det er et enormt samfundsproblem, der kræver politisk fokus, vilje og handling, er der heldigvis bred enighed om, og vi har vi en forventning om, at der kommer handling bag ordene med den nye regering. Det har vi jo heldigvis politikernes egne ord for, så skulle nogen glemme det i farten, skal vi nok huske dem på det.  

Her er Danners konkrete bud på, hvad politikerne bør tage fat på her på den anden side af valget. 

Kulturnatten 2022  

Årets Kulturnat i Danner bød på spændende oplæg fra vores forkvinde, Vibeke Abel, direktør Mette Marie Yde, leder af krisecentret, Susanne Lamhauge og chef for rådgivningen, Karen Lauritsen. Derudover fik mange muligheden for en rundvisning i Dannerhuset, og på pladsen foran huset kunne besøgende fordybe sig i fotoudstillingen ‘Red Min Søster’ af Poppykalas og Sarah Buthman. De, der ikke nåede en rundvisning, kan holde øje med Danners sociale medier – Danners foredragsgruppe inviterer nemlig hver måned til spændende foredrag, hvor man kan høre om Danners historie, besættelsen i 1979 og livet på et krisecenter

‘Sig det til nogen’ 

Oxford Research har lavet en analyse af voldsudsatte kvinders oplevelse af rådgivningen ’Sig det til nogen’. Analysen viste, at kvinderne oplever at føle sig set, hørt og forstået for første gang. Rådgivningen er altså for kvinderne den første hjælp, som virkelig har været med til at øge deres trivsel og forholdet til deres børn. Desuden har det øget andelen af kvinder, der bryder med volden. Resultaterne knyttes særligt til den høje voldsfaglighed i ‘Sig det til nogen’ – altså, at både rådgivere og psykologer har teoretisk viden om vold, er oplært i en række relevante metoder og tilgange, samt har tidligere erfaring på området, eksempelvis fra at arbejde på krisecenter. 

I København og Randers har pårørende til voldsudsatte kvinder fået mulighed for at komme i gruppeforløb. Sammen med hinanden og voldsfaglige rådgivere kan de dermed få et rum til at tale om, hvorfor det er så svært at være pårørende, om skyld og skam og om, hvordan man bedst kan hjælpe sig selv og den voldsudsatte.  

Den 1. april 2019 blev psykisk vold gjort strafbar. I anledning af treåret for kriminaliseringen udgav ’Sig det til nogen’ en folder om, hvordan man anmelder psykisk vold, og hvad man skal være opmærksom på.  

Julen på Danners krisecenter 

Julen er en særlig tid, og man er derfor ekstra sårbar, når man bor på krisecenter. Danners pædagoger og frivillige går derfor ekstra langt og bruger meget tid og energi for at skabe en glædesfyldt jul, særligt for de børn, der bor på krisecenteret julen over. Og det bliver i den grad påskønnet – både af børnene og af deres mødre.  
”Gaverne, aktiviteterne, julefesterne og julestemningen har været helt utrolige for dem. Og selv om de har fået gode julegaver fra familie og deres far, er det de små kalendergaver fra sidste år, der stadig betyder allermest. Det kan godt være, det er små ting fra Tiger, men de har gemt dem alle og taler tit om, at det var de gaver, de fik ”hjemme på Danner”. Selv de små kuverter, der fulgte med, og mærkaterne fra de virksomheder, der har doneret gaverne, har de gemt. På Danner kærer man sig virkelig om børnene. Vi har været så privilegerede at få plads her, og jeg er så taknemmelig for alle de fantastiske ansatte, der hver dag gør en kæmpe indsats for børnene – og for os kvinder. Jeg har set dem lægge så meget omtanke i selv de mindste detaljer. Og vi har ikke taget noget af det for givet. Vores tid på Danner har været en transformation,” fortæller Hannah, som er mor til tre.   

Du kan læse Hannahs oplevelse af julen på Danner her

Læs mere

På Kvindernes Internationale Kampdag lancerer Danner og Karen Simonsen en ny smuk...
Danners ambulante rådgivning, Sig det til nogen, hjælper voldsudsatte kvinder, som ikke...